Døende filosofiprofessor: Handl således, at du ville gentage dine handlinger

Ud af det blå fik filosofiprofessoren Lars-Henrik Schmidt i sidste måned konstateret uhelbredelig kræft. Her i livet må vi klynge os til kærligheden, siger han i dette sidste interview

"Du skal først og fremmest handle således, at du ville gentage dine handlinger,” siger den døende filosofiprofessor Lars-Henrik Schmidt som et råd til livet.
"Du skal først og fremmest handle således, at du ville gentage dine handlinger,” siger den døende filosofiprofessor Lars-Henrik Schmidt som et råd til livet. Foto: Leif Tuxen.

Reolerne på hjemmekontoret i Frederiksbergvillaen er fyldt med folk, der gennem tiden har sagt filosofiprofessoren Lars-Henrik Schmidt noget. Et falmet foto af oprørslederen Che Guevara, gipsbuster af Sokrates, Voltaire og Rodins ”Tænkeren”, en smilende buddhafigur og en lille kristusfigur fra Rio de Janeiro med udstrakte arme mellem de tusindvis af bøger. Men selvom alverdens visdomstraditioner på den måde vælter ud af Lars-Henrik Schmidts reoler, har kristendommen altid haft en særlig plads på både hjemmekontoret og i den vestlige civilisation i det hele taget, som han siger. Og for foden af filosofiprofessorens bugnende bogreoler står et indrammet broderi med et budskab, som han betragter som vores vestlige fællesskabs stærkeste fundament.

”Jesus elsker dig,” står der med sirligt broderede, nærmest lysende bogstaver på en mørk baggrund.

”Det betyder, at der altid er en, der elsker dig. For det er Jesus garanten for. Du er værd at elske, for Jesus elsker dig, selvom du ikke føler dig set eller elsket af andre. Det betyder samtidig, at du altid skal behandle den anden som en, der er værd at elske. Den anden er guddommelig. For han eller hun er jo også et menneske, som Jesus elsker. Vores fællesskaber hviler på, at vi kan sige det. At alle er elsket. Og det, der virkelig virker trøsterigt, når man selv er på kanten eller skal forlade verden, er, at man er elsket og har været elsket,” siger Lars-Henrik Schmidt roligt i det, der sandsynligvis bliver hans sidste interview nogensinde.

Den kendte filosofiprofessor og tidligere rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet har formentlig desværre kun få uger tilbage at leve i, så dette interview er hans sidste chance for at øse lidt ud af den visdom, han har brugt et helt liv på at samle sammen.

Filosofiprofessoren peger på et stort familiefoto, som han selv optræder på sammen med sine otte søskende. Lars-Henrik Schmidt, som må have været i studenteralderen på fotoet, stikker op som den højeste på billedet. Han var nummer tre i flokken, men den ældste dreng, der efter eget udsagn tidligt tog sin portion af både pligter og tæsk under opvæksten i Vejle. Moderen var hjemmegående, faderen var postbud, men både skuffet over sine forliste fotografdrømme og ”forbitret på systemet”.

”Vi kunne sikkert godt have fået nogle fribilletter til fodboldklubben eller fritidshjemmet, men min far nægtede at modtage hjælp fra det offentlige. I stedet opdagede jeg, at der var fri adgang til det lokale bibliotek, hvor timerne var godt brugt, fordi der jo var trangt derhjemme. Jeg har stadig et indre billede af min mor, der hænger ud af vinduet ved tørresnorene for at hive vasketøj ind eller ud,” siger Lars-Henrik Schmidt, der kun oplevede opbakning, da forældrene opdagede, at han havde et lyst hoved og sans for bogens verden.

”Min fars håb var så også, at jeg ville bruge mit gode hoved til at blive advokat, så vi kunne forsvare os mod verden. Jeg følte nærmest, at jeg skulle sælges på aktier. Det var ikke kun mig, der blev uddannet, men os, der blev uddannet.”

Advokat blev det ikke til. Lars-Henrik Schmidt besluttede i stedet tidligt for at forfølge sin egen interesse ved at læse filosofi og idéhistorie. Planen var så at læse medicin bagefter, så han også havde noget at leve af og et sikkert job at hjælpe sin familie med. Men allerede som 22-årig blev han ansat som universitetslærer, og siden har han været i universitetsverdenen, hvor han hurtigt steg i graderne og endte som rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet før sammenlægningen med Aarhus Universitet.

