Prøv avisen
Leder

En skæbne, der forpligtede

Erik Bjerager, chefredaktør på Kristeligt Dagblad Foto: Leif Tuxen

Prins Henrik var Dronningens mand, men meget mere end det

Prins Henrik, der døde tirsdag den 13. februar på Fredensborg Slot, fik aldrig den position i det danske samfund, som han havde ønsket sig. Som Dronningens mand stod han i skyggen af monarken, og rangfølgen i kongehuset, der ikke gav ham den rolle, som han selv ønskede, var kilde til en næsten livslang frustration. Den kulminerede i det forgangne år, da Prinsen erklærede, at han ikke ville lade sig begrave ved siden af Dronningen i den planlagte sarkofag i Roskilde Domkirke, som det er tradition for landets monarker og deres ægtefæller. Prinsen fastslog, at når man ikke har været ligestillet i livet, kan man heller ikke være det i døden. Selv om Prins Henrik kort efter blev diagnosticeret med demens, som måske havde sin del af skylden for de ulykkelige udtalelser, var der ingen tvivl om, at det fyldte i Prinsens liv, at han ikke mente, at han havde fået den rolle og anerkendelse, som han syntes at fortjene.

En del af skylden må det danske samfund påtage sig. Dels undervurderede både kongehus og skiftende regeringer herhjemme, hvad det betød, at prinsen ikke fik en mere selvstændig rolle at virke i, da han i 1967 opgav sit liv som fransk diplomat og blev gift med den daværende danske tronfølger. Dels betød en indimellem smålig dansk folkestemning, at Prinsens personlige kvaliteter ikke for alvor kom til deres ret. I Danmark sættes det jævne, det joviale og det folkelige højere end det talentfulde, det sofistikerede og det elitære. Og Prins Henrik var et talentfuldt, sofistikeret og elitært menneske. Han var højt uddannet, var opvokset i Vietnam, talte fem sprog og besad et stort kunstnerisk talent, som favnede bredt fra poesi over musik til kunst og mad. Han forblev et menneske i kreativ udvikling og var blandt sine venner kendt som nærværende, vidende, humoristisk og sympatisk.

Prinsen understregede ofte sin hengivenhed for Danmark og vilje til at gøre godt for landet, herunder erhvervslivet, hvis fremgang han bidrog til på delegationsrejserne ud i verden. Han engagerede sig i sine protektorater, og han fulgte sin hustru igennem livet og på de mange officielle forpligtelser. Prinsens vigtigste rolle var som ægtemand at bakke op om sin hustru, opmuntre og støtte hende. Han havde sin store og undervurderede del af æren for, at Dronning Margrethe har formået at forvalte sit krævende embede så stærkt og overbevisende, som tilfældet er.

Sin skæbne påtog Prins Henrik sig, om end dele af den kun nødtvunget. Adel forpligter, siger man, og det var med en slet skjult henvisning dertil, at Prinsen i 1996 udgav sine meget velskrevne erindringer med den sigende titel ”Skæbne forpligter”. Her fortalte Prinsen åbent om sit liv, sit livssyn, sin tøvende tro og om sin rolle og sine tanker om at være dronningens mand. Det var ikke bare nemt for ham, men han var prisværdigt ærlig og åben, lige som han var det siden hen i interview og bøger.

At tage sin skæbne på sig og acceptere den var for ham en hovedtanke, og erindringerne slutter da også med den konstatering, at ”da jeg knyttede mig til min skæbne, lyttede jeg til mit hjerte, og så kom glæden.”

I bogen skriver han også afslutningsvis, at hvis det må blive husket, at han og hans hustru interesserede sig for den tid, de levede i, var optaget af landets ve og vel og i stadig symbiose med borgerne, da ville han have opnået den højeste lykke.

Og sådan blev det. Prinsen og Dronningen vil blive husket for deres engagement i tiden, for deres indsats for landet og for deres forbundethed med folket.

Æret være Prins Henriks minde.