Den gode ensomhed er både et gys og en lyst

Flere kvinder har fået en højere uddannelse og har dermed fået bedre mulighed for at være mere uafhængige og selvstændige, end de var før. De er ikke længere så indstillet på at stifte familie og få børn.

Mange har haft dårlige oplevelser i parforhold og foretrækker at være alene. De sociale medier: TV, mobiltelefon og brugen af internettet har ændret vores måde at kommunikere på, og de, der ønsker at være alene, oplever sig mindre ensomme, fordi de har fået nye måder at være forbundet med andre på.

Nogle mener dog, at kommunikationsteknologien forværrer isolationen, fordi den træder i stedet for fysiske møder.

Byernes vækst har skabt nye subkulturer med cafeer, restauranter, motionscentre, foreninger og frivillighedsarbejde, hvor folk er sammen, selvom de lever alene.

Flere foretrækker at ældes alene i stedet for at flytte tilbage til sine børn eller komme på institution. Forbedrede pensionsordninger, bedre ambulante behandlingsmuligheder og en mere effektiv socialforvaltning har medført, at flere får mulighed for at leve længst muligt i eget hjem.

Nogle samfundsforskere påpeger, at det stigende antal mennesker, der lever alene, er et symptom på en skadelig og usammenhængende fragmentering af samfundet. Men det statistiske grundlag for den konklusion er sidenhen blevet anfægtet. Selvom folk bor alene, behøver de ikke at være ensomme.

Det er kvaliteten og indholdet af de sociale samspil mellem mennesker, ikke kvantiteten og antallet, der bestemmer, om man bliver syg af ensomhed. F.eks. viser undersøgelser, at dårlige parforhold giver større sygelighed sammenlignet med fraskilte personer.

Der er forbløffende få undersøgelser af ’den gode ensomhed’. F.eks. har en række eksperter samlet den vigtigste viden om ensomhed i en Håndbog i ensomhed. Redaktørerne priser ’den gode ensomhed’ i indledningen af bogen og nævner, at bogen aldrig havde set dagens lys, hvis de ikke hver især havde haft mulighed for at være alene under skriveprocessen.

Men ikke desto mindre nævner de forbløffende få empiriske undersøgelser af ’den gode ensomhed’; vægten er på alenehedens onde svøbe; ikke på dens lykkelige og gode sider.

Der er ingen tvivl om, at den ufrivillige og sørgmodige ensomhed er sygdomsfremkaldende, men der eksisterer også en ensomhed, som er selvvalgt og lystfuld. Flere store tænkere som Descartes, Newton, Locke, Pascal, Spinoza, Kant, Leibniz, Schopenhauer, Nietzsche, Kierkegaard og Wittgenstein har ikke skabt familie og har haft glæde af at have levet størstedelen af deres liv alene.

Mange var udsat for fordømmelse på grund af deres trang til ensomhed og blev kaldt ’særlinge’, ’nørder’ og ’autister’, fordi de ikke delte sorger og glæder med andre.

Men mange af de ensomhedssøgende kunstnere og videnskabsmænd har i perioder også været sociale væsener, som omgikkes andre og udvekslede tanker og følelser med empati og glæde. Mange af disse kreative og velbegavede ensomme var tilsyneladende ikke ’tilknytningsforstyrrede’, men har haft en sikker base i sig selv og har befundet sig godt på trods af få og usikre sociale relationer.

Der er eksempler på, at den påtvungne ensomhed som isolationsfængsling, at blive taget som gidsel, tab af førlighed eller et syns- eller høretab kan være udviklende og blive oplevet som meningsfuldt.

Nogle personer har vist sig at have en forbløffende evne til at mestre den vanskelige påtvungne ensomhed, der følger med sådanne situationer; en evne som bliver kaldt ’posttraumatisk vækst’, ’modstandsstyrke’ eller ’hærdethed’.

Den, der dyrker ensomheden, er måske nok alene og isoleret, men alligevel har han ofte haft en relation til en imaginær anden, som han har opfundet og konstrueret.

