Religion er en privatsag. Det mantra har under Muhammed-krisen lydt fra højre til venstre. Men for Erik Bjerager er tro ikke en privatsag.
- Den betyder alt, fordi min forståelse af livet og dets sammenhæng er knyttet an til kristendommen. Jeg tror på en skabende og opretholdende Gud, en levende Gud, som man kan bede til og takke. Det at kunne sige tak for livet er en kæmpe glæde, siger han og fortsætter:
- Det er en væsentlig del i hele kristendommens historie og i gudstjenesten at forstå livet og det, at der findes kærlighed, også mellem mennesker, som en gave og noget, vi får uforskyldt. Så det, at der er et sted at gå hen med sin glæde og taknemmelighed og sin sorg, tvivl og håbløshed, er et værn. På den måde spiller kristentroen en meget stor rolle i mit liv.
Når Kristeligt Dagblads 47-årige chefredaktør den 23. marts på Gyldendals forlag udsender en debatbog, er det om et emne, han føler stærkt for. "Gud bevare Danmark. Et opgør med sekularismen" er titlen på bogen, hvori han gør op med det sekulariserede, verdsliggjorte samfund, der ikke vil anerkende kristendommens frugtbare indflydelse på kulturen, men af al magt prøver at uddrive religion og henvise den til privatsfæren. Han advarer imod, at sekulariseringen er ved at tage form af en ideologi og blive til sekularisme, der kan være farlig og ødelæggende for samfundet.
- Det er en bog til besindelse på, hvad kristendommen betyder for det danske samfund, kulturen og de nye måder, som livet udfolder sig på. Kulturkristendom tales der ofte nedladende om som noget, der ikke er fint. Men jeg er en stor tilhænger af kulturkristendom. Og efter 12 år på Kristeligt Dagblad, hvor jeg og avisen har arbejdet med de her ting, blev det mig magtpåliggende at samle udviklingen og komme med mit bud på, hvorfor kristendommen er vigtig for det danske og de europæiske samfund. Den viden er jo ved at gå tabt, siger Erik Bjerager.
Han bor i hus på en villavej i Virum nord for København sammen med sin hustru, journalist Anna-Lise Bjerager, og deres børn, Anna på otte og Christian på syv år. En moderne familie med børnene i den nærliggende kommuneskole, men med den tilføjelse i forhold til så mange andre danske børnefamilier, at det er et hjem med bordsang, fadervor ved sengetid og kirkegang, når det kan lade sig gøre.
- Den danske højmesse er ikke skabt for børn, konstaterer Erik Bjerager med et afvæbnende smil.
Denne eftermiddag hyggerbørnene sig i køkkenet med deres mor. Der er hvidt og frostgrader derude, men martssolen brager ind ad vinduerne og skaber forår i havestuen. I den blå sofa på den anden side af det runde mahognibord erkender Erik Bjerager en vis blufærdighed omkring siteget trosliv med bibellæsning og bøn. For dér bliver troen for ham privat. Og som han med sin karakteristiske humoristiske sans tilføjer, så skal det heller ikkeforstås sådan, at han anser sig selv for at være et fromt menneske.
Men når han sammen med Dronningen siger "Gud bevare Danmark", er det et budskab, der ligger ham alvorligt på sinde.
- Jeg synes, at der er en svigtende forståelse af kristendommen og en tendens til at sige, at den måde, vi løser det moderne samfunds problemer på, er ved at støde religionen ud i mørket. Jeg tror ikke på det store sekulariseringsprojekt, der går ud på at reducere alle religioners betydning, herunder også kristendommen. For hvad er det, der sker, når man vender ryggen til kristendommen historisk set?
- Sagt lidt firkantet mener jeg, at kristendommen har været og er en både civiliserende og civiliseret faktor i samfundet, og at man undervurderer det. Hele den historiske proces med at neutralisere kirken som magtfaktor er gået grassat. Selve privatiseringen af religionen, hvor man i de 500 år siden reformationen har prøvet at stække kirken som magtfaktor, er historien om religionens tilbagetrækning fra samfundet.
- Langt hen ad vejen har det været rigtigt, at man har fået begrænset de uheldige virkninger, som kristendommen kunne antage, når kirken blev en magtfaktor. Men når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og andre politikere, senest her med Muhammed-sagen, afviser religion som en privatsag, mener jeg, at de karikerer religionen og gør den til noget, der ikke har med samfundet at gøre. Det er at gøre vold mod mennesker, for hvem tro er et anliggende af betydning. Forestillingen om, at man kan skubbe religionen ind bag hjemmets fire vægge, er simpelthen forkert.
