Prøv avisen
Boguddrag

Emma Gad anno 2018: Sådan bør vi omgås digitalt

Emma Gad kunne fortælle sine samtidige, hvad reglerne for social omgang var. Det giver på sin vis trøst, at der faktisk var behov for at formidle disse regler, for så må nogen jo have overtrådt dem — også dengang. Udfordringen i dag er, at vi ikke engang kan blive enige om, hvad reglerne er.

Selv den mest forbenede tilhænger af fortidens liv må overgive sig til moderne teknologier. Problemet med moderne teknologier er, at de medfører nye udfordringer for takt og tone. Læs et uddrag af bogen "Takt og tone til tiden" og få seks gode råd

”Hvor man i gamle Dage sendte et Bud med en Skrivelse, telefonerer man nu, og selv den mest forbenede Tilhænger af Fortidens Liv i Modsætning til vor moderne Tilværelse, undlader ikke at benytte sig af dette tyranniske men uundværlige Hjælpemiddel i Samkvemmet.” Mere præcist kan det næppe siges. Selv den mest forbenede tilhænger af fortidens liv må overgive sig til moderne teknologier, når de udgør så stort et fremskridt som telefonen. Sådan er det også med vor tids smarte telefon. Problemet med moderne teknologier er, at de medfører nye udfordringer for takt og tone. Eller som Emma Gad siger:

”Sammen med en Opfindelse, der breder sig hurtigt i Befolkningen, opstaar der Former for dens Brug, som først lidt efter lidt vinder Indpas og derfor trænger til stadig at indskærpes. Blandt disse nyopstaaede Former er Telefonhøflighed noget af det vigtigste, men hvad der næsten er endnu vigtigere, er den Telefonerendes Opfattelse af Pligterne mod andre Tilstedeværende.” Sådan kunne man sige på Emma Gads tid, men træerne voksede trods alt ikke ind i himlen, for ”Dette Hensyn forsømmes som oftest slemt.”

Emma Gad kunne fortælle sine samtidige, hvad reglerne for social omgang var. Det giver på sin vis trøst, at der faktisk var behov for at formidle disse regler, for så må nogen jo have overtrådt dem — også dengang. Udfordringen i dag er, at vi ikke engang kan blive enige om, hvad reglerne er. Og selv om vi har udviklet regler, så går der ikke lang tid, før de er forældede. Hvem husker for eksempel de såkaldte netikette-regler, som var populære i internettets barndom? Skriv ikke med VERSALER, undgå cross-posting, brug smileys rigtigt og så videre.

Er det i orden at tjekke sin telefon, når man er samlet om en middag eller sidder i venners lag på sit værelse eller i skolen? Mange voksne beder pænt deres børn og elever om at lade være, men børnene — og mange voksne med — har svært ved at forstå, hvad der skulle være så galt i lige at tjekke, hvad andre har liket og delt og skrevet, nu da det er en hel halv time siden, at de sidst tjekkede det.

Er det i orden at sige sin ærlige mening ud i det offentlige rum om en person, der giver udtryk for en holdning, man ikke bifalder? Traditionelt har det været god tone at forholde sig til det, personen siger, ikke til den pågældendes køn, arbejde, tilhørsforhold eller andet. Men det er der mange, der ikke er enige i — sådan ser det i hvert fald ud, når man følger debatter i de sociale netværk. Det er jo et problem i sig selv, for en demokratisk debat, der handler om, hvem de andre er, og hvorfor de af den grund tager fejl, gør os sjældent ret meget klogere på sagen.

Men problemet er også, at vi i påpegningen af, hvem de andre er, faktisk skaber dem som sådan. Vi fortæller menneskene, som Svend Åge Madsen gennem sit forfatterskab har gjort os opmærksom på. Sådan har det altid været, men Emma Gad kunne nok bedre styre, hvordan hun blev fortalt af sig selv og sine omgivelser, fordi det meste fortællingsarbejde foregik i direkte interaktion mellem mennesker i mindre grupper. I dag kan vi lettere miste kontrollen over, hvem vi fortælles som. Det gælder, når det sker gennem deling af intime billeder uden accept, gennem #metoo’s udpegning af sexforbrydere og chikanører, gennem at tillægge andre ekstreme religiøse eller politiske synspunkter, men også i skoledebatten, hvor der for tiden er en intens kamp om at fortælle modstanderne frem som konkurrencestatssoldater og antidannelsestænkere.

