Forleden kunne man på et af de mange pressefotos, der når ud til resten af verden fra Afghanistan, se flygtende mennesker stå i kø til et chartret fly i Kabuls lufthavn. Det var et fly fra selskabet med det paradisiske navn Air Europa. Pressefotoet illustrerede essensen af situationen. Angste og forfulgte mennesker, uden håb for fremtiden, der søger mod den verdensdel, der står for alt det modsatte: sikkerhed, tryghed og fremtidshåb.
Kloden rundt kæmper mennesker med at forstå, hvad der er sket i Afghanistan, og hvad der kan læres deraf. Her er tre bud.
Den første lære er, at Vesten og ikke mindst Europa er et sted, som uendeligt mange mennesker ønsker at flygte og migrere til. Den velstående og frie verdens tiltrækningskraft er kolossal. Fik alle afghanere mulighed for det, ville hovedparten af landets 39 millioner indbyggere formentlig søge hertil. Oven i det kommer store dele af befolkningen i Mellemøsten og Afrika. Lige nu er den næststørste gruppe af flygtninge over Middel-havet indbyggere fra Bangladesh. Alle vil til Europa. Derfor bygger Polen hegn mod Belarus, Grækenland hegn mod Tyrkiet, og Tyrkiet bygger hegn mod Iran.
Talebans talsmand sagde noget rigtigt forleden. Afghanistan har brug for alle læger og andre veluddannede mennesker til at opbygge landet. Derfor bliver de nu forhindret i at flygte.
Flygtningestrømme er vores tids største sikkerhedspolitiske og menneskelige udfordring. En intervention i et land risikerer at destabilisere landet, hvilket udløser flygtningestrømme, der kan true Europas frie livsform. Den skal der værnes om med et endnu stærkere europæisk samarbejde.
Det andet, man kan lære af det ulykkelige nederlag i Afghanistan, er, at man ikke kan skabe et samfund med frihed og respekt for basale menneskerettigheder ved militær indgriben.
Irak, Libyen og Afghanistan er alle eksempler på det. Man kan slå en tyran ihjel og udrydde en terrorgruppe. Men hvis der ikke findes et bredt folkeligt ønske om at forandre landet, og hvis der ikke findes en vilje til at kæmpe for den forandring, sådan som man så det i Afghanistan, er den umulig at skabe. Et frit samfund skal vokse frem fra neden. Det kan ikke påduttes en befolkning.
Ydermere viser de seneste fejlslagne militære interventioner og forsøg på at skabe nye styreformer, at de i stedet for fred og frihed udløser kaos og flygtningestrømme.
Vesten skal derfor arbejde for at stabilisere andre lande. Ikke skabe revolutioner.
Den tredje lære fra Afghanistan handler om de universelle frihedsværdier. De er formuleret i FN’s menneskerettighedscharter i kølvandet på Anden Verdenskrigs rædsler. De fastslår, at mennesker er født til frihed, at alle er lige, at ingen må gøres til slaver eller underkastes tortur, og at enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed.
De værdier er universelle, men de har vestlige rødder, fordi de bygger på en kristen forståelse af mennesket som skabt til frihed og et ukrænkeligt liv. Som sådan ligger de til grund for den vestlige civilisation. Selvom Vesten mener, at disse værdier gælder alle mennesker, betyder deres rodfæstethed i kristendommen, at de er svære at forankre i særligt muslimske kulturer. Det overser de mange, der mener, at vestlige værdier er sekulære og kan koges ind til ”demokrati og menneskerettigheder”. De fortrænger, at værdierne har dybe rødder, og at de af den grund er svære, ja måske umulige at eksportere.