Biologer, zoologer og filosoffer og andre, der har en særlig viden om dyr eller mennesker, bliver tit spurgt om, hvorfor så mange i dag reagerer voldsommere end tidligere på sager med mishandling, hårdhændet behandling af dyr og/eller forkert og unødig aflivning af dyr.
Af eksempler kan nævnes aflivningen af kokken Camilla Plums pony, planlagt rodeoshow i København, rollkur indenfor ridesporten, foie gras-produktion, hold af mink og ræve i bure, dyresex, tyrefægtning og aflivning af babysæler, nyfødte tyrekalve eller hanekyllinger.
Der er mange emner og tilfælde, som ofte omtales og debatteres i medierne. Eksperterne svarer, at årsagen til folks reaktioner til en vis grad skyldes, at mange i dag i vores vestlige del af verden har et romantiseret og unaturligt forhold til dyr, blandt andet fordi de fleste af os lever et storbyliv fjernt fra naturen.
Vi har heller ikke som tidligere berøring med landbruget. Staldene er ret lukkede, så befolkningen ser ikke, hvordan dyrene lever her. Mange børn ved ikke, hvor mælken og kødet stammer fra. Fagfolkene omtaler en tendens til en hyklerisk og ulogisk forskelsbehandling af dyr, hvor nogle mennesker lader sig styre af følelserne og af, om det pågældende dyr er sødt og charmerende at se på.
De bruger ordet ”nuttethedsfaktoren”, når fænomenet skal forklares. Der kan også være tale om antropomorfisme, en menneskeliggørelse af dyrene. Det kan nærme sig hykleri eller fortrængning, men der kan også bare være tale om uvidenhed.
Jeg mener, der er tale om en form for hykleri og en ulogisk forskelsbehandling af dyr, hvis dyrevenner glemmer deres empati og positive følelser overfor dyrene, når de står ved køledisken og vælger det billigste kød, i stedet for at fravælge kød eller vælge det økologiske kød eller frilandskødet, hvor dyrene i langt de fleste tilfælde har haft et meget bedre liv. Det er især tilfældet, hvis disse mennesker hævder, at de holder meget af dyr og vægter dyrevelfærd.
Dette hykleri skal vi fremstille og tale om. Men i mange af de omtalte sager med måske/måske ikke kritisabel behandling af dyr, er det er ikke godt nok, at vi påpeger og kritiserer dyrevenner for en eventuel romantisk holdning eller kritisabel forskelsbehandling af dyr. Vi bør også gå ind i de enkelte situationer og sager og vurdere dem hver især ud fra vores empiriske og videnskabelige viden om dyr samt inddrage saglige dyrevelfærds- og dyreværnsmæssige kriterier. Ikke al kritik fra dyrevenner af forkert eller hårdhændet behandling af dyr er baseret på føleri og romantik. Og ikke al forskelsbehandling af dyr er forkert.
Når vi skal vurdere sagerne er det godt at starte med vores dyreværnslov, der er en rammelov. Der står i de første tre paragraffer:
§ 1. Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
§ 2. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
§ 3. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses, jf. § 2. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.
Bemærk § 2’s omtale af dyrs behov, der defineres i forholdt til anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. I paragrafferne legitimeres endvidere en forskelsbehandling af dyr, vi har i vores varetægt, begrundet i dyrenes forskellighed. Disse tre paragraffer fungerer som i det hele taget som gode etiske rettesnore.
I vores omgang med dyrene lægger vi også vægt på den forskellige anvendelse af dem, og vi medtager visse samfundsmæssige hensyn.
Dyrs forskellige status kan være begrundet i relationer. To eksempler fra henholdsvis hunde- og katteverdenen. En handicappet ung pige har en labrador som servicehund. Det er hendes bedste ven, siger hun. I takt med at handicappet er blevet forværret de senere år, har hunden af egen drift lært sig nye ting. Den samler nu ting op fra gulvet, kan trykke på knapper og hjælper sin ejer af med tøjet. Som dyreart er hunden helt speciel og værdifuld for os mennesker. Det er enestående, at to arter kan samarbejde, udvikle venskab og kommunikere så tæt.
