My Family, Find my Kids, Find Venner og Find my iPhone. Sådan lyder navnene på blot nogle af de applikationer, som forældre i dag kan downloade til telefonen og bruge til at følge og overvåge deres børns fysiske færden. Efter en lang periode med coronarestriktioner, der har betydet, at børn og unge har tilbragt mange timer i hjemmet, er hverdagen, som vi kender den, atter tilbage, og tracking-applikationer atter aktuelle.
En af dem, der benytter sig af at kunne følge sine børn, når de bevæger sig væk fra hjemmet, er Lise Rejnhold Sørensen fra Odense, der er mor til tvillingepiger på snart 11 år. Det har hun gjort i en årrække nu.
”Jeg gør det, fordi jeg ikke synes, der er et godt argument for at lade være. Fordelene ved at bruge tracking-applikationer overstiger langt ulemperne, mener jeg. Der ligger en tryghed i, at jeg altid har muligheden for at vide, hvor de befinder sig henne, ligesom det også er en tryghed for pigerne, at de ved, at vi som forældre har styr på, hvor de er henne,” siger hun.
46-årige Lise Rejnhold Sørensen afprøvede allerede for flere år siden at bruge nogle små gps-enheder, der skulle placeres i døtrenes skoletasker. De virkede imidlertid ikke efter hensigten. Derfor investerede hun i stedet i et ur til dem begge med indbygget gps, som kunne kobles til hendes egen telefon. Her var den overordnede funktion, at pigerne kunne ringe til forældrene fra uret. Urene har fungeret fint, og først da pigerne sidste jul fik hver sin telefon, skiftede hun til i stedet at bruge disse med appen ”Life360: Find Family & Friends” installeret.
Den odenseanske gymnasielærer kender godt kritikernes argumenter for, at forældre ikke bør overvåge deres børns færden. Men hun synes, at de fleste argumenter klinger hult.
”Jeg er helt kold over for det her med ’big brother is watching you’. Hvis man skal op på den store klinge, så er der jo alt muligt andet, man også skal lade være at bruge. Man skal ikke bruge Facebook, ikke logge på apps overhovedet samt undlade at købe varer på nettet, fordi alt kan spores. Så synes jeg nok, det trods alt er noget mere tilforladeligt, at vi som forældre holder øje med, hvor vores børn er, og på den måde passer på dem,” siger Lise Rejnhold Sørensen.
Hun mener heller ikke, at hun fratager sine børn retten til privatliv, og pointerer, at det faktisk er sjældent, at hun kigger på telefonen for at holde øje med, hvor præcist døtrene befinder sig. Det er mest i situationer, hvor pigerne for eksempel skal cykle et nyt sted hen, at hun gerne vil være sikker på, at de har fundet frem. Derudover er hun af den holdning, at man som forælder bør forholde sig til den virkelighed, man lever i.
”Vi snakker selvfølgelig også med pigerne om det her, og mit klare indtryk er, at de er glade for det. Jeg forestiller mig også, at jeg bliver ved med at tracke dem, så længe de er mit ansvar. Det betyder ikke, at jeg ikke stoler på dem. Men det er en erkendelse af, at der for både små piger, der skal cykle hjem fra skole, og store piger, der skal køre hjem fra fest om natten, kan være en ekstra sikkerhed i, at vi har et forspring, hvis uheldet skulle være ude,” siger hun og fortæller, at døtrene også kan tracke hende og hendes ægtefælle.
”Pigerne bruger det faktisk rimelig tit. De kan jo godt være alene hjemme nu, og hvis de gerne vil vide, hvor langt vi er nået på vej hjem fra arbejde, kan de bare logge ind og kigge. Det synes jeg er smart, da det øger deres tryghed,” siger Lise Rejnhold Sørensen.
Hav tillid til børnene i stedet
Hos Børns Vilkår er man ikke tilhænger af, at man bruger digitale redskaber til at overvåge sine børn.
”Der er selvfølgelig forskel på, om forældre følger deres teenagebarn tæt konstant, eller om de hjælper deres otteårige hjem med bussen for første gang. Vi tror, at forældre har gode hensigter med overvågningen, men vi mener ikke, at det er et positivt opdragelsesredskab. Vi mener, at man skal have fokus på barnets ret til privatliv. Og så skal man øve børns selvstændighed og have tillid til, at de kan noget på egen hånd,” siger Ida Hilaro, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår.
Hun påpeger ligeledes, at der er risiko for, at overvågnings-applikationer på sigt kan skabe en usikkerhed mellem forældre og børn og måske også ligefrem overtager noget af den gode direkte kontakt mellem de to parter.