- Godt nok er kristendommen ikke en politisk ideologi, og Bibelen kan ikke bruges som et politisk opslagsværk. Men der strømmer værdier og holdninger ud af den, som er positive for det danske og de europæiske samfund. Og jeg er jo ikke et menneske herhjemme og et andet, når jeg går ud af hoveddøren. Jeg har de værdier, jeg har, og de er blandt andet skabt af kristendommen. På én måde er religion en privatsag. Det vanskelige er, at politik og religion ikke må sammenblandes, men heller ikke adskilles. Det, der gør diskussionen svær, er, at vi har at gøre med vanskelige begreber, der så fanges i en hurtig tv-replik: Religion er en privatsag!
- Muslimer har en tro, der ønsker at påvirke lovgivningen, men det gør kristne også. Jødedommen gør det dér, hvor den kan komme til det, først og fremmest i Israel. Kristendommen har også gjort det, for eksempel med loven om blasfemi. Og der er historisk forskellige dele af vores lovgivning, der kan grundfæstes i Bibelen. Kristendom er ikke en lovreligion. Det grundlæggende bud er næstekærlighed. Men det gør ikke kristendom til en privatsag. Jesus kalder sine efterfølgere til at gå ud i verden og fortælle om kristendom, så den har også at gøre med ydre ting, siger Erik Bjerager.
Med geografisk udgangspunkt i en af kristenhedens største bygninger, Hagia Sofia-kirken, der blev bygget i 500-tallet, i Istanbul i Tyrkiet, fortæller han i sin debatbog kristendommens historie. Tilbage i tiden fra korsfæstelsen af Jesus og om den første udbredelse af kristendommen, som der berettes om i Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente. Videre via Paulus over Lilleasien til Romerriget og ud i de fjerneste egne af kloden og til Danmark år 900, hvor Harald Blåtand kristnede danerne.
Når kristendommen kunne brede sig med en sådan hast, skyldes det ifølge historikere og sociologer, som bogen refererer til, at den brød med en brutal kultur. De grundlæggende værdier om næstekærlighed og velgørenhed dannede grundlag for nye normer for adfærd. De kristne tilbød håb og praktisk hjælp til syge, enker og forældreløse. Troen appellerede også til kvinderne, fordi de fik rettigheder og status. Kristendommen fostrede en barmhjertighedskultur og en frihedskultur, fordi der blev sat fokus på det enkelte menneskes værdi. Den arv har sat sine dybe spor i vores civilisation i form af rettigheder, som vi i dag anser for umistelige: social retfærdighed, ligeværd og frihed.
Alligevel, påpeger Erik Bjerager, er der mindre og mindre tendens til i dag at anerkende, at vi lever i et samfund med dybe kristne rødder. Og han konstaterer, at det er et af paradokserne i begyndelsen af det 21. århundrede, at stærke kræfter prøver at trænge kristendommen ud afdet offentlige rum, samtidig med at der er en religiøs interessesom aldrig før. Globalt, i samfundet og det private liv er religion blevet uomgængelig, selvomGud for få generationer siden med filosoffen Nietzsche bleverklæret død.
- Man kan spørge, hvordan ialverden jeg kan skrive en bog om, at kristendommen er ved at blive trængt ud, når der aldrig er blevet talt så meget om religion som i dag. Og hvor journalisterne Michael Jarlner og Anders Jerichow endda har skrevet bogen "Grænser for Gud" om, at derer alt for meget religion i samfundet, siger Erik Bjerager ogforklarer:
- Jeg mener, at den meget stærke sekulariseringskraft, der har ligget i Europa i flere hundrede år, gør, at sociologer taler om Europa som en undtagelse. Det, der kendetegner religion i Europa, er, at den er privat og ikke vil pådutte samfundet sine interesser. Hele diskussionen om, hvorvidt Europas kristne rødder skulle skrives ind i den nye EU-traktat, der i øvrigt ikke blev vedtaget, illustrerer kristendommens stadigt vanskeligere rolle.
Han gennemgår i sin bog en række eksempler på, hvordan kristendom i sekularismens og multireligiøsitetens hellige navn bliver undertrykt. Det gælder blandt andet nedprioriteringen af faget kristendom og religion i de danske skoler. Frankrigs forbud mod synlige religiøse symboler i skolen. Den socialistiske spanske regerings sekulariseringsprogram, der går ud på at svække den katolske kirkes indflydelse med hensyn til homoseksuelle ægteskaber, skilsmisse og abort.Og seriøse planer i England om at afskaffe juletræer, krybbespil og julesalmer i det offentlige rum. På den anden side: Hvorfor er det så vigtigt at holde fast i kristendommen og dens symboler i en multikulturel, -religiøs og globaliseret verden?