Samarbejdet startede for flere tusinde år siden med, at hunden hjalp mennesker med bevogtningsopgaver og med jagt. Det er naturligt, at vi vægter denne relation. Og det er ikke underligt, hvis den handicappede og mange andre finder, at hunde er særligt værdifulde, og de derfor bør have en særlig status i samfundet.
På en dyreklinik kom en dame med en stor charmerende stribet kastreret hankat. Hun var i løbet af de sidste to år blevet døv. Katten havde tilsyneladende forstået det, og de to havde udviklet et overraskende veludviklet tegnsprog, der var til stor hjælp og glæde i hverdagen.
Damen var ensom og holdt naturligvis meget af katten. Jeg husker hendes undertrykte gråd, da hun fortalte, at det var naboerne, der havde forlangt hans aflivning, fordi han af og til gik ned i mosen tæt på eller i havernes kompostbunker og fangede rotter. Hun havde empati og følelser overfor katten, så hun forstod, at netop sådan en ”naturkat” ikke ville kunne trives som indekat. Hendes kærlighed var ikke kun af den egoistiske slags. Katten blev aflivet på en pæn måde. Hun blev hos ham til det sidste og var med til aflivningen, hvorefter hun gik dybt nedbøjet hjem.
Der har i debatten af og til været en tendens til, at man gør en smule grin med eller ser ned på mennesker, der har mange følelser overfor dyr. Så holder de nok ikke så meget af deres medmennesker, er der nogen, der antyder. Det er snarere modsat. Kærlighedens sum er ikke konstant.
Selvom der er undtagelser, har jeg gang på gang erfaret som dyrlæge, at de personer, der har empati og ansvarsfølelse overfor dyr, også har empati og ansvarsfølelse overfor deres medmennesker. En del undersøgelser støtter denne observation. Og vi ved fra undersøgelser, at personer der er brutale og voldelige overfor dyr, også har en tendens til at være voldelige og ufølsomme overfor andre mennesker.
Med personer, der er ansvarlige og ordentlige i deres behandling af dyr, tænker jeg ikke på de, der menneskeliggør dyr eller bruger dyrene som statussymbol. Hvis ejeren til en lille smart modehund har behov for, at den skal se smart og moderigtig ud, er det ok. Men ejeren bør også sørge for, at hunden får sine unikke behov som hund opfyldt ved for eksempel jævnligt at kunne lege med artsfæller ved at få motion og gode gåture, hvor hunden kan bevæge sig frit i naturen med mere. Ellers har ejeren glemt det ansvar over for dyret, som jo netop er så præcist og fint formuleret i § 2 i vores dyreværnslov.
Hvis man eksempelvis har fugle, marsvin eller kaniner osv., der altid befinder sig i bur, er det ikke ok, medmindre der er tale om, at buret er meget stort – det vil sige volierelignende - og med en rigtig god indretning, hvor dyrene kan udfolde deres naturlige adfærd. Et svin har for eksempel et stort behov for at kunne udfolde sin beskæftigelses- og rode/ undersøge/ fødesøgningsadfærd.
En fugl har behov for at kunne flyve, en høne for at kunne lægge æg og støvbade, en kat for at kunne klatre etc. Hvis dyr i væsentlig grad berøves muligheden for at kunne udøve deres naturlige adfærdsmæssige behov, så har de et dårligt liv. Det er i dag tilfældet med en stor del af vores industrielt holdte landbrugsdyr.
Dyrevelfærd kan forenklet sagt måles på tre niveauer:
1. Sygdom, tilvækst, sundhed, dødelighed mm.
2. Naturlighed dvs. mulighed for at udvise naturlig adfærd
3. Følelser, oplevelse af angst, smerte, ubehag, glæde, tryghed, sult, mæthed mm.
Det betyder meget, hvordan det menneske, der passer dyrene, behandler dem. Men reglerne, rammerne og lovgivningen er afgørende. Loven er ikke god nok for vores landbrugsdyr. Jeg mener, at de forhold, vi byder et svin i den konventionelle svineproduktion i dag er så ringe, så man etisk set ikke kan tillade sig at købe almindeligt svinekød, hvis man går ind for en vis grad af dyrevelfærd – også for dyr, der senere skal aflives og spises.
