Chefredaktør: I sorgens rum oplevede jeg det mest intense nærvær i mit liv

En nytårs nat sidder Camilla Kjems i domkirken i København. Hendes sind er mørkt, angsten banker på og savnet over hendes afdøde veninde er stort. Men i kirkens rum mærker hun, at alt er fint, også når det ikke er det. I bogen "Du skal turde elske først" fortæller chefredaktøren for Femina om at leve med livets smertesider. Læs et uddrag her

Feminas chefredaktør, Camilla Kjems, har gennem 20 år kæmpet med angst og depression. I sin nye bog ”Du skal turde elske først” fortæller hun om tilværelsens tunge sider, og om hvordan hun blandt andet har oplevet, at der i kirken er særlig plads til sorgens ængstelige hjemløshed.
Feminas chefredaktør, Camilla Kjems, har gennem 20 år kæmpet med angst og depression. I sin nye bog ”Du skal turde elske først” fortæller hun om tilværelsens tunge sider, og om hvordan hun blandt andet har oplevet, at der i kirken er særlig plads til sorgens ængstelige hjemløshed. Foto: Asger Ladefoged/ Ritzau Scanpix.

"I det øjeblik, vi erkender vores begrænsninger, overvinder vi dem."
Albert Einstein, Fysiker, 1859-1955

Hun er oppustet som en gammel gasballon. Rødmosset, usund, syg, ja, næsten død. Jeg elsker hende, og jeg elsker at være der for hende. Kysse hende, indsnuse hendes duft og give hende lidt saftevand, så hun ikke bliver tør i munden. Jeg går ud og blander farve til brynene. Hun drømmer om at få farvet sine øjenbryn og om en ansigtsbehandling. Selv­om hun dør lige om lidt.

Sarah er 42 år, og hun er ved at dø af brystkræft. Hun har været min veninde i 15 år, og vi har fulgtes ad, så godt vi kunne. Nu, som 42-årig og som mor til to sønner på 4 og 11 år, står hun over for døden. Hun stirrer den lige i øjnene, og jeg stirrer med. Jeg er tvunget til at acceptere, at livet ikke kun er smukt, let og likeable. Det er ikke nemt, og måske har jeg brug for noget, der er større end mig selv for at kunne acceptere, at jeg skal miste hende allerede nu. Måske har jeg brug for at tro.

Der står jeg og farver hendes bryn. Jeg føler mig vigtig. Hun og jeg på et hospice i Måløv. Sygeplejersken smiler til mig, da jeg tager et spejlæg og lidt biksemad, mens Sarah ligger med ansigtsmasken. 15 minutter i himlen. Som venter lige om hjørnet.

„Har I set billeder af Sarah, fra hun var yngre?“ spørger jeg sygeplejersken.

Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at de tror, at kvinden derinde i værelset er Sarah. Min Sarah. For den Sarah, jeg kender, kører motorcykel og maler malerier med flyvema­skiner fra tyverne. Og syr kjoler af stof med print af Roy Lichtensteins kunst.

Sarah har lige ligget og grædt over, at al hendes viden går tabt nu. Hendes studier af italienske kirker, hendes fa­scination af popart fra tresserne og halvfjerdserne og hen­des hårdt erfarede livsindsigter efter en barsk opvækst, hvor hun stod på egne ben i en ganske ung alder. Alt er tabt. Intet går videre.

„Din arv er hver en sjæl, du har berørt,“ siger jeg trø­stende til hende.

Det har jeg hørt Oprah Winfrey sige på YouTube. Det havde forfatteren Maya Angelou sagt til Oprah, fordi Oprah troede, at den skole, hun havde bygget i Afrika, ville blive hendes livs største aftryk. Men sådan så forfatteren ikke på Oprahs liv.

„Du har rørt min sjæl, Sarah. Og din mands. Og dine børns. Og alle dem, der kender dig.“

Selvom hun er fuld af sorg, er Sarah ikke bange for dø­den.

„Jeg har nået alt det, jeg ville. Jeg nåede at se det hus, hvor mine børn kommer til at vokse op. Jeg nåede at se Olafur Eliassons cirkel på ARoS. Det var de to sidste ting på min bucket list. Så det er okay med mig. Var det ikke lige for de børn...“

Vi græder sammen.

„Ja, jeg har set et enkelt billede af hende,“ svarer sygeplejer­sken, “hun er vist en, der har haft fart på og har en viljestyr­ke til at overleve alt!“

„Ingen lever to år efter, de har fået stråler i hjernen,“ havde lægen sagt til Sarah.