Over 50 af bøgerne i bogreolerne herhjemme har han selv forfattet. Han ville gerne have sammenfattet det hele i mindst et par bøger mere, men nu når den 67-årige professor formentlig aldrig at blive pensionist. Lars-Henrik Schmidt er blevet tydeligt tynd og tvinger nu sig selv til at spise en smule hver dag, men under dette næsten fem timer lange interview serverer han stadig sine formfuldendte sætninger utrætteligt i en nærmest endeløs række af gode pointer om alt fra fransk moralfilosofi i 1600-tallet til opløsningen af høflighedsfraseologien i vores egen tid. Men det er stadig et chok for ham selv, at han snart ikke kan kommentere det hele mere.

”Det kom helt ud af det blå. Jeg gik til undersøgelse, fordi jeg har haft nogle smerter i maveregionen. Jeg havde længe slået det hen. Det var ikke engang nogle voldsomme smerter,” siger Lars-Henrik Schmidt og fortæller, hvordan hans praktiserende læge for en sikkerheds skyld henviste ham til en scanning i foråret. Men da han så blev skannet i begyndelsen af juni, blev det opdaget, at han ikke alene havde kræft i form af en tumor ved leveren, men at der heller ikke var noget at gøre ved det.

”Det kom som en rystelse for mig, også fordi jeg faktisk som yngre har haft cancer, hvor jeg kom igennem det. Men her var der pludselig ikke noget at gøre. Mine prøver, der senere er blevet bekræftet af eksperterne på Rigshospitalet, viser, at det er mine fordøjelsesorganer, der har det hårdt. Og da jeg får beskeden for nogle uger siden på Bispebjerg Hospital, kan jeg mærke, at personalet tager afsked med mig, som om de ikke tror, at jeg overlever weekenden. De regner simpelthen ikke med, at jeg lever, når de kommer tilbage på deres næste vagt,” siger Lars-Henrik Schmidt, som nu er blevet sendt hjem for at være sammen med sin familie i den sidste tid.

”Det, jeg står i, er, at dødsdommen er afsagt, men hvornår henrettelsen finder sted, er der ingen, der tør give et konkret bud på. Men hvis jeg har flere dage tilbage, skal jeg nok få bragt mine ting i orden, siger lægerne. Og det har jeg brugt dagene på. Jeg har fået skrevet testamentet under, fået lukket sager og sørget for, at bedømmelserne af universitetsspecialerne blev færdige.”

Hvad gik der igennem dine tanker på hospitalet?

”Mest det. Mine tanker blev slugt af det, der skulle nås. Det var ligesom håndgribeligt. Og så omsorgen for mine kære. Jeg har fire børn og fem børnebørn,” siger han og ser op.

”Det er et skuffet håb, som går igennem mig. Jeg vidste, at jeg en dag skulle lukke butikken, men vi havde ikke regnet med, at det var nu, hvor jeg egentlig havde tænkt, at jeg skulle til at nyde mit otium og som Cicero passe min have og mit bibliotek og kysse min kone. Det havde jeg virkelig lagt an til, at vi skulle. Vi har rejst verden rundt, det er ikke det, der interesserer os mere. Nu ville vi bare fede den på den måde og være glade for at have fået de børnebørn,” siger han og sukker.

”Jeg tænkte: ’Det kan ikke passe’, men jeg havde ikke svært ved at se realismen i det, for det kunne jeg læse i deres ansigter på hospitalet. Det var ikke pjat det her. Der var mange praktiske ting, som skulle nås. Men håbet om et godt afsluttende otium var brudt. Det blev det så ikke til. At vænne sig til det var det slemme. Jeg ærgrer mig over, at jeg skal dø. Jeg har forsøgt at arrangere mig økonomisk, og det får jeg jo ingenting ud af nu, så jeg skulle nok have slået lidt mere til søren på nogle andre tidspunkter. Men fortrydelse er forbrydelse, og det hjælper ikke i denne sammenhæng. Rent narcissistisk troede jeg også, at jeg skulle bruge mit otium til at få samlet lidt af det, jeg havde tænkt løbende og få udgivet noget af det, som jeg ikke havde nået at få udgivet, for jeg ville gerne have bundet en sløjfe omkring det, jeg har tænkt.”