Hvis vi husker disse etiske rettesnore inklusiv dyreværnsloven, så bliver det bedre og mere sagligt, når vi skal vurdere, om et dyrehold eller om noget, vi fortager os med dyr, er dyreetisk og dyreværnsmæssigt forsvarligt eller ej.
Jeg vil nu tage tre friske eksempler frem, der alle har været en del omtalt i medierne, som jeg forsøger at vurdere for at illustrere, hvad jeg mener. Det drejer sig om giraffen Marius fra Zoo i København, grindedrabene på Færøerne og en tandlæges nedlægning af en kendt hanløve.
Der var efter min mening tale om, at nogle borgere – jeg taler ikke om de få, der overdrev kritikken eller blev ekstreme – fremførte en berettiget og saglig velbegrundet bekymring eller kritik.
Ved drabet på giraffen Marius mener jeg ikke, at der direkte var dyreværnsmæssige problemer. Marius blev aflivet uden at blive udsat for angst, smerte eller lidelse. Men jeg finder, at det er bedre og mere ansvarligt, hvis en zoologisk have, der ligger i en by, sørger for at begrænse bestanden ved kastration, p-sprøjter eller andet, der kan fungere. Det gælder især, når der er tale om (navngivne) støre pattedyr.
Kun i store dyreparker, hvor man åbent også informerer publikum om, at nogle af dyrene opdrættes med henblik på senere at blive anvendt som foder til de andre dyr i parken, synes jeg, det er i orden, at man rutinemæssigt afliver havens raske dyr. Der var tale om uheldig kommunikation fra Københavns Zoo’s side i forhold til havens gæster. I øvrigt synes jeg stadig ikke girafferne i Zoo i København har nok plads. Jeg har skrevet mere om denne sag her
Angående løven Cecil. Her kommer det ved en etisk vurdering først an på, om bestanden på det enkelte sted kan tåle, at nogle dyr bliver skudt. I de store dyreparker i Afrika findes der voldsomme problemer med et organiseret krybskytteri på grund af de høje priser på elfenben og næsehornspulver. På det seneste er det kommet frem, at også Islamisk Stat bruger dette som indtægtskilde.
Jeg ser positivt på, når dyreparkerne udlejer nedlægningen af store og kostbare dyr til velhavende jægere fra den vestlige verden. Det kan give en tiltrængt god pengeindsprøjtning til dyreparken, så de bedre kan sikre sig mod krybskytteri og skabe gode forhold for dyrene i parken.
Det kan desuden give jobs og levegrundlag for lokale ansatte. Det er kun fint, såfremt drabet af dyret sker forsvarligt, det vil sige så hurtigt og smertefrit som muligt – og såfremt bestanden kan bære det. Det betyder, at storvildtsjægeren skal være uddannet, og han eller hun skal bruge det rigtige våben og den rigtige kaliber.
Jægeren har selv, foruden parken, en etisk forpligtigelse til hjemmefra grundigt at undersøge, om bestanden kan bære, at han eller hun nedlægger det dyr, der er tale om, samt sikre sig, at der er velordnede forhold i parken samt sikker identifikation af dyret etc. Der skal være ledsagende dygtige lokale jægere, der straks kan gribe ind ved skamskydninger. Selv ved nedskydninger af elefanter, der er et dyr jeg sætter meget højt (her har vi igen det med følelser og relationer), synes jeg, det er ok, man dræber enkelte individer, hvis bestanden i den pågældende park har behov for denne regulering.
I vores egen dyrehave i Klampenborg må vi også nedlægge en del dyr hvert år. Så vidt jeg ved, sørges der for, som i dyreparkerne i Afrika, at kødet bruges. I det omtalte eksempel med Cecil var der ifølge pressen tale om adskillige fejl, der gjorde, at løven led frygteligt i mange timer, inden den døde. Det er dybt kritisabelt. Det var også andre væsentlige fejl. Men jagttypen som sådan synes jeg ikke, man bør have noget at udsætte på, såfremt det foregår efter de kriterier, jeg har stillet op. Personligt har jeg svært ved at forstå, at mennesker kan opleve stor glæde ved den slags jagt, men det er en helt anden sag. Vi bør se på det dyreværnsmæssige og det dyreetiske, som bestemt ikke var i orden her, hvis mediernes oplysninger er korrekte.
