Prøv avisen

FAKTA: Ti BR-butikker i Danmark må dreje nøglen om

Fætter BR-butikken i Bispensgade i Aalborg får lov at blive. Ti andre butikker i kæden lukker. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den skrantende legetøjskæde Top-Toy, som står bag kæderne Fætter BR og Toys "R" Us, lukker ti BR-butikker.

Nordens største legetøjskæde Top-Toy er ramt på økonomien og skal strømlines.

Selskabet meddelte fredag i sidste uge, man ville lukke op mod 100 butikker i Norden og Tyskland, og derudover skal der blandt andet skæres i hovedkontoret i Vallensbæk og Hongkong.

Samlet står 450 til at miste jobbet. De 180 er i Danmark.

Fredag meddelte selskabet, at man lukker ti BR-butikker i Danmark. Der vil fortsat være 87 BR-butikker tilbage i Danmark.

Top-Toy driver i dag 226 BR-butikker samt 72 Toys "R" US-varehuse i Norden.

Kæden omsatte i seneste regnskabsår for lidt mere end tre milliarder kroner.

Se hvilke butikker der lukker her:

* BR Herlev

* BR Hellerup

* BR Vejle

* BR Kolding

* BR Holbæk

* BR Søborg

* BR Middelfart

* BR Tønder

* BR City-Vest Århus

* BR Magasin Århus

Kilde: Top-Toy.

/ritzau/