Hvad vil du gerne give videre?

”Min forestilling om, at det gode liv er opnåeligt. Det gælder rent ud sagt om ikke at være et røvhul, men efter bedste evne være et menneske, der er der for andre uden nødvendigvis at ofre sig selv. Rousseau sagde: ’Handl således, at du skader andre mindst muligt.’ Hvis alle handlede sådan, ville verden jo være god. Så vær varsom med at skade andre, giv den anden en chance og et tilbud om at være med i fællesskabet. Men du skal først og fremmest handle således, at du ville gentage dine handlinger.”

Er det ikke umuligt?

”Det er selvfølgelig et ideal, som ingen helt kan leve op til, ligesom ingen kan blive helt som Jesus, da fuldkomne mennesker jo ikke findes, men når man siger undskyld, mener man jo også ’gid denne handling aldrig var sket’, fordi man indser skadevirkningen af en handling. Man undskylder, fordi man gerne ville have undgået den handling. Men det, man oplever i disse år, er, at ingen undskylder længere. Man beklager kun, og hvad beklager man? At man er blevet opdaget! Ingen vil påtage sig skylden længere. Derfor har jeg også været meget optaget af høflighedsfraser, der før var et socialt kit og en social olie i samfundet. Vi skal have høflighedsfraser for at kunne glide forbi hinanden konfliktløst. ’Undskyld mig,’ kan man sige, når man presser sig forbi nogen, ligesom man siger ’pardon’ i Frankrig eller ’scusi’ i Italien. Men den slags er ved at forsvinde,” siger professoren og smiler afvæbnende.

”Jeg har altid tænkt på mig selv som oprører og klassekampstænker, men i dag må jeg se mig omtalt som konservativ. Jeg kan jo egentlig være ligeglad. Min tid er jo forbi. Jeg gør bare opmærksom på, hvad der sker, når man skifter høflighedsfraseologi. Før sagde vi ’goddag’ og ’farvel’. I dag siger vi bare ’hej’, og hvad betyder ’hej’? ’HER ER JEG!’ Det handler hele tiden om mig. Her er jeg, nu går jeg. Det er en frygtelig individualisering, der sker i øjeblikket. Det værste i verden er at blive overset, så alting handler om at blive set. Alle vil ses. Hele tiden. Og det ’observerede’ eller ’oplevede’ gælder kun, hvis det kan omsættes til tal på de sociale medier. Det er efterhånden det eneste, der betyder noget for folk, mens titler og viden bliver devalueret.”

Den udvikling har også været med til at bane vejen for fake news, mener professoren:

”Jeg mener ikke, at der er nogen beskyttelse over for fake news. Mine kolleger mener, at vi så bare må oplyse folk og give dem sandheden, men de tager helt fejl. Det er ligesom dengang, hvor man begyndte at tale om videnssamfund, og nogle troede, at det betød, at universiteterne havde en fremtid. Men det betød netop, at universiteterne ingen fremtid havde. For nu har universiteterne mistet deres semimonopol på den ypperste viden. Folk tror ikke længere på autoriteter. Man bruger bare de såkaldte eksperter, man er enige med, hvad enten de kommer fra en tænketank, et privat firma eller de sociale medier, hvor ’en kender har fulgt udviklingen længe’. Når et statement går viralt, får det pludselig autoritet, uanset hvilken sandhedsværdi det har. Derfor har vi nu alle et ansvar for, hvad vi viderebringer. Nietzsche ender med henvisning til Schopenhauer med at sige: ’Jeg vil ikke bedrage, allermindst mig selv’. Dong!”, udbryder filosofiprofessoren begejstret.

”Dermed slår Nietzsche fast, at det bliver dit selvforhold, der kommer til at afgøre, hvad der er sandt. Det, man kan forlange, er en moralsk stillingtagen til det grundlag, der er for den viden, man bliver præsenteret for. Den slags kan undersøges, noget kan være bedre end andet, men intet har en endelig fundering. Hvis man ved det, vil man bedrage sig selv, hvis man går ud og siger: ’Her er sandheden.’ Det er også derfor, at de bedste videnskabsmænd er dem, der sidder og sparker sig selv over benet, så de næsten ikke tør sige noget, for de ved, at det er usikkert, hvad de siger. Men på de sociale medier er det omvendt. Der gælder det om at være hurtigst, mens sandheden bliver en handelsvare i kapløbet om flest hits.”

