Prøv avisen

Er der da ingen grænser for, hvor småtskåren venstrefløjen kan være?

Marie Høgh. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Til daglig går jeg ikke ind for kirketugt, ikke engang rigtig over for konfirmander, men hvor ville boykotterne af åbningsgudstjenesten have haft godt af at blive bænket i Christiansborg Slotskirke med blikket løftet fra ideologien og næsen mod øst, skriver Marie Høgh

DER SKAL efterhånden ikke meget til, før man er ”dybt” kontroversiel i det her land. Men gudskelov er valgmenighedspræst Morten Kvist ikke en mand, der lige lader sig kanøfle af en flok småtskårne fordomsfulde og uoplyste venstrefløjspolitikere, der kaster med æg og rådne tomater, mens de nærmest insisterer på at misforstå ham.

For 10 år siden har Morten Kvist udfordret tidsåndens rettighedsfundamentalisme og anfægtet det synspunkt, at homoseksuelle skal have ret til at adoptere børn.

Han tillader sig at mene, at det er bedst for børn at vokse op med både en far og en mor. Uha for Søren da, sikke en forstokket middelalderlig hadprædikant (!?).

Det kan da godt være, Kvist har udtrykt sig lidt klodset, da han spurgte: ”Hvad med de pædofile – har de også rettigheder? De pædofile har et stærkt behov for at være sammen med børn, skal de så have lov til det?”

Men hør dog efter hvad manden mener: Kvist insisterer såmænd bare på, at det ikke er en menneskeret at få børn. Det er det heller ikke, og der er noget helt galt i samfundet, hvis det er et såkaldt kontroversielt synspunkt.

Og det handler ikke om hans syn på homoseksuelle og homoseksualitet som sådan. Overhovedet ikke. Det er et politisk synspunkt, som er helt legitimt at have.

MEN TOLERANCEN og åndsfriheden i venstrefløjens hoveder er da til at overskue. Og det undrer mig meget, at SF, det gamle præsteparti, og Pia Olesen Dyhr, som jeg ellers har meget respekt for, ikke forstår, at folkekirken lever af rummelighed og diversitet.

Som det eneste land i verden har vi en folkekirke, der rummer alt fra de mest langhårede klimafanatikere, der tror på det økologiske syndefald til højrefløjspræster, der ikke går ind for kvindelige præster (og for venstrefløjens skyld: Det handler heller ikke om kvindesynet, men om embedssynet). Og vi præster færdes problemfrit blandt hinanden i gensidig respekt for hinandens mere eller mindre skøre meninger.

DET ER SJOVT NOK FRA DEN storsindede, inkluderende venstrefløj i dansk politik, at forargelsen over folkekirkens mangfoldighed kommer. For hvad med biskop Marianne Christiansen, der har holdt tydeligt politiske barmhjertighedsprædikener til Folketingets åbning og har en niqab i klædeskabet? Det er ikke politik eller hvad?

I virkeligheden kan man ikke undgå at have den fæle tanke om venstrefløjens kritik af Morten Kvist, at det er et udtryk for magtfuldkommenhed: Folkekirken skal være ideologiens forlængede arm.

Til daglig går jeg ikke ind for kirketugt, ikke engang rigtig over for konfirmander, men hvor ville boykotterne af gudstjenesten have haft godt af at blive bænket i Christiansborg Slotskirke med blikket løftet fra ideologien og næsen mod øst. For kristendommen skal holde politikerne fast på, at deres ideologi ikke er en guddommelig sandhed, og at de ikke er sandhedsapostle, men bare små syndige mennesker med afgrænsede jordiske embeder, uanset hvilken politisk fløj, de tilhører.

Men nu er Morten Kvist jo ikke helt dum, men en meget dygtig præst og prædikant – og et flot og rigtigt valg af kirkeministeren netop i år, hvor vi fejrer 150-året for valgmenighedsloven. Regnede de virkelig med, at han ville holde en politisk prædiken? Jeg er helt sikker på, at hvis de kunne komme sig over deres fejltagelse af ham, ville de få noget at tænke over. Og et ord at leve på.

Marie Høgh er sognepræst.