Her er dronningens styrker og svagheder

Hvad er dronning Margrethes styrker og svagheder, og hvad er hendes største succeser og største udfordringer? Fire danskere fortæller

Illustration: Rasmus Juul.
Illustration: Rasmus Juul.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe har regeret over Danmark i 43 år. Hun betrådte som 31-årig tronen efter sin fars, Frederik IX, død i 1972. 

På torsdag fylder dronningen 75 år, og hun vil blive fejret behørigt af befolkningen og af den kongelige familie.

Fejringen begyndte i Aarhus allerede den 8. april, og den kulminerer i et gallataffel på dagen på Fredensborg slot.

Men hvad betyder egentlig dronningen for sit folk og for Danmark som nation? Fire kendte danskere giver her deres bud.

En institution og et menneske

Birgit Meister, journalist, forfatter og klummeskribent i Kristeligt Dagblad

Der er mange ting at sige om dronning Margrethe i hendes embede. Vi har kendt hende i så mange år, for hun var 31 år, da hun blev regent i 1972. En politisk leder ser vi ikke i så mange år. Det er usædvanligt, at en person skal repræsentere sit embede et helt liv.

Birgit Meistar, Journalist og tidligere ansat pΠDR.

Foto : Peter Kristensen
Birgit Meistar, Journalist og tidligere ansat pΠDR.

Foto : Peter Kristensen Foto: Peter Kristensen

Dronningen har ændret sig meget gennem årene. I dag tør hun mere, og det forstår man godt, fordi det er gået godt, og embedet har givet hende en sikkerhed. Hun har været en pioner, der har betrådt ukendt land. 

Undervejs har hun udvidet det og er i højere grad begyndt at vise, at hun er et levende menneske. På den måde har vi set hende vokse med jobbet og udvide grænserne for, hvad man kan som regent. Hun har knoklet og lægger sig stadig virkelig i selen for Danmark.

Det er jo pudsigt at have et sådant skatteyderbetalt arrangement i et land, der går så meget op i ligebehandling og ligestilling. Men vi har altså et tårnværelse, hvor Dronningen sidder, og alligevel er hun blevet en del af befolkningen.

Forfatningen har givet hende den mulighed, hun har, for at følge med i den politiske proces. Jeg tror, at det et langt stykke ad vejen er med til at klæde hende på til at få forståelse for samfundet uden at blive spændt for den politiske vogn. Og at det er betydningsfuldt for hende, at hun ikke alene må, men skal følge med i den politiske proces, for det giver hende en stor indsigt i samfundsforhold.

Der er ingen tvivl om, at Dronningen gør sig umage i den rolle og det job, hun har fået. Men på et eller andet niveau er situationen umulig. Det er en leg, vi leger. Vi hylder og elsker vores demokrati. Og vi hylder og elsker vores dronning. Det skal man vist være dansker for at forstå. Men sådan er det. 

Det er ligesom med kronen, vores mønt, den vil vi ikke af med. Vi vil heller ikke af med regenten.

Man kan sige, at vi har givet Dronningen svære vilkår, som hun har forstået at udnytte. Der er ingen tvivl om, at hun har stort fokus på kontinuiteten. Og hun er fantastisk god til markedsføring af sit ønske om kontinuitet. Hun får vævet gobeliner og får malet malerier og får på den måde hele tiden mindet danskerne om, at hun er en del af en lang kæde, der skal fortsætte. Det, tror jeg, er en stærk drivkraft for hende.
 
Hun har rykket ved grænsen i en tid, hvor Kongehuset er udsat for en stor eksponering. For to generationer siden så danskerne ikke kongefamilien, men sådan er det ikke i dag. Det er selvfølgelig svært, for hvor bliver mystikken af? Alligevel er det gået godt. For mig handler det om den måde, hun er dronning på. Det er det med at vove at vise sig selv som et kunstnerisk følelsesfuldt menneske og samtidig kunne hvile i det job, hun har.

Dronningen har en stor interesse for sproget, som hun også bruger til at flytte lidt på grænserne. Jeg tror, at hendes ambition med nytårstalerne er at sige noget, der skal være betydningsfuldt, og som kan få danskerne til selv at ønske at blive bedre mennesker. Hun henleder opmærksomheden på nogle ting, der har med menneskers omgang med hinanden at gøre. Hun vil have, at vi selv skal nå derhen og ønske, at ”det kan jeg godt gøre lidt bedre”. Jeg tror, at hun oplever sproget som en del af værktøjskassen. 

Traditionen og kontinuiteten er det, som danskerne holder af – ellers giver det jo ikke mening at have et kongehus. 

Set i det lys har Dronningen forstået at være en institution og et menneske. Det kræver vores tid. Og selvom der følger mange privilegier med, er det også et slid.

Professor i filosofi Lars-Henrik Schmidt
Professor i filosofi Lars-Henrik Schmidt

Det er godt gået, Margrethe

Lars-Henrik Schmidt, professor i filosofi ved Aarhus Universitet

Spørgsmålet er, om det er Dronningen eller Margrethe, der bliver 75 år. Der er forskel på, om det er regenten eller personligheden. Der er et sammenfald, men hvad vil komme til at dominere: Dronningens liv som regent eller regentperioden?

