En krudttønde af følelser blev antændt i USA, da professor Christine Blasey Ford og højesteretsnomineret Brett Kavanaugh i timevis i går vidnede i en historisk høring i Senatet i Washington.
Twitter og andre sociale medier flød over med historier om, hvordan kvinder såvel som mænd fældede spontane tårer i det offentlige rum, mens de på deres telefonskærme fulgte med i den 51-årige Fords grådkvalte skildring af den rædsel, som hun oplevede under Kavanaughs påståede voldtægtsforsøg for 36 år siden. Public service tv-kanalen C-SPAN blev bombarderet med opkald fra folk, der ville dele deres egne voldtægtshistorier. Fox News-kommentatoren Chris Wallace fortalte for åben mikrofon, at sagen havde ansporet to af hans døtre til for første gang at fortælle ham om, hvad de selv havde oplevet som teenagere.
Da Christine Blasey Ford efter godt fire timer forlod salen, og det var Brett Kavanaughs tur til at fortælle Senatets retsudvalg sin version af sandheden, eksploderede store dele af USA på ny. Kavanaughs umiskendelige vrede over anklagerne og hans skælvende beskrivelse af den ”totale og permanente skade”, som de har gjort på ham og hans familie, bevægede mange amerikanere. Og senere hen satte hans trodsige opførsel og de republikanske senatorers eksplosive harme over det, som de kaldte en travesti mod retfærdigheden, atter følelserne i kog.
Da det gribende drama efter mere end otte timer var slut, stod det klart, at der var ingen ægte vindere af den bemærkelsesværdige slåskamp, som USA var vidne til. I skrivende stund ved ingen, om et flertal i Senatets retsudvalg sent i dag dansk tid vælger at stemme god for Brett Kavanaugh, der fortsat har præsident Donald Trumps opbakning, og dermed baner vejen for en afstemning i hele Senatet i næste uge. Men det står smertefuldt klart, at USA er en nation splittet i to dele, der står fjernere fra hinanden end på noget andet tidspunkt i nyere tid.
Uanset udfaldet udstiller høringen den samfundsmæssige vrede og mishag, som har ulmet i USA i årtier, og som for alvor er brudt ud i lys lue efter valget af Donald Trump til præsident. Højrefløjen er rasende, venstrefløjen er rasende, kvinder er rasende. Den gør det ligeledes klart, at Washington er nedsunket i en bitter partipolitisk og ideologisk krig, som har bragt nogle af dens mest hæderkronede institutioner på randen af et sammenbrud.
”Det hele er så destruktivt, at det kun kan være designet af en hævngerrig Gud,” som den konservative kommentator Ross Douthat skrev i et opgivende tweet efter høringens afslutning.
Høringen gav ingen klare svar på, hvad – om noget – der rent faktisk skete for 36 år siden. Både Christine Blasey Ford og Brett Kavanaugh erklærede sig ”100 procent” sikre på deres historier.
Ford var overbevisende, da hun beskrev, hvordan Kavanaugh og hans kammerat, Mark Judge, forulempede hende seksuelt til en fest, da de alle var teenagere. Kavanaugh var overbevisende, da han på benægtede anklagerne. Ingen andre vidner var indkaldt til at kaste lys over sandheden. Amerikanerne havde intet andet valg end at forsøge at holde de to hovedpersoners personlige troværdighed op over for hinanden.
Men Senatets retsudvalg fremstod som inkompentent og uinteresseret i at bevæge sig nærmere den sandhed, som i sidste ende måske var umulig at nå frem til. Republikanerne i udvalget – 11 hvide, aldrende og ofte krakilske mænd – undlod at stille Christine Blasey Ford spørgsmål direkte og gemte sig bag en kvindelig statsanklager, der helt usædvanligt var hyret til at agere stedfortræder. Og de forklarede ikke, hvorfor Mark Judge og andre vidner ikke blev indkaldt, og hvorfor de ikke bakker op om, at forbundspolitiet FBI gennemfører en neutral efterforskning af beskyldningerne mod Brett Kavanaugh, inden at godkendelsesprocessen fortsætter.
Det stod klart, at de af partipolitiske årsager var opsat på at presse godkendelsen af Kavanaugh igennem inden midtvejsvalget i november. Og de demokratiske senatorer, der af og til fremstod selvtilfredse og ikke syntes at have koordineret deres spørgsmål til den højesteretsnominerede, syntes på forhånd at have truffet deres afgørelse om Kavanaughs skyld.
Senatet er ikke den eneste institution, der lider skade af torsdagens høring. Brett Kavanaugh havde muligvis ret, da han advarede, at hans oplevelse kan afskrække andre fra at være villige til at lade sig udsætte for den granskning, som en højesteretsnomineret må indvillige i.
Men Kavanaughs optræden var også dybt problematisk for ideen om Højesteret som en apolitisk institution. Han afholdt sig klogelig fra at angribe Christine Blasey Ford og rettede i stedet sin vrede mod Demokraterne i retsudvalget, som han indigneret anklagede for at føre en politisk motiveret heksejagt. Hans åbningserklæring sydede så meget af raseri, at han nærmest råbte, og han mere end antydede, at anklagerne imod ham var del af en konspiration udtænkt af venstrefløjen som hævn for Hillary Clintons nederlag til Donald Trump ved præsidentvalget i 2016.
Det er helt usædvanligt, at en amerikansk højesteretskandidat fremstår så politisk, så temperamentsfuld og så konfrontatorisk, og det gør det vanskeligt at forestille sig, at Kavanaugh troværdigt kan spille rollen som den ædle, upartiske skikkelse, som en højesteretsdommer forventes at være.
Der står ufatteligt meget på spil. Amerikanske højesteretsdommere er udnævnt på livstid og blandt nationens mest indflydelsesrige mænd og kvinder i landet. Hvis han indsættes i den ni personer store domstol, vil den blot 53-årige, konservative Kavanaugh få muligheden for at sætte sit aftryk på det amerikanske samfund i årtier fremover.
Der er ingen gode udfald af torsdagens følelsesladede høring. Enten godkendes Brett Kavanaugh som højesterretsdommer, hvilket venstrefløjen vil opfatte som en åben krigserklæring. Eller også afvises Brett Kavanaugh som højesteretsdommer, hvilket højrefløjen vil opfatte som en åben krigserklæring. Midtvejsvalget er lige om hjørnet, og alle parter har slebet deres knive. Den bitterhed, der har taget greb om amerikansk politik, kan kun blive værre.