”Vi kan sagtens forstå, at det kan føles trygt for forældre at benytte sig af redskabet. Men børn skal lære at håndtere og regulere nervøsitet og bekymringer selv med støtte fra forældrene. Og hvis man installerer en kontrol-applikation, hvor også børnene kan holde øje med forældrene, så kan det være, at man på sigt gør barnet en bjørnetjeneste. For en dag kan de ikke længere blive holdt øje med. Desuden er risikoen ved de teknologiske løsninger, at man kan komme til at bruge dem som en erstatning for noget andet. I stedet for samtaler kan de blive en lydløs interesse fra forældrene, hvor de ikke med ord viser, at de er interesseret i, hvad deres børn foretager sig,” siger Ida Hilaro.
Ingen overvågning af teenagere
Pernille Tranberg, stifter af Dataethichs.eu, der siden 2015 har arbejdet for at fremme dataetikken i både den private og offentlige sektor, er overordnet kritisk over for brugen af tracking-applikationer, fordi det betyder, at man som individ mister noget af sin frihed. Benyttes de, skal der som det mindste finde en samtale sted mellem forældre og børn.
Hvis vi opdrager børn til, at vi altid kan overvåge dem og altid ved, hvor de befinder sig, hvad betyder det så for deres tryghedsfølelse, når vi en dag ikke kan holde øje med dem længere?
”Det allervigtigste er, at der er fuld åbenhed, og at man snakker om konsekvenserne ved at bruge sådan digital overvågning. Det skal man blandt andet, fordi der, når man er bevidst om, at man bliver overvåget, er risiko for, at ban begynder at handle derefter. Og hvad sker der så, når tjenesten bliver slået fra? Så bliver forældrene mistænksomme, og så har man et helt forkert udgangspunkt for overvågningen,” siger hun.
Pernille Tranberg kan til en vis grad forstå, at forældre overvåger mindre børn. Derimod mener hun, at overvågningen helt bør stoppe, når børnene bliver 12-13 år.
”I den alder skal de selvstændiggøres. Hvis vi opdrager børn til, at vi altid kan overvåge dem og altid ved, hvor de befinder sig, hvad betyder det så for deres tryghedsfølelse, når vi en dag ikke kan holde øje med dem længere?”, spørger hun.
Forældre og børn enige om overvågning
På Aarhus Universitet afslutter lektor i informationsvidenskab og leder af center for overvågningsforskning Anders Albrechtslund snart et tre år langt studium, hvor han sammen med kolleger blandt andet har undersøgt, hvorfor man bruger overvågning i de nære relationer.
Studiet siger ikke noget om, hvor mange der tracker deres børn, men til gengæld giver studiet et indtryk af, hvad der ligger til grund, når forældre overvåger deres børn via applikationer. Og ifølge Anders Albrechtslund ligger der sjældent mistilid bag, når nogle forældre vælger at bruge digital overvågning af deres børn.
”Det er slet ikke vores indtryk. Tværtimod oplevede vi, at der i familierne var en rigtig god dialog om, hvornår teknologien kunne bruges, og hvornår ikke. Vi så et klart mønster af, at forældre og børn var enige om, at der skulle være en gensidig aftale om brugen. Noget af det mest grænseoverskridende, hørte vi, var, hvis overvågningen blev holdt skjult. Det ville føles krænkende og grænseoverskridende for både børn og forældre.”
Overvågning er ikke kun negativt
Anders Albrechtslund, der også har skrevet en af Aarhus Universitets Tænkepause-bøger med titlen ”Overvågning”, peger på, at man i stedet for altid at opfatte begrebet ”overvågning” negativt bør prøve at anskue det mere neutralt.
”Der er en tendens til at tænke overvågning som en situation, hvor et passivt offer uretmæssigt udsættes for overvågning. Men der er mange flere nuancer i begrebet, og i det offentlige eksempelvis bruges det både positivt og negativt. I vores interviews med forældre stødte vi også på det synspunkt, at overvågning i nogle situationer kan give ekstra frihed. Hos nogle af de forældre, der overvågede deres børn, var der for eksempel en klar opfattelse af, at de kunne lade deres børn færdes langt mere på egen hånd end ellers, fordi de havde muligheden for at holde øje med dem via telefonen. Overvågningen gav dem så at sige mulighed for at sætte børnene fri. Det skal vi passe på med ikke at tolke som et udtryk for mistillid til børnene,” siger han.
I deres studier har Anders Albrechtslund og hans kolleger oplevet, at der blev trukket mange referencer til forældrenes egen barndom i 1980’erne, hvor alting var mere frit, og teknologien ikke gav de samme muligheder som i dag.
”Der er nogle helt andre forventninger til forældreskabet i dag, som min kollega og medlem af projektgruppen Maja Sonne Damkjær har forsket i. Der er meget mere fokus på, hvad det vil sige at være en ansvarlig forælder end tidligere. Her spiller teknologien også en rolle. De familier, vi mødte, tænkte generelt meget over, om det, de gjorde, nu var godt nok og det rigtige. Der var tænkt grundigt over de beslutninger, man havde taget i forhold til at overvåge sine børn."