”Det handler nok mere om ADHD end natur, men det kan vi jo altid tale om ...”.
Ordene er Dorte Høghs, og de er skrevet i en mail forud for dette interview. De kommer som en forklaring på, hvorfor den 52-årige journalist og manuskriptforfatter overvejer at bytte tilværelsen i et rækkehus på Østerbro i København ud med et liv på landet i det nordsjællandske, hvor hun er født og opvokset. Og skal det være, skal det helst ske snart, mærker hun. For der er noget deroppe nordpå, der trækker i hende. Eller rettere sagt; der er nogen . Hans navn er Gorm, han har fire ben at gå på, et stort stykke eng at stå på, og så har han både mule og manke.
”Ja, han ligner lidt et æsel, desværre,” siger Dorte Høgh. Hun griner, for havde man regnet med at se et pragteksemplar af en islandsk hest, når man ser på hendes nu 28-årige islandske vallak, er det tilladt at trække på smilebåndet, mener hun.
”Ja, det var ikke ligefrem udseendet, jeg faldt for. Han er lidt skravlet og ser egentlig ikke særlig islandsk ud. Men er du gal ... Når man sidder på ham, er det som at sidde i en Ferrari. Han er bare sindssygt hurtig, og jeg købte ham på stedet, da jeg red ham første gang,” siger hun.
Ridningen kalder Dorte Høgh for sit åndehul, og skal hun ud i naturen, skal det helst foregå på hesteryg. Sådan har det været, så længe hun husker. Og derfor har hun indvilget i at fortælle om sin passion for netop ridning i serien om mennesker, der finder ind i sig selv, når de tager ud i naturen.
Det sker ofte, at Dorte Høgh får trang til at stikke af. Tidligere var det flere gange om året på et fly til hendes elskede Island, men efter at hun for et par år siden solgte sin lejlighed i Reykjavik, er det nu oftest til landsbyen Kirkelte nær Hillerød i Nordsjælland, hvor Gorm står opstaldet. På bagsædet af Dorte Høghs cabriolet ligger der af den grund altid en stak tøj, der kan tåle at blive snavset. Denne sommerdag, hvor Kristeligt Dagblad er med på sidelinjen, er det et par blå cowboybukser og et par klipklapper, hun hopper i, før hun trækker Gorm ind fra folden.
”Det er ikke sådan en hest, man behøver at stå og strigle og pussenusse om i timevis, den har sit eget hesteliv, og det passer bare godt til mit temperament,” siger hun som forklaring på, hvorfor det lige blev den islandske hest, hun kastede sin kærlighed på. Og det tager heller ikke mange minutter, før Gorm er gjort klar til afgang. Dorte Høgh svinger benet over hestens bagende og sætter sig til rette overskrævs på den mørkskimlede ryg. Det ser en smule faretruende ud, som hun sidder der uden hjelm og med klipklapperne dinglende ned ad hestens sider, men Dorte Høgh har taget sine egne forholdsregler, forsikrer hun.
”Jeg kunne aldrig drømme om at sætte mig på en hest, jeg ikke kan kommunikere med. Alt, hvad man selv føler, når man sidder her, bliver hesten påvirket af. Er du rolig, bliver den rolig, og er du bange, bliver hesten let nervøs. Det er, som om vi smelter sammen, hesten og jeg.”
Islandshesten siges at være født med en stærk vilje. Det samme siger Dorte Høgh om sig selv. Måske er det derfor, de går så godt i spænd, hende og hesten.
”Jeg var et ret vildt barn. I det hele taget har jeg altid været sådan lidt rodløs, men det er først her de senere år, at jeg for alvor er begyndt at være sikker på, at jeg har en form for ADHA. Mine tanker kører rundt. Uafbrudt. Eller det vil sige, det kan faktisk godt lade sig gøre at afbryde min tankestrøm, men det sker kun, når jeg sætter mig foran computeren med et manuskript foran mig – eller på ryggen af en hest. Så lukker jeg fuldstændig af for mylderet i mit hoved.”
Der sker en form for symbiose mellem hende selv, hesten under hende og naturen omkring hende, når hun rider ud, fortæller Dorte Høgh. Hun mærker det særligt, når hun rider gennem skovene og i strandkanten ved Tisvilde.
”Man bliver mere opmærksom på terrænet og omgivelserne, når man sidder på hesten. Sådan en stub eller et smukt, kroget træ kan næsten få mig til at græde. Nogle gange overgår virkeligheden min fantasi, og jeg synes, jeg får bedre øje på naturens undere, når jeg ser dem fra en hesteryg.”
Dorte Høgh har fundet ro og lindring sammen med heste, siden hun var ganske lille. Det var stedfaderen, komponist Bent Fabricius-Bjerre, der introducerede den dengang kun femårige Dorthe Høgh for ridningen.
”Vi havde noget særligt, Bent og jeg. Og hans kæmpe engagement i hestene smittede af på mig. Jeg er vokset op med ridningen som et vilkår, og særligt når jeg har oplevet svære perioder i livet, har jeg hurtigt indfundet mig på en hesteryg.”
Bent Fabricius-Bjerre red heste næsten helt frem til sin død sidste år. For Dorte Høgh var det en stor sorg at miste stedfaderen, og i sorgen har hun mærket, hvordan hun særligt har haft brug for hestene i sit liv.
”Det har været rædselsfuldt, at jeg ikke har haft hestene tæt på mig, men med et travlt arbejdsliv i byen og fire børn har tiden bare ikke været til at køre herop så ofte,” siger hun.
”Det har været svært at bevare benene på jorden, når jeg ikke har kunnet få mit fix . Det er derfor, jeg nu føler, at jeg skal i gang med en ommøblering af mit liv. Jeg vil tættere på naturen. På hestene. Bare det at høre en hest gumle. Og snuse duften ind af den. Det er fuldstændig meditativt for mig,” siger hun.
Dorthe Høgh hopper ned af Gorm, samler lædertøjlerne i hånden og lader ham følge i hælene på hende over græsmarken. Snart skal han igen lukkes ud på marken til de andre heste, og Dorte Høgh overvejer at sætte sig lidt i græsset og se på flokken, når den nu snart igen er samlet. Sådan har hun brugt utallige timer på at observere hestenes adfærd, fortæller hun. For én ting er, hvad hun mærker på ryggen af hesten. En anden er, hvad hun lærer af dem, når hun blot sidder der, camoufleret i græsset, og ser hestene indordne sig i deres eget hierarki.
”Den hest, der får lov at bestemme i en flok, behøver kun at vrikke med øret for at få de andres respekt. Den hest, der sparker og opfører sig tåbeligt, bliver hurtigt sendt ud af flokken,” siger hun.
”Det har sådan en som mig med mine ofte store armbevægelser rigtig meget at lære af.”
”Det har sådan en som mig med mine ofte store armbevægelser rigtig meget at lære af.”