Som barn blev jeg misbrugt af en pædofil grafiker over flere år. Det sluttede, da jeg var 13 år. Men det var stadig en hemmelighed, jeg gik rundt og bar på alene. Og da jeg var 19 år, havde jeg stadig ikke talt med en psykolog.
Måske var det derfor, at jeg valgte at opsøge grafikeren som voksen. Han tilbød mig et job på sin tegnestue i København, og jeg tog imod det. For jeg ville bevise over for mig selv, at jeg ikke længere var bange for ham. Nu var jeg voksen, og da jeg mødte ham igen, viste han sig bare at være en lille, fjollet mand.
Men i løbet af de tre uger, jeg arbejdede for ham, kom det fortrængte overgreb mere og mere op i mig. Jeg hadede ham for, hvad han havde gjort imod mig. Til sidst blev det helt ubærligt, at han overhovedet eksisterede. Og en dag havde jeg mulighed for at hævne mig.
Tegnestuen lå på femte sal, og den dag stod han ved vinduet i færd med at spraye noget lim på en papplade. Han var en temmelig hysterisk mand, der altid var bange for, at der skulle ske noget – altså med ham. Han var for eksempel altid panisk angst for, at der skulle være noget i vejen med den mad, han skulle spise. Men samtidig var han for nærig til at købe mad ude, så han stod hver dag højtideligt og smurte sin frokost – ”smørrebrød”, som han kaldte det – med stor pertentlighed. Spegepølsen blev skåret omhyggeligt i tynde skiver med en stor, rustik, fransk køkkenkniv. Den lå på bordet bag ham, mens han stod og sprayede den giftige lim på pappladen med ryggen til vinduet. Og dér fik jeg en indskydelse: Jeg kunne jo bare hævne mig på ham ved selv at være voldelig.
Pludselig lænede han sig ud af vinduet på femte sal, og det lille rækværk nåede ham kun til hofterne, så der skulle ikke så meget fantasi til at give ham et lille skub og bortforklare det med, at han nok havde lænet sig for langt ud over rækværket. Og i samme øjeblik fik jeg også øje på kniven. Det gik op for mig, at jeg pludselig havde to enestående muligheder for at slå ham ihjel. Jeg kunne stikke ham i ryggen med kniven eller med et let puf skubbe ham ud af vinduet.
Men det, der ændrede mit liv, og faktisk noget dybt inde i mig, var, at jeg netop ikke gjorde det. Jeg besindede mig. Det var dét, der senere fik mig til at skrive min selvbiografi ”Det bliver sagt” for at hjælpe andre ofre for pædofili. Og det var dét, der én gang for alle fik mig til at løfte mig op over forbryderen og forbrydelsen og sige, at man ikke kan styre andres handlinger, men til gengæld er man ansvarlig for sine egne.
Jeg valgte ikke den følelsesladede hævn, jeg valgte at gøre det rationelle. Helt banalt var den oplevelse simpelthen valget mellem det gode og det onde, men også følelse og fornuft. En vigtig ting i den sammenhæng var også samfundets moral. At man straffes så hårdt for drab. Det kan jeg huske også meldte sig i situationen: Er det her 16 år i fængsel værd? Er han det værd? Han var som sagt selv en hysterisk type, og det var nok også medvirkende til, at jeg fik overtalt mig selv til, at jeg ikke ville være som ham, så jeg nøjedes med at sige op for at komme videre i mit liv.
Men jeg har siden været forskrækket, når jeg har tænkt over det. Forskrækket over, hvor muligt det egentlig var. Jeg kunne være endt som morder. Men i dag læser jeg teologi og tror på, at vi alle sammen har en indbygget samvittighed – med mindre vi er dybt personlighedsforstyrrede, som han var – en indre fordring om at gøre det rigtige. Jeg følte mig som David, der havde fået en unik chance for at slå min væmmelige Goliat ihjel, men jeg vidste bare, at det ville være forkert.
Og sådan må man lytte til den gode stemme inden i sig selv, når man står over for sin fjende og tænker over, om man skal skubbe eller lade være.