Umiddelbart skulle man tro, at forudsætningen for at kunne være i ’den gode ensomhed’ er, at man har haft en barndom med nære og stabile omsorgspersoner. Men det er ikke altid tilfældet, og nogen får først som voksen en mulighed for at knytte sig til andre.

I den spirituelle tilbagetrækning, hvor man f.eks. isolerer sig i en hule for at meditere, har man hele tiden læremesteren eller guruen i sine tanker. Bl.a. fortæller den britiske nonne Tenzin Palmo, som levede som eremit i 12 år, at hendes hule var befolket af spirituelle helgener, guder og dæmoner i en sådan grad, at der næsten ikke var plads til hende selv.

Ensomheden og den manglende kontakt til familie og venner indvirker på ens sundhed, og sygdomsforebyggelsen består i at styrke det sociale netværk. ’Pårørendearbejde’ er blevet et af de nye store satsningsområder indenfor sygdomsbekæmpelse.

For nogle år siden førte man i USA en kampagne mod ensomhed, hvor man bl.a. satte skilte op på motorvejene, som opfordrede folk til at være i tættere kontakt med venner og familie: Say Hello-kampagnen. Sloganet var: ’Ensomhed gør dig syg. Har du talt med en god ven i dag?’

Men denne forebyggelseskampagne viste sig ikke at virke for alle. Nogle mennesker var vanskelige at være sammen med, og opfordrede man dem til at være i tættere kontakt med andre, kunne det give anledning til uvenskab og skænderier, som var mindst lige så provokerende som ensomheden.

Psykologiske undersøgelser af den ensommes karaktertræk viser, at man ofte ikke har lyst til at lære vedkommende at kende. Den ensommes karaktertræk er negative: Ensomme hjælper andre i mindre udstrækning end ikke-ensomme. De er mere selvcentrerede end andre.

Sammenlignet med den ikke-ensomme opfatter den ensomme sig som mindreværdig, mindre attraktiv og mere socialt inkompetent, og ensomme angiver en større afstand mellem, hvem de faktisk er, og hvem de ønsker at være. Sådan viser store psykologiske undersøgelser, at ensomme er sociale perfektionister og socialt overfølsomme.

At være alene og at være ensom er åbenbart empirisk uafhængige af hinanden. Ensomhedsfølelsen synes mere at være bestemt af ens behov for tilknytning end af den tid, man tilbringer alene. Ensomheden kommer indefra og er bestemt af personligheden og har sandsynligvis været konstant til stede i befolkningen i mange år. 

Men disse psykologiske undersøgelser giver en alt for ensidig opfattelse af ensomhed. Humanistisk forskning og bogen her viser noget andet; først og fremmest at ensomheden er fyldt med paradokser. Vi søger den, og vi afskyer den.

Den påtvungne og onde ensomhed og den fredfyldte og spirituelle ’solitude’ udgør tilsyneladende polerne i modsætningens spil. Den selvvalgte tilbagetrækning, ’retræten’, er stressbekæmpende og lykkegivende, og den påtvungne ensomhed er nedbrydende og sygdomsfremkaldende. Men positionerne kan hurtigt skifte plads, og den frivillige ensomhed bliver til en rastløshed fyldt med fortidens dæmoner.

Man nyder at være alene i sit sommerhus, men pakker pludselig sammen og kører hjem, fordi man er blevet oversvømmet af en uformuleret og sær fortvivlelse. Eller man bliver fanget ind af ’den onde ensomhed’ på grund af en alvorlig sygdom, men hvor livet alligevel i et kort glimt bliver givende og glædesfyldt. Netop når vi er allermest alene, kan vi få en sær oplevelse af at få en større forståelse af os selv og vores omgivelser.

Fælles for alle ensomhedsformerne er, at de allerfleste har en social funktion. F.eks. daterer de første beretninger om ensomhed sig til år 300. Her blev eremitterne til inspiration for de mange, der ønskede at bryde med dagligdagen og skabe en mere meningsfuld tilværelse med større nærhed til sig selv og til Gud.