For Svend Åge Madsens hovedpersoner var den store udfordring at ”digte en historie, der får tingene til at hænge sammen,” og den etiske fordring var at skabe en god fortælling, for ”den bedste af historierne er den sandeste.” Men i en offentlig debat, hvor vi ikke altid kan mærke den anden, og hvor det er så dejlig enkelt at dele hinanden op i venner og fjender, dér er der brug for en fælles indsats for at begynde at fortælle den bedste historie.

På den ene side får vi løbende nye muligheder for at interagere på måder, som kalder på regulering, og på den anden side har vi ikke let ved at blive enige om, hvad der er god tone. Og vi har ingen autoriteter, der som Emma Gad kan slå det fast. Mediernes dækning af de sociale medier afspejler dette dilemma. Journalister er optaget af at fortælle om de udfordringer, der er for børn og voksne, og søger samtidig efter eksperter, som kan sætte tingene på plads. Men der er ikke rigtig nogen, og det kommer der næppe heller.

Hvor man i gamle dage telefonerede, skrev læserbreve, mødtes til vælgermøder, læste avis, så tv-avis, hyggede sig i venners lag og meget andet, kommunikerer man nu ansigtsløst på sociale medier. Den eneste regel, man kan opstille for de forskellige samværsformer, er, at vi alle må bidrage til at diskutere, udvikle og håndhæve reglerne. Men det med at udvikle regler, når behovet opstår, lider af den indbyggede svaghed, at reguleringen har en tendens til at komme for sent, så alt for mange eksempelvis er blevet alt for sårede.

Både hjemme og i vores alment dannende uddannelser kan vi bidrage til at sætte de opvoksende generationer lidt bedre i stand til det. Ved at give børn og unge lejlighed til at undersøge, tænke over og diskutere, hvordan andre mennesker opfatter og føler det, der sker på sociale medier, så de ad den vej forstår, at vi faktisk holder vores medmenneskers skæbne i vores hænder, idet vi gennem vores til- og omtale har magt til at fortælle deres liv. Sådanne erfaringer kan dels høstes ved at læse og fortolke fiktive tekster, film med videre, dels ved at høre, hvordan andre har oplevet noget, man selv har skrevet, eller hvad andre egentlig mente med det, de skrev til én, som man blev såret over.

Emma Gads samtidige kunne med små kropslige signaler vise den formastelige, at dér gik grænsen. Det kan og gør vi stadig i vores personlige møder med folk, hvor et sigende blik, en tavs kulde, en kort irettesættelse og så videre fungerer som sociale strømpile. Men i de ansigtsløse sociale fællesskaber er vores reaktion, når vi læser et grænseoverskridende indlæg, måske nok den samme — den er bare ikke synlig. Eller tillader vi langt mere at passere uden at reagere? Vi tænker måske, at det ikke vedrører os, når andre udsættes for spidse kommentarer om deres køn, deres holdninger, deres arbejde, deres viden og så videre … Men det vedrører faktisk os, for hvem skulle ellers gøre noget ved det?

Hvor man tidligere kunne frygte, hvad der blev sagt om én bag ens ryg af folk, man kendte, kan hvem som helst nu slippe af sted med at sige hvad som helst lige op i vores digitale ansigt.

Vis vejen ved at fortælle dine venner, når de er gået over stregen.

Undgå at:

- skrive noget om andre, der ikke er sandt – eller som kun er en del af sandheden

- dele billeder og tekster, som du ikke er helt sikker på, at den anden ønsker delt

- like og dele andres ondskabsfuldheder

Husk at:

- skrive om væsentlige ting på de sociale medier

- fortælle de andre frem, så verden bliver skønnere

- hjælpe dine venner med at opføre sig ordentligt