En dag i januar 2008 fik Johannes Møllehave to blodpropper i hjernen. Danmarks mest efterspurgte præst, forfatter og foredragsholder blev sendt til tælling, men overlevede, selv om sygdommen fortsat trækker et spor af fysisk træthed og periodevis mismod i hans liv. I kølvandet på blodpropperne bad lægerne Møllehave om at skrue tempoet ned. Slut med 30 foredrag om måneden og meget af alt det andet, han også
har haft gang i.
»Lægerne siger, jeg skal holde mig i ro, og det gør mig så urolig,« sagde patienten Møllehave med et Storm P.-citat i dagene efter, han var blevet udskrevet fra hospitalet.
Han konstaterede ved samme lejlighed, at ordene ikke altid skaber, hvad de nævner. Patient betyder nemlig tålmodig, og det var lige det modsatte, han oplevede at være i kølvandet på blodpropperne.
Det er ikke første gang, at hele Danmarks præst, som han med rette er blevet kaldt, har følt døden puste sig i nakken. For år tilbage fik han en blodprop i hjertet under et ophold i Spanien og vågnede dengang op på et spansk hospital til synet af en læge, der bar et navneskilt, der fortalte, at lægens fornavn var Jesus. Det var dejligt, bemærkede Møllehave, for så var han havnet det rette sted.
Efter en firedobbelt bypass-operation i hjertet nogle år senere sagde han, at han ikke regnede med at fylde 70 år. Men i januar 2009 fyldte han 72 og lever med egne ord på overtid. En portrætbog om Møllehaves liv, der udkom for nogle år siden, bærer titlen »Et liv har fem akter«. I dag er Møllehave i fuld gang med femte og sidste akt. Med egne ord er han på vej ind i nattemørket.
Det er på den baggrund, at denne bog er skrevet. Møllehave har i en årrække haft sin gang på Kristeligt Dagblad, hvor jeg er chefredaktør, og det var naturligt at tale om døden, når den nu så eftertrykkeligt bankede på hos ham. Det gjorde vi, kort efter han var blevet udskrevet fra hospitalet efter de seneste blodpropper. Et større interview i avisen affødte mange positive reaktioner fra læsere, der priste hans åbenhed og refleksioner om døden. Det gav os begge mod på at gå videre ad samme spor.
V i håber, at denne bog vil kunne læses af alle mennesker til trøst og opmuntring, men den er skrevet med særlig tanke på de mennesker, der skal dø, og de efterladte, der har mistet familiemedlemmer eller nære venner. I bogen reflekterer Johannes Møllehave over alle de spørgsmål, der opstår i livets krisetider, ikke mindst ved livets afslutning. Hvad er overhovedet meningen med det hele? Hvor skal vi finde trøst, når vi er sorrigfulde, og hvor skal vi finde håb, når vi skal dø?
Det er alvorsfuldt, men når Møllehave fortæller, er det også morsomt. Humoren skal med, har han ofte sagt i løbet af de mange samtaler, vi har ført i efteråret 2008. Det er kun få år siden, Møllehave vendte hjem efter at have boet en årrække i England sammen med sin hustru Herdis, der døde i 2001. I dag bor han alene i en mindre lejlighed på Frederiksberg i København. Samtalerne har været ført der, omgivet af store stakke af bøger, og i mit hjem i Møllehaves gamle sogn, Virum, nord for København. En enkelt samtale gennemførte vi gående på den kirkegård, hvor Herdis Møllehave er begravet, og hvor han også selv skal begraves.
Bogen er forsøgt disponeret efter temaer, som kan læses uafhængigt af hinanden. At træde ind i Møllehaves verden er som at placere sig i midten af en centrifuge. Der sker noget hele tiden. Man kastes
i alle retninger, men når altid tilbage til kernen igen. Han er dertil et generøst menneske, der til vore samtaler har hentet brød hos bageren til sin gæst. En enkelt morgen måtte han dog af sted to gange, fordi de indkøbte kager var blevet væk på turen hjem fra bageren. Han praler ikke med at være nogen handyman, og flere gange er det hændt, at lugten fra en stærkt overophedet brødrister har indikeret, at det alligevel
ikke var vandkogeren til kaffe, der var blevet sat i gang ude i køkkenet.
Møllehave sover kun få timer hver nat og begynder at læse ved femtiden om morgenen. Han er frisk før de fleste, så vore samtaler har ofte fundet sted fra morgenstunden. De fleste morgener har han ventet uden for sin lejlighed og har taget imod, når jeg er ankommet med den københavnske metro. Flere gange er han gået mig i møde, hver gang læsende i en avis eller en bog, mens han med stok er vandret hen ad fortovet. Han spilder ikke tiden, men klarer det utroligste og læser flere bøger om dagen. Hans hukommelse er skræmmende god. Hvad han har læst, husker han. Salmebogen er den måske vigtigste bog i hans liv. Han har den altid inden for rækkevidde, men det er egentlig ikke nødvendigt. Da vi en dag skulle gennemgå de salmer, som Møllehave selv vil have sunget til sin begravelse, skete det uden salmebog. Han kunne salmerne udenad og gennemgik dem strofe for strofe.
Et af formålene med denne bog er at slå hul i den mur af tabuer, der omkranser døden og det, der sker efter døden. Før i tiden sagde man Memento mori, Husk, at du skal dø, og Carpe diem, Grib dagen. Begge dele er latin, og oprindeligt var det ene forudsætningen for det andet. Kun den, der er sig sin egen dødelighed bevidst, kan for alvor leve helt og fuldt. I dag har vi i høj grad fortrængt Memento mori og er alene
optaget af at gribe dagen og leve i nuet. Når en patient i dag spørger lægen, om der er håb, tænker han eller hun alene på, om der er håb om at blive rask. Det kristne håb om et evigt liv er fortrængt af forestillingen om, at døden slutter med ingenting. Når kun mørket og tomheden venter forude, og man ikke mener at have mere at se frem til, er det forståeligt, at døden fortrænges.
Det har været lærerigt, berigende og ikke mindst muntert at lave denne bog. Det kan forekomme paradoksalt, emnet taget i betragtning, men en bog om døden kan kun komme til også at handle om livet, når man er sammen med Møllehave. For som Møllehave siger med Mark Twain: »Man skal leve sit liv, så selv bedemanden bliver ked af det, når man dør.«
Erik Bjerager
Virum, januar 2009