Senere hen i middelalderens klostre kunne der opstå uenigheder mellem munkene, og de der ønskede at bryde med klostrets snærende former, tog undertiden eremitterne som forbillede for et mere fromt og autentisk liv. I perioder var der en vandring af munke, der drog ud i skovene for at leve som eremitter. Eremitterne blev politiske uroelementer, som fik social betydning, selvom de levede isoleret.
 
1700-tallets renæssance var ensomhedssværmeriets storhedstid, og her blev det borgerskabet, der lod sig inspirere af eremitterne og blev installeret i små hytter i de vildtvoksende ensomheds-områder i slottenes parker. Ensomheden blev til en del af havekunsten, og borgerne tog i weekenden ud i parker og skove for at besøge eremitterne og evt. få et godt råd.
 
I dag dyrker vi vores sommerhuse. Vi priser dem for den ’genopladning’, de giver os. Det ideelle sommerhus ligger skjult, således at man næsten ikke kan se den nærmeste nabo. Men samtidig skal det helst ligge indenfor en rækkevidde på ca. en time fra storbyen. Sådan arrangerer vi os for at dyrke ’den gode ensomhed’.

Når man forsøger at komme til en større forståelse af de mange forskellige former for ensomhed, opdager man, at de er vanskelige at fange ind med ord.

Ensomheden kan forsvinde, når man forsøger at formidle den til andre – for så er man jo ikke længere ensom. Heldigvis har ensomheden tiltrukket mange forfattere, som har været mestre i ord og sætninger, således at man kan bruge deres formuleringer til at forstå.
 
En af dem var Adam Oehlenschläger (1778-1850). Han opholdt sig meget i Søndermarken og i Frederiksberg Have og har flere steder beskrevet, hvordan han blev tiltrukket af skovensomheden.

I Søndermarken var der en eremithytte, som han ofte besøgte. Hans far havde været slotsforvalter og havde en nøgle til Søndermarken, som Oehlenschläger fik en kopi af. Da Oehlenschlägers korte, brusende genitid var omme, ventede familielivet på ham med ægteskab og børn.

Han fik en beklemt tilværelse i et København, som var kastet ud i fattigdom efter Napoleonskrigene, og med en vrangvillig generation, som han ikke rigtigt forstod længere. Men om sommeren
søgte han ud på landet på Frederiksberg og brugte nøglen til den lukkede Søndermark. Her søgte han ensomheden som resultatet af en slags rejse, ikke blot fra København, men også fra den foruroligende og fremmede nutid.

På sine ældre dage skrev han om ensomheden; om konflikten mellem ensomhed og samfundspligt, mellem det nye og det evigt svundne, og benævnede den: ’Ensomhedens gyselig hellige lyst gæster min bakke, når sommeren forsvinder’.

Formuleringen er præcis. ’Den gode ensomhed’ er både et gys og en lyst, ofte forbundet med noget helligt og spirituelt. Den er som regel knyttet til en naturoplevelse af noget frodigt og vildtvoksende på et ujævnt terræn.

Ensomhedens solitude kommer i den sene livsalder; når sommeren forsvinder. I de unge år tager lykken ofte form som en stræben efter nogle ydre tilstande, som f.eks. en veltrimmet krop, et godt udseende, et godt sted at bo, en god stilling.

Lykken består af nogle såkaldte hedonistiske værdier: wellness og velstand. Men med alderen ændrer denne stræben sig; udseendet, helbredet og de materielle goder får mindre betydning. Alderen begynder at sætte grænser for, hvad man kan opnå, og man søger efter andre værdier; Minervas ugle flyver i aftenskumringen.

At være i ’den gode ensomhed’ får større betydning, jo ældre man bliver. Den får én til at bevæge sig langsommere og giver bedre mulighed for refleksion, eftertanke og hvilen i nuet.