Prøv avisen
Interview

Ny formand: DR skal fortsat være et fyrtårn trods besparelser

Marianne Bedsted, direktør for Salling, overtager fra 1. januar Michael Christiansens post som formand for DR's bestyrelse. Foto: LAU-NIELSEN MORTEN

Sallingdirektør Marianne Bedsted bliver ny formand for Danmarks Radio. Omfattende besparelser og omlægninger i DR skal dog ikke ændre public service-stationens rolle for samfundet, siger hun

Det vil få alvorlige konsekvenser, lød det fra den afgående bestyrelsesformanden i DR, Michael Christiansen, som reaktion på de omfattende besparelser, som Danmarks Radio i den kommende tid skal indordne sig efter.

Hans afløser fra årsskiftet er mindre bombastisk i sit ordvalg om DR's fremtid.

Marianne Bedsted, direktør for Salling, blev fredag udpeget af kulturminister Mette Bock (LA) til at overtage den skæbne, der allerede er politisk besluttet og hviler over public service-organisationen.

I den kommende tid vil konsekvenserne af regeringens besparelser på 20 procent blive truffet i DR’s ledelse. Og i øjeblikket forhandles der om DR's public service-kontrakt, der sætter de nærmere rammer for DR's virke fremover.

”Jeg vil ikke kommentere på besparelsesplan endnu. Det var et grundvilkår, jeg kendte til, da jeg sagde ja til jobbet. Og jeg vil indrette mig, når jeg sætter mig på posten fra 1. januar og derfra kunne sige mere om programerklæringer og planer for DR,” siger Marianne Bedsted til Kristeligt Dagblad.

Den erfarne aarhusianske erhvervskvinde har blandt andet været direktør for Musikhuset i Aarhus og er formand for Den Jyske Opera. Mette Bock er tydeligvis gået efter en erfaren leder med forståelse for at få økonomi og kultur til at hænge sammen.

”Marianne Bedsted er en kæmpe kapacitet og stærkt forankret i kulturlivet. Hun evner at skabe resultater i kulturlivet. Hun har desuden massiv ledererfaring og en særlig sans for udvikling og for at finde nye veje,” udtaler ministeren i en pressemeddelelse, hvori hun også glæder sig over, at den kommende formand vil følge arbejdet i bestyrelsen allerede her i efteråret.

Hvad disse ”nye veje” betyder, vil Marianne Bedsted ikke forklare nu, men hun er meget beæret over at blive udpeget og glæder sig til opgaven, fortæller hun.

Ifølge den nye medieaftale skal besparelserne føre til et ”reduceret” og ”fokuseret” DR. Det betyder et farvel til flere tv-kanaler, til licensen og formentlig en større fyringsrunde. Om alt dette siger den nye DR-formand:

”Jeg begynder mit job 1. januar. Jeg har tillid til, at eksekveringen af besparelserne foretages fornuftigt af den nuværende ledelse i DR. Det arbejde vil jeg fortsætte i den bestyrelse, jeg har med mig til den tid. Det er svært for mig at sige andet om det," siger Marianne Bedsted.

DR skal ændres fra at være en bred medievirksomhed til at blive en smallere institution, der med kulturministerens ord skal være et kulturelt fyrtårn. Det er ikke modstridende ønsker, mener Marianne Bredsted.

”Det gør man så mange steder. Der er ingen tvivl om, at medielandskabet forandrer sig i disse år, og at medieforbruget ændrer sig hurtigere end nogensinde. Der er en stor konkurrence om alles opmærksomhed, og det er vigtigt at finde ud af, hvordan DR fortsat skal være relevant for danskerne.

Var DR blevet for stor?

”Det er svært at sige, der hvor jeg sidder nu som almindelig medieforbruger. Jeg er ikke inde i alle mulige detaljer om, hvorvidt DR er for lille eller for stor. Men det ved jeg mere om, så snart jeg sætter mig mere ind i stoffet, så tager jeg den derfra.”

Men alle har en holdning til DR. Det må du også have - som almindelig medieforbruger?

”Jeg har en god opfattelse af DR og er storforbruger af både radio og tv. DR er en stor institution, der fylder rigtig meget i samfundet og betyder meget for alle danskeres hverdag. DR får ris og ros, sådan vil det altid være. DR er en del af den danske kulturhistorie og er samtidig en moderne medievirksomhed, som har taget mange af nutidens platforme til sig. Opgaven bliver at arbejde videre med det og blandt andet finde ud af, hvad man kan gøre for at få opmærksomheden fra den yngre generation.”

Hvordan vil du bruge din erfaring fra erhvervslivet i en statslig organisation, der er påvirket af skiftende politiske vinde og en altid årvågen og kritisk befolkning?

”Jeg er udvalgt, fordi jeg har nogle andre kompetencer at arbejde ud fra. Jeg har arbejdet i krydsfeltet mellem kultur og erhverv hele mit liv, drevet organisationer og lavet bestyrelsesarbejde. De kompetencer vil jeg selvfølgelig bringe i spil.”

Vil du være lige så synlig som den afgående DR-formand?

”Det har jeg ikke gjort mig overvejelser om endnu. Det er ikke mig, der alene skal tegne DR.”

Hvordan vil danskerne om fem år kunne se dit aftryk på DR?

”Det er svært at sige. Danskerne vil ikke kunne se en forskel fra den ene dag til den anden, men man vil stadig bemærke de dygtige medarbejderes arbejde hver dag.”

Hvad er public service for dig?

”Det er mange ting. Blandt andet folkeoplysning.”

Skal kultur- og trosstof fylde mere eller mindre i DR?

”Det er umuligt for mig at have en holdning til en programerklæring på nuværende tidspunkt.”

Hvilket DR-program synes du bedst om?

”Jeg er mest radiolytter og streamer en del programmer, især portrætudsendelser. Jeg ser også en del dramaserier. Og så lytter jeg til P3, fra jeg står op, til jeg er på kontoret.”

Skal P3 stadig være en DR-kanal i fremtiden?

”Det kan jeg ikke svare på.”