Magic-kort kan få unge ud af ensomhed

Over de seneste fire år er salget af kortspillet Magic steget med 10-15 procent. Ensomme unge kan komme ud af ensomhed og ind i stærke sociale netværk via spillet

"At mødes om Magic-kort kan afhjælpe og forebygge ensomhed. Det er generelt en god måde at møde nye mennesker på," siger Karen Lerstrup, der er sekretariatsleder for Ventilen - en organisation, der arbejder for at få unge ud af ensomhed.
"At mødes om Magic-kort kan afhjælpe og forebygge ensomhed. Det er generelt en god måde at møde nye mennesker på," siger Karen Lerstrup, der er sekretariatsleder for Ventilen - en organisation, der arbejder for at få unge ud af ensomhed. Foto: Daniel Hjort/Polfoto. Arkivfoto.

Når den 23-årige laborantstuderende Anders Thiesen sidder med sine fire venner, omgivet af monstermasker og latexvåben, er det ikke for at nyde de eventyrlige omgivelser i hobbyforretningen Fanatic i Roskilde. Det er derimod for at spille kortspillet Magic.

"Det er langt federe at spille sammen med andre end alene foran sin computer," siger Anders Thiesen, som har spillet Magic i seks år.

Spillet er et fysisk og strategisk kortspil inspireret af den fantasifyldte rollespilsverden, hvor hver spiller er en troldmand eller -kvinde, som kan få magisk energi fra landskabet omkring dem. Selvom spillet blev opfundet i år 1993, er det først indenfor de seneste fire år, at det for alvor har fået en storhedstid. Det fortæller Jens Heissel, som er marketingkoordinator for Enigma Bergasala, der leverer Magic Kort til hele Danmark. Salget af Magic-kort er steget 10-15 procent fra år 2013 til år 2016, oplyser han. 

Karen Lerstrup er sekretariatsleder for Ventilen, som er en organisation, der arbejder for at få unge ud af ensomhed. Her oplever hun, at det at mødes om et spil som Magic kan hjælpe mange af de unge ind i det interessefællesskab, der opstår omkring spillene.

"At mødes om Magic-kort kan afhjælpe og forebygge ensomhed. Det er generelt en god måde at møde nye mennesker på," forklarer Karen Lerstrup. 

Der er dog ingen udpræget forskel fra at mødes om at spille Magic til andre interessefællesskaber som fodbold eller at spille Pokemon-kort. Det er det at være sammen med andre mennesker om noget, der er afgørende, fastholder Karen Lerstrup.

Selv oplevede Anders Thiesen, hvordan han gik fra at have svært ved at snakke med mennesker, selv dem han kendte, til ikke længere at have noget problem med at snakke med andre. Heller ikke i større grupper. Og han mener, at det er det sociale netværk omkring Magic, som har hjulpet ham dertil, hvor han er nu.

"Jeg var den generte nørd," siger Anders Thiesen om tiden, før han begyndte at mødes med andre om at spille Magic.

Ensomhed er ikke noget, der rammer enkelte grupper i vores samfund, men et livsvilkår, som vi alle med mellemrum oplever, mener Mette Vestergaard. Hun er daglig leder i Sind Ungdom, der er en organisation, som beskæftiger sig med psykisk sårbarhed blandt unge.

Anders Thiesen påpeger, at Magic har en bred skare af spillere, og at det er et meget åbent fællesskab.

"Det er mange af de folk, som ikke blev valgt først til fodbold i skolen, der spiller Magic," siger han.

Det er netop grunden til, at alle spillerne er meget inkluderende og fokuserede på, at man skal have det godt i kortfællesskabet. Det var dog ikke et bevidst forsøg på at slippe ud af ensomhed, at Anders Thiesen begyndte at spille Magic.

"Jeg kom her for spillet, men det viste sig, at det var nogle hyggelige mennesker," siger Anders Thiesen.

Anders Thiesen har ingen planer om at stoppe foreløbig, han vil fortsætte med at spille. Og de fire drenge træner fortsat i Fanatic i Roskilde med henblik på, at de skal til Grand Prix Copenhagen - en turnering, der løber fra den 26.-28. maj, hvor de har ambitioner om at klare sig godt.