„Øh, undskyld mig,“ svarede Sarah, “jeg sidder altså her, så læg mig ikke i graven før tid.“

Det vil folk gerne, fortæller hun mig. Lægge hende i gra­ven før tid. Det er for dyrt og for besværligt at blive ved med at behandle, når der alligevel ikke er håb for andet end at holde døden lidt fra døren. Det er for hårdt at se, at ens el­skede langsomt svinder ind, pumpes op og fader ud. Det er for ondt. Undtagen for hende, det sker for. Hun vil bare ger­ne have de næste to minutter med. Så hun kan høre sin lille Arthur sige ‘Yuptub’ i stedet for ‘YouTube’ en sidste gang. Så hun kan give Valdemar et sidste råd med på vejen om ikke at være for godtroende og naiv. Og måske snige sig til en bid af et skolekridt. Skolekridt er noget, vi har til fælles, udover at være kvinder, der kæmper.

Jeg er så ked af, at jeg lod kontakten dø ud mellem os i de fire år, hvor karriere, børn og mand tog al min opmærk­somhed. Havde jeg vidst, at hun skulle dø så ung, havde jeg aldrig gjort det. Nu sidder vi her i Måløv og indhenter alt det tabte ved at give slip på livet sammen.

Den sidste gang, jeg er der, griber Sarah min hånd og hvi­sker sine sidste ord: „Pas godt på dig selv“. Jeg er dybt be­æret over, at hun lukkede mig ind i dødens og sorgens rum sammen med hende. Men mest af alt er jeg stolt af Sarah. Damn. Havde jeg bare halvdelen af hendes styrke og mod.

To dage senere dør hun.

***

Nytårsnat. Jeg sidder i Domkirken i København. Alene sammen med alverden. Folk, jeg ikke kender. Mennesker, der ligesom jeg bare føler trang til at være stille.

Det er årets sværeste aften for mig. Glem julen. Der kan jeg varme mig ved lysene. Glem påsken. Der kan jeg finde håb i den lille anemone.

I nytåret kan ingen spiren, intet lysskær, ingen cham­pagne overdøve min uro. Kun i kirken er der plads til min ængstelige hjemløshed. Der kan jeg finde trøst og mod til at være i min melankoli med visheden om, at det driver over. Kun i kirkens rum mærker jeg, at alt er fint, også når det ikke er det. Her er der plads til at smile blidt og græde stille. Her kan vi alle være ensomme. Sammen.

Et par dage forinden kørte det hele for mig. Jeg fik bogkon­trakt (denne bog, ja). Jeg fik ros på mit arbejde for en hårdt tilkæmpet sejr. Jeg følte suset over livet, adrenalinen, glæ­den, sejren! Jeg postede et overskudsagtigt og livsklogt citat på Instagram. Der stod: Livet handler ikke om at vente på, at stormen driver over, men om at lære at danse i regnen.

Det er så utroligt nemt at skrive sådan, når solen skin­ner. Dagen efter vågnede jeg med mørke i kroppen og mine velkendte indre djævle, der malede alt i grå nuancer. Når jeg er i det dunkle hjørne, er der kun storm og uvejr. Jeg kan på ingen måde danse i regnen.

Jeg kan kun vente på, at mit sind, mit mood, min blues, min ensomhed driver over igen. Når jeg er der, mærker jeg angsten banke på.

Jeg forsøger at finde en forklaring, en rationel forkla­ring, så jeg ikke behøver frygte, at jeg er ved at blive sinds­syg. Måske savner jeg blot mine børn, der netop er taget hen til deres far? Mit hjerte er allerede knuget af savn. Jeg mærker det. Det er der intet i vejen med, beroliger jeg mig selv. Det er kærlighed at mærke savn. Problemet er blot, at savn og sorg straks får alle alarmklokker til at bimle.

Måske er det, fordi jeg forsøger at trappe ud af medici­nen igen? Halv dosis er jeg nede på, og det er skræmmende. Jeg bliver hidsig i trafikken, og jeg bliver bange for afvisnin­ger; på jobbet, hos min kæreste, fra mine børn.

Det gode er, at der bliver færre og færre af de dage. Jeg forsøger virkelig at leve med, at sådan er livet. Glæde er ikke fravær af smerte. Sorgen er den pris, jeg betaler for at elske.

Men jeg mangler et sprog for det, der rækker ud over den dødelige verden. Jeg mangler at acceptere mig selv som et menneske med sårbarheder og svagheder. Jeg mangler en, der kan gå i mørket med mig, og jeg mangler modet og styrken til ikke at gå i sort, når mørket rammer mit sind. Bare omfavne det mørke eller stille lade det passere i accept af, at det er en hel naturlig del af livet.

At turde gå i mørket sammen med min Sarah er noget af det smukkeste, jeg har oplevet. I det rum, sorgens rum, oplevede jeg det mest intense nærvær i mit liv. Et nærvær, ingen sociale medier eller likeable overflader kan måle sig med. Ægte, levet, hulket liv. Hvor vi sammen accepterer smerten og sorgen og dermed er mindre ensomme og langt mere fyldt af kærlighed end noget andet sted.