Min pointe er i al sin banalitet, at som tiden går, er det mere og mere Margrethe, der bliver 75 år, end det er regenten. Dronningens placering er ikke blot ceremoniel med underskrivning af love, den bliver mere noget andet og mindre ceremoniel. Der er meget få opgaver tilbage på den ceremonielle front, og ved siden af vokser ”margretheheden”, der mere er en kulturel figur end en politisk figur. Det er måske mere den kulturelle figur, der bliver 75 år, end det er Margrethe som regent i vores politiske demokrati.

Men der er en årlig begivenhed, der er svær at placere mellem det politiske og kulturelle: Nytårstalen. Dronningens ret til at tale må gerne markere noget, der lugter af værdipolitik, men skal holde sig fra politik.

Faktisk er Dronningens betydning som inkarnerende sammenhængskraft vokset, fordi vi ikke har noget andet end den og Dannebrog. Hun har danskernes mandat, som er folkeligt. Samtidig er hun un homme extraordinaire – et i gammeldags forstand ekstraordinært menneske. For at vi som folk kan hænge sammen, skal der være noget, der ikke er os. Hun er ualmindelig, hun unddrager sig almindeligheden, og det er det, hun får sin apanage for. Det er Dronningens livsbestilling og også grunden til, at vi mener, at vi kan forlange noget af hende. Hun skal opføre sig ordentligt, men må ikke være som os andre.

Dronningen har klaret sig godt, men har efter min opfattelse overdrevet sin kunstnerrolle, for der er det ”margretheheden”, der hersker. Hun vil også gerne være et menneske og udfolde sig, men det er ikke meningen. Det er morsomt, at de kongelige skal være meget specielle, men en af grundene til, at vi holder af dem, er, at det er de ikke. De er også almindelige mennesker. Så vi ophøjer dem på den ene side, men kan på den anden side godt lide, at vores ophøjethed af dem mislykkes. Den er den konflikt, vi er i.

Jeg mener, at det er udtryk for en meget sund gelassenhed i forhold til dansk væremåde, at Kongehuset som institution kan overleve i forhold til de forventninger, vi har. Vi får ikke revolutioner, for vi kan skifte fra, at Kongen engang havde stor politisk betydning, til i dag, hvor det er en celebrity-betydning – en kendis-betydning. Vi tager det afslappet og mener, at Dronningen har en god funktion i sammenhængskraften. Man kan sige, at det er en elegant måde at få det til at hænge sammen på.

Dronningen kan også tillade sig at være moralsk. Hendes sager skal ikke sammenblandes med vore andres. Hun er hævet over de trakasserier, vi andre har. Som ventil er det helt sikkert givtigt for et demokrati som vores. Det er en modus vivendi-måde at leve sammen på.

Margrethe er dygtig, hun er dygtig til at passe sit embede og sin rolle. Hun er værdig og har en udstråling af værdighed, som vi andre har en ærefrygt for. Vi synes, at ”det er godt gået, Margrethe”, og ”du er vores Margrethe”. Vi er glade for, at Dronningen i sin intellektualitet er en velovervejet kvinde, og det aftvinger respekt. Og så tjener hun penge til Danmark. Man ser hendes betydning, når hun står i spidsen for en handelsdelegation, der besøger et land med en præsident, ingen kan huske navnet på. For han er på valg, det er hun ikke. Hun unddrager sig på en helt specielt måde.

Dronningen er et dansk varemærke og udfylder også sin rolle i den sammenhæng og har betydning for vores levestandard i Danmark. Hun spiller på alle de parametre, og det kan være svært at se, hvordan en anden kan overtage hendes rolle.

Præst og forfatter Kathrine Lilleør fotograferet i sit hjem Slagslunde Præstegård
Præst og forfatter Kathrine Lilleør fotograferet i sit hjem Slagslunde Præstegård Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

En moderne majestæt

Kathrine Lilleør, sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i København, ph.d., forfatter og meningsdanner

Dronning Margrethe er den første monark, der er fulgt med ind i en moderne medietidsalder. Det betyder, at hun er den første, der med lyd og billede figurerer i alle danskeres liv. Hun er et billede på tiden. Når man ser klip fra hendes gamle nytårstaler, kan man huske, hvor man selv var, ved gensynet med hendes frisure, smykker og det, hun talte om.

Dronningen er symbol på det, der har været, det, der er, og hvad det vil sige at være dansker. På den måde går der en guldtråd fra Frederik den Sjette til hende. Han var den første monark, der i skyggen af den franske revolution formåede at række hånden ud mod det folkelige. Landsfaderen blev hans tilnavn. Kongehuset blev mere borgerliggjort – han sejlede som alle andre bedsteborgere rundt i robåd med familien i Frederiksberg Slotspark. Nu står Dronningen i kød og blod foran os hele tiden og så igen i samtlige medier og er et billede på et menneske, vi alle kan spejle os i.
 
