Prøv avisen

Billigere tøj holder de danske forbrugerpriser nede

Priserne på tøj er faldet i september, hvilket holder stigningen i forbrugerpriser nede. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Priserne i Danmark stiger langsommere end i EU, hvilket giver forbrugerne flere penge mellem hænderne.

De danske forbrugere kan glæde sig over, at priserne på varer stiger mindre end lønningerne, hvilket giver flere penge mellem hænderne end normalt.

Samlet steg forbrugerpriserne 0,5 procent i september sammenlignet med måneden før.

Det er særligt prisfald på tøj, der holder prisstigningen nede. Det oplyser Danmarks Statistik. Over den seneste måned er priserne rent faktisk faldet 0,2 procent.

Den afdæmpede stigning betyder, at mange danskere får flere penge mellem hænderne, fordi lønningerne stiger mere.

For en typisk dansk børnefamilie betyder udviklingen ifølge Arbejdernes Landsbank, at varerne er blevet 2100 kroner dyrere det seneste år.

Men havde inflationen været på omtrent to procent som normalt, ville priserne været steget med 8700 kroner. Der er dermed en besparelse på 6600 kroner.

Økonom Anders Christian Overvad fra Arbejdernes Landsbank forventer, at priserne kommer til at stige en anelse mere i fremtiden.

- Derved kan danskerne roligt sove trygt om natten, da der fortsat er udsigt til, at de får flere penge mellem hænderne, da lønningerne fortsat vil stige langt mere end priserne, skriver han i en kommentar.

Forbrugerpriserne i Danmark - også kendt som inflation - er fortsat på et lavere niveau end EU generelt.

Generelt set sigter Nationalbanken i Danmark efter en inflation lidt under to procent om året. Det er der dermed et stykke op til i øjeblikket.

Hos Danske Bank ser cheføkonom Las Olsen den lave inflation som et udtryk for, at dansk økonomi holder sig på sporet.

- Den lave inflation er ikke et problem i sig selv, og det er vel de færreste, der står ved kassen i supermarkedet og ærgrer sig over, at det ikke blev 20 kroner dyrere.

- Men inflationen har underliggende været lavere end målsætningen de sidste ti år. Det betyder, at vi kunne have haft en økonomi med mere fart på, flere job og bedre indkomster uden at sætte stabiliteten over styr, skriver Las Olsen i en kommentar.

/ritzau/