Styrelse politianmelder Børsen for mulig coronasvindel

En advokatundersøgelse har vist, at der er blevet manipuleret med annonceindtægterne hos mediet.

Bjarne Corydon har været adminstrerende direktør på Børsen siden 2017. (Arkivfoto)
Bjarne Corydon har været adminstrerende direktør på Børsen siden 2017. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Slots- og Kulturstyrelsen har politianmeldt dagbladet Børsen for mulig svindel med coronakompensation.

Det oplyser Kulturministeriet tirsdag aften i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at en advokatundersøgelse, der er bestilt af Børsen selv, har vist, at der er blevet manipuleret med annonceindtægterne hos mediet i et forsøg på at få mere corona-støtte.

Det har tirsdag haft den konsekvens, at fire af mediets ansatte har forladt sine stillinger. Der er tale om tre tidligere medarbejdere i annonceafdelingen og den nu tidligere kommercielle direktør.

Det er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - også kaldet Bagmandspolitiet - der skal stå for den strafferetlige efterforskning af sagen.

Sideløbende vil Slots- og Kulturstyrelsen arbejde med at fastlægge størrelsen af et tilbagebetalingskrav.

Avisen har modtaget knap 51.000 kroner i uberettiget støtte. Det kom frem af advokatundersøgelsen, der er blevet udfærdiget af advokatfirmaet Plesner.

Undersøgelsen blev igangsat af avisen selv, efter at en whistleblower gjorde den øverste ledelse opmærksom på, at der kunne være en alvorlig sag.

Siden det kom frem, har Børsens ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør, Bjarne Corydon været ude for at undskylde på vegne af avisen.

De fire tidligere medarbejdere har ifølge Corydon ikke fået personlig økonomisk vinding ud af manipulationen med annonceindtægterne.

Den administrerende direktør har desuden gjort det klart, at han selv er blevet undersøgt på lige fod med de involverede.

- Og Plesner har haft en klar konklusion: Jeg har ikke vidst det og har ikke haft nogen anledning til at have vidst det, sagde han tidligere tirsdag.

Kulturministeriet oplyser i pressemeddelelsen, at ministeriet ikke har yderligere kommentarer til sagen, så længe efterforskningen står på.

/ritzau/