Hun er som Dannebrog et ikon på det danske. Og det er Kongehusets enorme styrke, men også udsathed. De, der selv er blevet fotograferet til bladene, ved, at der følger en personlig eksponering med, når man optræder i medierne. Den engelske prinsesse Diana er et ulykkeligt eksempel på, hvad det kan medføre for et liv at blive slugt af pressefotografer.

Men dronning Margrethe gennemstår med en rankhed den udfordring. Med alle de år, hun har siddet på tronen, er hun blevet landsmoderen. Det er en kæmpe force at have sådan et menneske i et land. Hun er ein mensch. Og så er hun noget mere, som kun erfaring, dannelse, humor og hvervet kan give.

At være menneske og majetæt er en balance, hun har ramt. Hun er som et familiemedlem for os alle. Det giver ikke mening at sige, at hun skulle være anderledes. Dronningen er Dronningen. Det ved alle. Så er man virkelig blevet sit folks Dronning.

Erling Tiedemann, tidligere medlem af Etisk Råd. Oplevede 9.april 1945 og kan fortælle fra tiden.
Erling Tiedemann, tidligere medlem af Etisk Råd. Oplevede 9.april 1945 og kan fortælle fra tiden. Foto: Leif Tuxen

Mor Danmark som sindbillede på nationen

Erling Tiedemann, redaktør, forhenværende amtsborgmester (V) i Vejle Amt og tidligere formand for Det Etiske Råd

Jeg var otte år, da tyskerne kom den 9. april 1940, og gammel nok til at opleve Besættelsen. Jeg kan huske, at det, at der blev født en lille ny prinsesse en uge efter, var en national oplevelse og meget stort. Det var et livstegn, som også vi børn oplevede. Vi fulgte med i aviser og blade, og der kom også et julemærke med prinssessen på. Så dronning Margrethe har, siden jeg var en stor dreng, fulgt mig i hele mit liv.

Da jeg blev amtsborgmester, fik jeg et mere tæt forhold til Dronningen, fordi der var en masse lejligheder, hvor jeg mødte hende. Vi gjorde os til i Vejle Amt af, at vi var noget særligt, fordi vi havde Jelling og Jellingestenen, som var både kristendommens og Kongehusets dåbsattest. Vi havde også en fin gravhundekennel, og da dronning Margrethe og prins Henrik på et tidspunkt mistede en gravhund, forærede vi dem en fra kennelen. Det var meget hyggeligt.

Jeg var i fem år formand for Amtsrådsforeningen. Når der var nytårskur på Christiansborg, hvor repræsentanter for de offentlige og private organisationer deltog, var jeg også med som repræsentant for Amtsrådsforeningen. Så blev vi stillet op på række i kjolesæt og hvide handsker, og jeg bragte en hilsen fra amtsrådene. På et tidspunkt blev jeg udnævnt til Ridder af Dannebrog – det bliver alle amtsborgmestre. Men da jeg senere blev Ridder af Dannebrog af 1. grad, var det noget særligt, og dermed også noget særligt at komme i audiens hos Dronningen for at sige tak.
 
Som amtsborgmester og senere som repræsentant for mindretalskirker i Danske Kirkers Råd har jeg også deltaget i bispevielser, og der er det helt tydeligt ikke bare en pligt for Dronningen at deltage, men noget, hun lægger vægt på og er personligt engageret i.

Jeg har haft lejlighed til at konstatere, at dronning Margrethe har let ved at tale med nye mennesker, men at det ikke er alle, der har let ved at tale med hende. Jeg har selv stor respekt for det embede, hun har. Hun er Mor Danmark. Jeg er ikke på Daisy med Dronningen, men står med hatten i hånden og siger ”Deres Majestæt”. Jeg er glad for kongedømmet, som betyder noget for os danskere. Det betyder også meget, hvad Dronningen siger i sine nytårstaler. Hun er god til at holde taler, der styrker sammenhængskraften. 

Jeg er godt tilfreds med, at vi har en dronning, og at det er dronning Margrethe, der er dronning. I Paris var der engang en franskmand, der spurgte mig om, hvordan et fremstående land som Danmark kunne have noget så gammeldags som et kongehus. Jeg svarede: ”Så undgår vi at få en præsident”, og så sagde han ikke mere. Dronningen holder sig fra det politiske, og derfor kan hun være den person, der står som et sindbillede på nationen.

Dronningens succes som regent begyndte med hendes far og mor. Da kong Frederik og dronning Ingrid på et tidspunkt blev det nye regentpar i Kongehuset, forstod de noget, som de har givet i arv til dronning Margrethe, der gør, at det danske kongehus ikke er udskældt som kongehuse i andre lande. I Danmark er der en bred accept af Kongehuset i befolkningen. Dronningen har fornyet det. Den modernisering af det danske kongehus, som har bevaret sin popularitet i befolkningen – det er hendes succes.