Eksforsvarsminister: Claus Hjort gik meget langt med kommentarer

Hans Engell blev overrasket over, hvor åbenmundet Claus Hjort Frederiksen var om overvågningssamarbejde.

Claus Hjort Frederiksen (V) er sigtet for brud på straffelovens paragraf 109, der handler om at røbe eller videregive statshemmeligheder. (Arkivfoto)
Claus Hjort Frederiksen (V) er sigtet for brud på straffelovens paragraf 109, der handler om at røbe eller videregive statshemmeligheder. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Politisk kommentator Hans Engell, der tidligere har været forsvarsminister, ved en masse fortrolige ting, heriblandt statshemmeligheder, som han aldrig vil kommentere på, hvis han blev spurgt om dem.

Derfor har Engell fra sidelinjen også været ganske overrasket over, hvor åbenmundet en anden tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har været i diverse medier.

Hjort Frederiksen, som ikke genopstiller til Folketinget ved næste valg, har ved flere lejligheder bekræftet et overvågningssamarbejde mellem Danmark og den amerikanske sikkerhedstjeneste, National Security Agency (NSA).

Senest sket det i et interview i programmet "Lippert" på TV 2 News i december.

Fredag oplyste Hjort Frederiksen, at han er blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 109. Den handler om at røbe eller videregive statshemmeligheder.

- Jeg synes, at han gik meget langt, og da jeg hørte ham i tv-udsendelsen, der tænkte jeg det samme, som han åbenbart selv også gjorde. Altså kan det her ikke få konsekvenser, at han omtaler et konkret samarbejde, siger Engell, der var forsvarsminister fra 1982 til 1987 og efterfølgende også var justitsminister.

- Det er ikke mange år siden, at han gik af som minister. Det vil sige, at han sidder med en stor viden på det område, og den viden kan han ikke bruge uden videre, siger Engell.

I tv-udsendelsen sagde Hjort Frederiksen blandt andet:

- Nu vil jeg være forsigtig med, hvad jeg siger, og ellers må jeg risikere fængselsstraf, men jeg har i hvert fald været med til at orientere om, at den aftale fandtes.

Det er dog uvist, om det netop er de citater, som Venstre-manden er sigtet for.

Sigtelsen mod Hjort Frederiksen er den seneste drejning i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvor chefen for FE, Lars Findsen, sidder fængslet. Han er ligeledes sigtet for at lække statshemmeligheder.

Engell havde aldrig ikke svaret som Hjort Frederiksen.

- Jeg er blevet spurgt om det flere gange, og jeg siger hver gang, at som tidligere minister for de områder her (forsvars- og justitsområdet, red.), der er jeg underkastet en tavshedspligt. Og den er tidsubegrænset, siger Engell.

/ritzau/