Prøv avisen

Helle Thorning-Schmidt stopper i Red Barnet

Helle Thorning-Schmidt stopper til sommer som direktør for det internationale Red Barnet for at indlede en bestyrelseskarriere. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Helle Thorning-Schmidt forlader sit job. Hun ønsker at indlede en professionel bestyrelseskarriere.

Helle Thorning-Schmidt stopper til sommer som direktør for det internationale Red Barnet for at indlede en bestyrelseskarriere.

Det oplyser Red Barnet i en pressemeddelelse. Helle Thorning-Schmidt har arbejdet i Red Barnet siden 2016.

Tidligere fredag er det kommet frem, at den tidligere statsminister har sagt ja til at blive indstillet til vindmøllevirksomheden Vestas' bestyrelse.

Red Barnet skriver, at Thorning-Schmidt er blevet indstillet til "en række bestyrelsesposter i store internationale virksomheder". Desuden ønsker hun at dedikere mere tid til arbejdet i en række europæiske og globale tænketanke, lyder det.

- Jeg har været utroligt glad for at have været i Red Barnet. Jeg har mødt så mange fantastiske børn og familier.

- Vi har mulighed for at hjælpe tusindvis af børn hver dag, og det er helt fantastisk. Samtidig har der været en masse kolleger i hele verden, som jeg har været meget glad for at arbejde sammen med, udtaler Thorning-Schmidt til Ritzau.

Helle Thorning-Schmidt ventes at tiltræde Vestas' bestyrelse i april.

- Jeg mener selv, at jeg kan bidrage med kendskab til international politik, forhold og beslutningstagen, og derfor har de spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at være med, siger hun.

- Jeg glæder mig meget til at sætte mig ind i Vestas som virksomhed. Jeg kender Vestas godt, men mest fra aviserne. Så jeg forsøger at sætte mig dybere ind i tingene nu, men som bestyrelsesmedlem er man en del af hele virksomhedens aktiviteter og bliver sat ind i dem, og det glæder jeg mig til, siger hun.

Helle Thorning-Schmidt var medlem af EU-Parlamentet i fem år fra 1999.

I 2005 blev hun valgt ind i Folketinget og blev kort efter formand for Socialdemokratiet, hvor hun sad som statsminister fra 2011 til 2015, inden hun mistede magten til Lars Løkke Rasmussen (V).

Det er til sommer, at Helle Thorning-Schmidt forlader Red Barnet.

Senere på året skal regeringen udpege en ny EU-kommissær. Det er dog ikke noget, der er i den tidligere statsministers tanker.

- Nej, det er det ikke. Det vil jeg gerne gøre meget klart, siger Helle Thorning-Schmidt.

52-årige Thorning-Schmidt er i forvejen i bestyrelsen i blandt andet Safelane Global. Det er en britisk international virksomhed, som har specialiseret sig i at fjerne eksplosive krigsefterladenskaber i tidligere krigszoner.

/ritzau/