Det er en uklar omgang, man får, når man går i gang med den rapport, der lige er udsendt om omvendelsesterapi fra Beskæftigelsesministeriet.
Den begynder med at fremlægge nogle tal om omvendelsesterapi, der typisk er forløb, som skal gøre homoseksuelle heteroseksuelle. Men så fortæller den, at ”det er uvist, hvor stor en andel af de ovennævnte oplevelser blandt lgbt-personer i Danmark, der kan beskrives som decideret ’omvendelsesterapi’”. Derefter når forfatterne frem til, at man ikke har ”identificeret aktører i Danmark, som aktuelt og åbent udbyder deciderede ’omvendelsesterapi”-forløb’”.
Så man sidder tilbage og er usikker på, hvad det egentlig er, der påvises. Rapporten giver det indtryk, at der er mennesker, der er blevet udsat for noget meget ubehageligt på grund af deres seksuelle orientering, men ikke at der er et udbredt problem med lige nøjagtig omvendelsesterapi vendt mod mindreårige. Det har dog ikke holdt regeringen tilbage fra netop at erklære, at man vil undersøge muligheden for at indføre ”forbud mod omvendelsesterapi over for mindreårige”.
Man vil altså lovgive mod noget, man har iværksat flere undersøgelser for at finde, men som man ikke kan dokumentere i nævneværdigt omfang. Hvis der kommer et lovforslag på den baggrund, vil det være tvivlsomt politisk håndværk. Men der er til gengæld sikre politiske points at score. Den danske forkærlighed for seksuel mangfoldighed er så stor, at en lov mod noget, der opfattes som det værste ved amerikansk kristendom, vil blive populær, uanset om det eksisterer eller ej.
Hvem bliver kriminaliseret? Omvendelsesterapi forstås normalt som længere forløb. Og udbydere af den slags har man ikke kunnet finde. Så i første omgang er det svært at se, hvem loven rammer.
Men rapporten problematiserer også begrebet ”SOGIECE” (Sexual Orientation, Gender Identity or Gender Expression Change Efforts). Det betyder forsøg på at ændre folks kønsidentitet og seksuelle orientering.
Den term kan lægge op til, at kriminaliseringen kan bredes ud og gælde andre forsøg på at ændre menneskers seksualitet. Her er der mere oplagte kandidater. Karen M. Larsen fortalte i Kristeligt Dagblad, at hun som lesbisk er upopulær i lgbt+-kredse, fordi hun er tiltrukket af kvinder, men ikke af personer, der føler sig som kvinder.
Man bliver ifølge Karen M. Larsen kaldt ”transfobisk, når man betegner sig som en biologisk kvinde, der er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder og ikke vil date personer født med en penis, som ser sig selv som lesbiske”.
Skal forsøg på at omvende en lesbisk til at føle sig tiltrukket af personer med penis også kriminaliseres? Det ville være det stringente standpunkt. Særligt hvis det viser sig at have organisatorisk støtte. Men allerbedst ville det være ikke at lovgive mod et fænomen, som man ikke kan dokumentere overbevisende.