I forhold til grindedrabene må vi starte med at se på nødvendigheden. Er der tale om en ø-befolkning, der måske ellers vil sulte? Det har der været, men det er der ikke mere. Hvilke alternativer findes der af lokale fødemuligheder? Herefter må vi så se på, om det dyreetisk set er ok eller ej, sådan som det foregår i dag på Færøerne med deres grindedrab.
Først er der det vigtige spørgsmål, om bestanden kan bære det, og det kan den vist godt? Det centrale spørgsmål er efter min mening så, om hvalerne indfanges og dræbes på en hurtig og effektiv måde, med så lidt lidelse, angst og smerte som muligt. Et krav, der også tydeligt fremgår af vores dyreværnslovs § 13. Hvaler er højt udviklede intelligente, sociale pattedyr. Vi taler om levende, sansende, følende individer. Der bør være lovgivningskrav om, at vi i vores del af verden dræber dyr på en civiliseret og ordentlig måde. I Danmark er der krav om, at dyr skal bedøves, før man påbegynder blodudtømningen. Det er godt, vi har dette krav. Vores dyreværnslov gælder ikke på Færøerne. Men grindedrabene vedkommer både færingerne og os i Danmark.
Personligt holder jeg meget af Færøerne og har været der flere gange. Vi må have fundet ud af, om der er noget, der skal ryddes op i her. Om der er noget, der skal ændres, selvom det er en meget gammel tradition.
Jeg synes, Folketinget burde tage skridt til, at der bliver lavet en grundig rapport, så vi får fakta på bordet. Før kan man ikke med sikkerhed udtale sig. Disse grindedrab eller -slagtninger har længe været kritiseret. Det ser brutalt ud, det kan være, det også er det. Mængden af blod er ikke interessant i sig selv.
Jeg vil gerne vide, hvor længe grindehvalerne er om at dø, hvordan præcis man gør, hvor store knive, man bruger (bladlængde og type), hvordan anvendes knivene, hvor rammes dyrene og hvor mange gange, inden de dør, er alle de deltagende uddannede, hvilke bedre metoder kunne der eventuelt tages i anvendelse, hvordan dræber man i dag (måske med mindre smerter og mere hurtigt samt effektivt) de andre hvaler af nogenlunde samme størrelse, hvorfor kan man ikke nøjes med en del af flokken, kun nogle få individer og/ eller fange dem på åbent hav osv. osv?
Der er sket nogle forbedringer for nylig. Meget tyder på, at selve aflivningen er blevet forbedret. Der er nu krav om, at rygmarven skæres over, og det giver hos hvaler (modsat andre pattedyr) vistnok bevidsthedstab, da blodkarrene til hjernen ligger her. Der bør forskes mere i dette. Jeg er også betænkelig ved den kollektive sammendrivning af så mange dyr før aflivningen, tidsforløbet mm.
Forfatteren Jonathan Safran Foer omtalte, hvordan mange dyrevenner tog til Zoo i Berlin for at beundre den lille isbjørneunge Knut, hvis mor ikke ville have den. Han fandt det underligt, at der lå en pølsebod lige ved siden af, hvor disse dyrevenner købte hotdogs fremstillet af industrielt opdrættede svin fra konventionelle svinefarme. Hykleri, fortrængning? Mange sagkyndige fremførte, at det faktisk havde været mere humant, at aflive Knut ved fødslen. Knut blev heller ikke særlig gammel.
Generelt gælder det i alle disse sager og/eller hændelser med dyr, at følelser og mavefornemmelser ikke skal underkendes, bestemt ikke. Ofte er det vigtige advarselslamper. Men det er vigtigt, at vi også husker at stille de rigtige spørgsmål. Og her skal vi prøve at huske dem alle, for så forbedrer vi beslutningsgrundlaget. Vi skal derpå så vidt muligt besvare de etiske spørgsmål med evidensbaseret viden herunder videnskabelig viden (se § 2 i dyreværnsloven) og rationelle argumenter. Det glemmes desværre ofte, når det er dyreetik, det drejer sig om.
Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd