Det sker forbavsende ofte, at mennesker med selvmordstanker, som kontakter telefonrådgivningen Livslinien, også kan fortælle, at personer i deres nære familie tidligere har forsøgt eller begået selvmord.
Dén information får en ekstra alarmklokke til at ringe hos direktør Jeppe Kristen Toft, for fagpersoner inden for selvmord véd godt, at selvmordsadfærd i et eller andet omfang er arvelig.
Men nu er den praktiske erfaring dokumenteret i et nyt dansk registerstudie. Det enorme studie viser, at har man en mor eller far, som har forsøgt selvmord, så har man selv en mere end dobbelt så stor risiko for at forsøge selvmord i forhold til personer uden den erfaring. Og har man en forælder, som er død ved selvmord, er risikoen for, at man selv begår selvmord, tre gange større.
”Vi har altid handlet ud fra den forudsætning, at arvelighed er et fænomen, og vi er rigtig glade for, at forskning nu slår fast, at det faktisk forholder sig sådan. Med den forskning i baghånden vil vi på Livslinien nu tale om, hvordan vi mere systematisk kan spørge ind til selvmordsadfærd i den nære familie, når vi rådgiver,” siger Jeppe Kristen Toft.
Studiet er publiceret i det anerkendte tidsskrift Lancet Psychiatry og er det hidtil mest omfattende, der viser, hvordan selvmordsadfærd kan gå i arv, så børn har en livslang risiko for at gentage forældrenes handlinger. Knap 4,5 mio. individer indgår i studiet, og deres adfærd er fulgt i årene 1980-2016. 3,4 procent havde forældre, som havde forsøgt selvmord, mens 0,7 procent havde mistet en forælder til selvmord.
Anne Ranning er forsker ved Region Hovedstadens Psykiatri og Institut for Psykologi på Københavns Universitet og hovedforfatter på studiet. Det viser ifølge hende, at selvmordsforsøg og selvmord er forskellige handlinger, hvor arveligheden knytter sig specielt til den handling, forælderen har begået.
”Den højeste risiko for selvmordsforsøg finder vi hos børn af forældre med selvmordsforsøg, og på samme måde har børn, hvis forældre er døde af selvmord, størst risiko for selv at dø af selvmord. Og det er en markant øget risiko,” siger hun, men understreger, at langt de fleste børn af forældre med selvmordsadfærd ikke gentager forældrenes handlinger.
Forskerne så også, at børn, som har mistet en forælder på grund af selvmord, bruger mere dødelige metoder i deres egen selvmordshandling.
Mors selvmordsadfærd øger risici for selvmordsadfærd hos barnet lidt mere end fars. Og jo yngre barnet er, når forældrene forsøgte selvmord eller døde af selvmord, jo højere er risikoen også. Den er hele fire gange forøget, hvis forælderen havde selvmordsadfærd, da barnet var 2-5 år.
”Det overraskede mig, for intuitivt kan man tænke: ’Godt, hun er så lille, så hun ikke forstår det’, hvis et barn har en forælder, som dør af selvmord. Men vi finder altså det modsatte. Det er vigtigt at understrege, fordi det vidner om, at selvmordsadfærd hænger sammen med mange andre typer af belastninger i en familie, som påvirker barnet og forældrenes samspil med barnet. Selvmordet eller selvmordsforsøget er kun toppen af isbjerget,” siger Anne Ranning.
Et ustabilt hjem og arvelighed i form af blandt andet psykisk sygdom eller impulsive karaktertræk er blandt de forklaringer, Anne Ranning giver på sine fund om overførsel af selvmordsadfærd mellem generationerne.
”Børn får grundlagt deres adfærd og strategier for håndtering af stress og kriser af deres forældre, så der kan også være et element af social læring. Det støttes af, at mors selvmordsadfærd giver højeste risici, fordi de fleste børn tilbringer mest tid med mor”, siger hun også.
Kim Juul Larsen er specialist i børne- og ungdomspsykologi og medstifter af Dansk Center for Selvmordsforebyggelse.
Han har mange års erfaring med behandling af unge, som er ”meget selvmordstruede og ofte har selvmordsforsøg også”, siger han.
”Der møder jeg det her med, at selvmordsadfærd og dén form for følelsesregulering hører familier til. Det er ofte familier, som har mange problemer, et svært temperament og svært ved at regulere det. Jo tidligere, barnet udsættes for den adfærd og ikke lærer at håndtere den hjemmefra, jo større er risikoen for, at den overføres til dem.”
Det ny studie giver vigtig viden, når behandlerne skal vurdere, om en person er selvmordstruet, mener han.
”Nu er det ikke længere bare mit kliniske skøn, at jeg skal spørge til selvmordsadfærd i familien. Nu kan jeg henvise til evidens for, at familiehistorien omkring selvmordsadfærd skal være en faktor, der indgår i en risikovurdering af, om en person er selvmordstruet.”