Den klassiske kærlighed til sandhed – filosofien – kan dog ses som en from modvægt mod tidens flygtige Facebook-sandheder. Og selvom Lars-Henrik Schmidts egen tænkning i høj grad skal findes i spændingsfeltet mellem individets store filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) og fællesskabets store tænker Jean-Jacques Rousseau (1712-1788), vender han hele tiden tilbage til Jesus som det dybeste dannelsesideal, der nogensinde er givet os. Det ligger ligefrem indlejret i det tyske ord for dannelse – ”Bildung” – fra den tyske filosofi, som vi har lagt os op ad herhjemme, forklarer Lars-Henrik Schmidt.

”Bildung betød oprindeligt ’Jesus til efterfølgelse’. Man har et ’Bild’, og det er faktisk Kristus, og ’Bildung’ er så måden, hvorpå man forsøger at efterleve det, så Bildung er grundlæggende et kristent begreb,” forklarer professoren og tilføjer, at dannelsesbegrebet naturligvis også har både romerske og græske rødder.

Filosoffer og idéhistorikere som ham vender næsten alle tilbage til de gamle græske filosoffer Aristoteles og Platon, når noget skal forklares. Men de kristne dyder, tro, håb og kærlighed, kommer altså et andet sted fra, så man må forstå, at vores kultur både hviler på Akropolis og Golgata. Og i en tid, hvor ikke engang lysets hastighed eller det absolutte nulpunkt længere ligger fast for videnskabsfolkene, er kærlighed ikke nogen dårlig konstant at tro på i livets ligning, mener han, selvom han selv har levet sit liv uden nogen tro på absolutter.

”Det er kærligheden, vi må klynge os til. Hvis man skal oversætte ’Jesus elsker dig’-broderiet til hverdagsfilosofi, betyder det netop, at du er elsket. Du er aldrig alene i den forstand, for Jesus elsker dig. Det er en banal, men slagfærdig markering af, at du er set på et dybere plan. Du er ikke kun overset i denne verden. Det kan godt være, at du ikke får den kone, du gerne vil have. Det er muligt, at du ikke kan finde en kvinde, der vil elske dig på den måde, du gerne vil have. Men du er ikke af den grund et menneske, der er uden for kærlighedens horisont.”

Hvis du skulle give et råd videre til andre i samme situation, hvad skulle det så være?

”At forlige sig med sin skæbne. Jeg ville være meget ked af at lande i en dødsangst, og den sidste tid skal heller ikke bruges på at sørge over at skulle dø. Jeg vågner glad og taknemmelig om morgenen, og om aftenen, når andre beder Fadervor, tænker jeg: ’Gid, jeg også vågner i morgen.’ Jeg vil kysse min kone så mange gange, jeg kan nå, og jeg vil glædes over mine børn og børnebørn i haven. Min familie er det vigtigste i mit liv. Og det er dem, jeg er mest stolt af her i livet. Jeg ville gerne have været sammen med dem mange år endnu, men jeg tager imod en dag ad gangen med den realisme, der ligger i, at jeg også kan dø om natten. Jeg har aftalt med hospitalspersonalet, at jeg kan dø herinde i min seng. Det sætter jeg pris på. Og jeg sætter pris på, at jeg får sagt farvel til dem alle sammen på en anstændig vis,” siger Lars-Henrik Schmidt, som også allerede har aftalt, at hans gode veninde, der er studenterpræst på Københavns Universitet, skal begrave ham uden at få ham til at fremstå ”som en hykler, der omvendte sig på dødslejet”.

”Den kristne begravelse er en god overgangsrite, som i mit tilfælde nok mest er til for de efterladte. Jeg er ikke selv særlig bange for at dø. Jeg vil bare gerne have, at det foregår stille og roligt, så jeg simpelthen taber bevidstheden,” siger filosofiprofessor og liver op i et smil, inden han tilføjer:

”Sløk sagde i en af sine flabede begavetheder: ’Det bliver da spændende at dø. Det er noget, jeg aldrig har prøvet før.’”