Er det tid at genforhandle krammet?

Det er igen sundhedsmæssigt tilrådeligt at give et knus. Men måske skal vi ikke vende tilbage til tiden før corona, hvor mange var på kram med kolleger og kunder på lige fod med nære familiemedlemmer

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

”Hold op, hvor er det længe siden. Hvor er det godt at se dig. Er du på kram, eller ...?”, siger hun og slår armene bredt ud.

Siden vi igen begyndte at ses til fødselsdage, konfirmationer og bryllupper, er bemærkninger som ovenstående blevet et gennemgående tema. Mens ingen før corona ulejligede sig med at spørge om lov, inden de gavmildt delte ud af kram og knus, er situationen nu anderledes.

For i knap halvandet år har krammet været sparket til hjørne i sociale sammenhænge, og for mange har det i den periode været noget, man udelukkende gav til sine allernærmeste. Præcis som myndighederne opfordrede til. Men nu lyder der andre toner. I denne uge sagde centerchef i Sundhedsstyrelsen Helene Bilsted Probst således, at man godt igen kan give hånd, knus og kindkys til venner og familie, men at man ikke ligefrem behøver at kramme alle til en fest med 50 personer, man normalt ikke er sammen med.

Tidligere på sommeren skrev forfatter og familievejleder Lola Jensen i et indlæg i Kristeligt Dagblad, at hun mente, at krammeriet før pandemien var gået over gevind.

”Krammere var løbet løbsk. Et møde med et menneske mere end én gang udløste alt for ofte et kram allerede ved andet møde. Det var alt for hurtigt for mig, alt for meget og resulterede i alt for mange. Før corona var der også alle de akavede krammere, som jeg heller ikke savner. Dem, hvor der herskede en tvivl under tidspres med få sekunder til at vurdere,” skrev hun.

Og i kommentarsporet på Kristeligt Dagblads Facebookside gav mange læsere hende ret. Så måske er tiden nu moden til at genoverveje, hvem vi hver især ønsker at slå armene rundt om?

Bjarke Oxlund er professor ved institut for antropologi på Københavns Universitet. Ifølge ham er det ikke sært, at vi i denne tid føler os som famlende teenagere på første date, når vi mere eller mindre akavet forsøger at finde ud af, om vores omgivelser – og vi selv – er parate til at genoplive krammet.

”Det, der er sket med corona, er, at det selvfølgelige er blevet taget fra os. Efter halvandet år med minimal fysisk kontakt med andre end de nærmeste er det ret grænseoverskridende at skulle kaste sig over hinanden med kram igen. Det kalder på, at vi italesætter det. I almindelig socialitet, som skal fungere godt, prøver vi at sløre grænser, men her i en post-pandemisk tid er vi nødt til at italesætte kropslige grænser. Og det kan virke meget asocialt og usexet at skulle spørge, om man må give et kram,” siger han.

Når det er sagt, så er Bjarke Oxlund ikke i tvivl om, at krammet er på vej tilbage, for det ligger dybt indlejret i mange. Særligt de såkaldte millennials, som generationen født mellem midten af 1980’erne og midten af 90’erne kaldes, er glade for at kramme. De er vokset op med krammet og det, Bjarke Oxlund kalder en Teletubbies-storyline efter tv-serien Teletubbies for helt små børn. I denne afsluttes mange scener med, at de kulørte fantasivæsener krammer hinanden til ordene ”stoooort kram”. Også amerikanske serier som ”Beverly Hills” og ”Venner” har haft indflydelse på, at en del af befolkningen ser kram som det naturligste i hele verden. Og så må man ikke glemme ungdomsoprøret i 1960’erne, hvor krammeriet for første gang kom ud i det offentlige rum ikke mindst som et oprør mod de hidtidige stive normer og samværsformer.

Tilbage til de såkaldte millennials. Det er nemlig også lykkedes dem at påvirke generationen før dem med deres krammekultur. Det har man blandt andet kunnet observere på den politiske scene.

