Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Donald Trump lagde bånd på sig selv i den sidste tv-debat med Joe Biden – men uret tikker for præsidenten

Præsident Donald Trump og den demokratiske udfordrer, Joe Biden, tørnede natten til fredag sammen i den sidste præsidentdebat. Foto: Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix

Præsident Trump forsøgte med en behersket tv-debatpræstation at skildre demokraten Joe Biden som en korrupt karrierepolitiker. Men det kan være for sent at vende Trumps synkende skude

Da præsident Donald Trump og demokraten Joe Biden natten til i går tørnede sammen i valgkampens anden og sidste tv-debat, var der et enkelt spørgsmål, som overskyggede alle andre:

Har debatten nogen som helst betydning?

Flere end 50 millioner amerikanere – mere end en tredjedel af antallet af vælgere, der stemte ved det seneste præsidentvalg i 2016 – har forhåndsstemt, og de fleste tilbageværende stemmeberettigede har ifølge meningsmålinger allerede truffet et valg om, hvorvidt de ønsker endnu fire år med præsident Trump eller ej.

Ikke desto mindre betyder debatten, der fandt sted på det kristne Belmont University i Nashville i Tennessee, utvivlsomt et eller andet. Der er stadig nogle tvivlere derude. Og på grund af USA's særlige valgmandssystem, der giver en håndfuld svingstater uforholdsmæssig stor indflydelse på valgets udfald, kan et meget lille antal vælgere ende med at afgøre, hvorvidt Donald Trump eller Joe Biden indsættes som præsident den 20. januar næste år.

Sammenlignet med den kaotiske tv-debat i Cleveland i Ohio for godt tre uger siden var præsident Trump betydeligt mere behersket og sammenhængende, og han fremstod som en kompetent debattør, der for det meste var i stand til at nedtone sin bombastiske personlighed og lade sin modstander komme til orde. Han skildrede Joe Biden, der fra 2009-2017 var vicepræsident i daværende præsident Barack Obamas regering, som en skandaleomgærdet, uduelig og ineffektiv karrierepolitiker, og han skubbede gentagne gange demokraten i defensiven. Præsidenten lovede en snarlig vaccine mod coronavirussen, der nu har kostet flere end 223.000 amerikanere livet, og brugte sin egen oplevelse som raskmeldt coronapatient til at berolige sine sygdomsforskrækkede landsmænd.

”Vi lærer at leve med virussen,” sagde han.

Joe Biden kæmpede imod ved at skildre Trump som en uetisk og ukompentent øverstkommanderende, der har svigtet på områder såsom coronapandemien, sundhedssystemet, racerelationer, økonomien og indvandring, og han skosede Trump for at bagatellisere pandemien.

”Folk lærer at leve med den? Folk lærer at dø med den,” sagde Biden med henvisning til Trumps bemærkninger om coronavirussen.

Den 77-årige Joe Biden, der nogle gange er vævende og usammenhængende, undgik også at begå den slags alvorlige brølere, der kunne sætte hans betydelige forspring i meningsmålingerne overstyr. Han viste ingen tegn på metaltræthed, og det lykkedes heller ikke præsident Trump at få den tidligere vicepræsident på glatis i forbindelse med en nylig historie i avisen New York Post om hans søn Hunter Bidens påståede lyssky handler med udenlandske forretningsforbindelser.

”Jeg har ikke modtaget en øre fra nogen udenlandsk kilde på noget tidspunkt i mit liv,” sagde Joe Biden.

En af debattens mest følelsesladede øjeblikke udspillede sig under en diskussion af præsident Trumps hårde indvandringskurs, der i en periode i 2018 indebar adskillelsen af forældre og børn ved den mexikansk-amerikanske grænse. Ifølge en ny rapport har myndigheder og aktivister været ude af stand til at finde forældrene til 545 af de børn, der blev tvangsfjernet fra deres forældre ved grænsen. Cirka 60 af børnene var under fem år, da de blev adskilt fra deres forældre.

Mens præsident Trump insisterede på, at USA har ”taget sig meget godt af børnene”, reagerede Biden vredt.

”Det krænker enhver forestilling om, hvem vi er som land,” sagde han.

Debatten i Nashville i Tennessee var sidste gang, at de to politikere mødtes foran et stort tv-publikum inden valgdagen den 3. november, og meningsmålinger viser, at det er op ad bakke for Donald Trump. Ifølge et vægtet gennemsnit fra statistikhjemmesiden FiveThirtyEight foretrækker 52,1 procent af vælgerne lige nu Joe Biden, mens 42,2 procent bakker op om præsident Trump.

Uret tikker stadig hurtigere for Donald Trump. Hans hæderlige debatpræstation kan vise sig at indsnævre afstanden til Joe Biden, men valgkampens generelle kurs er uforandret efter nattens opgør i Nashville.