”Når man ser på, hvordan Poul Nyrup Rasmussen i 90’erne evnede at kramme uden at kramme rigtigt kind til kind, men mere ved at stikke hovedet forbi modparten, er det helt i modsætning til det, man så, da Helle Thorning-Schmidt, der repræsenterer en yngre generation, kom til. Her så man politikerne fra alle de store partier til venstre for midten hænge om halsen på hinanden. Det var tydeligvis en yngre generation, som havde vænnet sig til at kramme på efterskoler, højskoler og gymnasier,” siger han og henviser til i dag, hvor politisk krammeri ses på begge fløje.

Fremtidsforsker Marianne Levinsen tror også, at krammet blot har været sat på standby i den tid, hvor fysisk afstand har været vores våben mod corona. Hun påpeger dog, at der vil være forskel på, hvor hurtigt folk tager krammet tilbage som social omgangsform. I hovedstadsområdet krammer folk traditionelt meget, og her vil det hurtigere vinde indpas igen, mens man i det vestlige Jylland vil være mere tilbageholdende. Ikke mindst fordi mange i denne egn af landet i forvejen ofte foretrækker det mere konservative håndtryk frem for et kram. Men overordnet set vil længslen efter kram afhænge af ens opvækst.

Jeg tror ikke, at vi kan undvære den spontane glæde, som krammet giver os. Det her knus, hvor man kan mærke, at et andet menneske vil en og sætter pris på en. Der er intet skønnere.

Gitte Hornshøj

Forfatter, debattør og foredragsholder

”Jeg er for eksempel selv vokset op med kram i 1960’erne og 70’erne, og jeg synes, at fraværet af den fysiske berøring har frarøvet os meget det seneste halvandet år. Selvom jeg endda har mand og børn, som jeg har kunnet kramme, er der venner, min far og en gammel bedstemor, som jeg virkelig har savnet at give et knus,” siger hun og vurderer, at danskerne generelt har været mere pressede over mangel på fysisk kontakt end indbyggerne i vores nabolande.

”Selvfølgelig er der danskere, der bedst kan lide at være i kontrol. Men i det store billede opfattes vi som meget impulsive typer, og derfor har det været sværere for os end for finner, svenskere og nordmænd at måtte undvære krammet som noget helt naturligt. Det er ikke uden grund, at danskerne kaldes Nordens sydeuropæere,” siger Marianne Levinsen.

Ifølge Thomas Geuken, der er psykolog og fremtidsforsker, vil det ikke udelukkende være dem, der allerede inden corona var tilbageholdende med krammeriet, der vil forholde sig kritisk til kram fremover. Mange – med undtagelse af de helt unge – vil som en naturlig følge af den seneste halvandet års kramme-tørke tænke mere over, hvem de deler kram ud til. Og det er måske slet ikke nogen dårlig idé.

”Jeg tror helt sikkert, at vi vil få nogle andre omgangsformer på for eksempel arbejdspladsen og med relationer, som er midlertidige. Det kan for eksempel være kunderelationer, hvor det i nogle brancher, for eksempel konsulentbranchen, er blevet normalt, at man krammer hinanden. Man har brugt sin socialitet til at forhandle med og kan på den måde være kommet ind i noget, som man i bund og grund ikke har det godt med. Nu er det et oplagt tidspunkt at få forhandlet de kropslige grænser, som man ikke tidligere har fået det,” siger han.

Overordnet er krammet dog kommet for at blive, understreger Thomas Geuken. For det handler i sin essens om at udvise empati for et andet menneske og bekræfte værdien af den relation, man er i.

”Der er en hel generation, der har kæmpet for det her, så det handler også om frigørelse. Og den er for dyrebar til at blive tabt på gulvet. Husk på, at man førhen havde hilsener, hvor man via buk og skrab skulle udvise ærbødighed, hvis den, man hilste på, havde højere social status end en selv. Her er krammet i takt med samfundsudviklingen også blevet en anerkendelse af lighed mellem mennesker,” siger han og spekulerer over, om der måske ovenikøbet vil blive krammet mere end før corona.

”Det handler om, hvad der anses som luksus i det omgivende samfund. Før corona var tid og tid til eftertanke en luksus, man efterspurgte. Så kom corona, og mange fik både mere tid og rum til sig selv. I dag er det socialiseringen og nærheden med andre, vi har savnet, og måske vil det resultere i, at vi får en omgangsform, hvor vi krammer mere. Fordi vi på egen krop har mærket, hvad det betyder at mangle krammet,” siger Thomas Geuken.

For Gitte Hornshøj, forfatter, debattør og foredragsholder om takt og tone, har halvandet år uden kram fra venner og familie holdt hårwdt. Det har været ubehageligt, synes hun, at skulle betragte mennesker, hun holder af, som trusler og også selv blive opfattet som en. Derfor priser hun sig lykkelig for, at hun som færdigvaccineret nu atter føler det sikkert at kramme.

”Jeg tror ikke, at vi kan undvære den spontane glæde, som krammet giver os. Det her knus, hvor man kan mærke, at et andet menneske vil en og sætter pris på en. Der er intet skønnere. Jeg har selv lige givet min mor på plejehjemmet et af de første kæmpekram, og det kunne jeg mærke, at både hun og jeg syntes var virkelig dejligt,” siger hun.

Førhen havde man hilsener, hvor man via buk og skrab skulle udvise ærbødighed, hvis den, man hilste på, havde højere social status end en selv. Her er krammet i takt med samfundsudviklingen også blevet en anerkendelse af lighed mellem mennesker.

Thomas Geuken

Men ikke alle knus begejstrer Gitte Hornshøj, og nu er der et passende momentum til at få ryddet ud i dem, mener hun. Hun synes, vi skal skille os af med de overfladiske kram, hvor man selv tydeligt mærker, at der ikke ligger nogen betydning i dem. Og så har hun også et råd til dem, der gerne helt vil slippe for at kramme. For det skal naturligvis respekteres.

”Kan man generelt ikke lide at kramme, eller er der mennesker, man ikke ønsker at kramme, kan man nu slippe uden om det ved for eksempel pænt at sige, at man endnu ikke har vænnet sig til at kramme igen. Det kan sagtens gøres pænt og med hånden holdt på hjertet, så man udviser venlighed.”

Bjarke Oxlund er ligeledes fortaler for, at man i denne tid, hvor nogen stadig er påpasselige med fysisk berøring, mens andre har givet mere slip, er opmærksom på, hvordan andre i ens omgivelser forholder sig. Han har selv tidligere været det, han muntert kalder en ”krammebamse”, men er i kølvandet på pandemien blevet meget mere omhyggelig med at vurdere, hvordan andre forholder sig til at få et kram fra ham. I den sammenhæng er han tillige kommet frem til, at det vil være passende at få sat spørgsmålstegn ved, om krammeriet måske havde taget overhånd, inden coronapandemien blæste os omkuld.

”Jeg tror, det vil være sundt at forholde sig til, om der er relationel basis for at være i den intimitet med så mange mennesker, som vi er. Der kan spørges retorisk: ’Er lighedsideologien gået for langt?’ Skal vi altid opføre os, som om vi er nær familie? For hvordan kan vi så vide, at der er forskel på vores relationer til folk? Der må være en mellemdistance et sted, som vi skal have fat i.

På den måde skal krammet, mener jeg, vurderes både situationelt og relationelt. Situationen skal kalde på krammet. Måske er det nu, man på de arbejdspladser, hvor man før har krammet hver dag, skal nøjes med at gøre det, når man går på sommer- og juleferie? Og det der med at have fysisk intimitet med 60 mennesker til en familiefest – det tror jeg, også skal gentænkes.”