- Kristendommen er der, så vi kan ikke tænke os uden. Ud fra en samfundsmæssig sammenhæng vil jeg mene, at det, at vi anerkender, at noget er større end os selv og forankrer det, er en tæmmende instans. Den er med til at dæmpe selviskhed og grådighed. Hvis man ser sig omkring, er det ikke lige det, der kendetegner verden, men uden kristendom var vi meget værre stillet. Når man vender ryggen til Gud, bliver noget andet Gud - den uhæmmede dyrkelse af individualisme og materialisme for eksempel. Det er det, der træder ind i folks liv i stedet for en søgen mod Gud.
- Historisk set er der masser af eksempler på, at kristne samfund har begået uhyrligheder som korstogene, inkvisitionen og hekseprocesserne. Men selvom der er blevet slået ihjel i Guds navn, er kristendommen en positiv faktor, der sætter ind og er med til at kultivere mennesker. Ikke i bedsteborgerlig forstand, men uden total selvdyrkelse og selviskhed. Jeg vil sige med forfatteren Tage Skou Hansens ord: "Kristendom er et værn mod indbildskhed og håbløshed."
- Hvis man ikke har Gud som instans uden for sig selv og som en dømmende instans, går mennesket amok, og det er holocaust eksempel på. Hele Anden Verdenskrig var styret af nazismens antikristne tankegang. Der er også eksempler fra kommunismen. I alle kommunistiske landes forfatninger stod, at religion er en privatsag. De er et meget godt eksempel på, at i det øjeblik, man vender ryggen til Gud, gør man noget andet til Gud: staten og statsledere som Stalin og Kim Il-Sung. I takt med, at man i de lande rev statuer af religiøse skikkelser ned, stillede man statuer op af politiske mennesker.
- Jeg efterlyser i min bog en nuanceret forståelse af religionens betydning og plads i det offentlige liv, fordi vi lever med et i stigende grad forvrøvlet syn på, hvad kristendom og islam betyder. Nu handler bogen bevidst ikke om islam. Den dybe sekulariseringskraft eksisterede også, før islam kom hertil. Jeg mener ikke, at islam truer kristendommen eller sammenhængskraften i samfundet. Det kan den komme til, men i dag er det mere sekulariseringen, der er problemet.
- Der er en gang imellem et underligt kulturelt selvhad i Danmark og Europa. Det viser sig ved en større vilje til at komme andre i møde i deres forskellighed fra os end at stå fast på, hvad vi selv står for, blandt andet kristendommen. Jeg tror måske, at det ligger meget dybt i europæisk kultur som en dårlig samvittighed over historiske fejltrin lige fra kolonitiden til holocaust.
Erik Bjeragers syn på Muhammed-krisen er, at det er en ubetydelig sag, der er blevet principiel på grund af noget dumt og indskrænket.
- Jeg tror, at det er sekularismen, der har efterladt blinde pletter hos blandt andre Morgenavisen Jyllands-Posten. Jeg synes aldrig, man skulle have bragt de tegninger, men det er meget forkert at gøre den sag til et enten-eller. Der er ingen tvivl i mit eget sind om, at man skal forsvare ytringsfriheden. Nødvendigheden af, at ytringsfriheden skal bruges til at nedgøre andre menneskers religion, står dog ikke lysende klart. Men når sagen har udviklet sig, som den har gjort, må man tage Jyllands-Postens parti og forsvare ytringsfriheden.
- Jeg mener, at de grundlæggende forhold, der udløste sagen, ligger i de senere års syn på religion. Kristeligt Dagblad blev grundlagt i 1896 i en kulturkamp med Politiken på grund af dens og andre avisers dækning af en druknekatastrofe i Harboøre og af en indremissionsk præsts begravelse af de døde fiskere. Man mente, at hans kristendomsforståelse blev unfair behandlet. Jeg ser også i dag Kristeligt Dagblad som en avis, der skal tage menneskers tro alvorligt, også jøders og muslimers. At gøre det er en del af det at respektere andre mennesker. Man behøver ikke at abonnere på vedkommendes tro, men det skal også være en del af debatten. Der er også meget forkvaklet tro, men det er en del af kristendommen, at religionskritik har eksisteret og stadig gør det, ikke mindst som følge af reformationen. Jeg mener således ikke, at tro er hellig, men at den må respekteres. Men sekulariseringen har gjort folk ufølsomme, og derfor er der nogle, der tramper som en elefant i en glasbutik, når de vader ind på området.
Erik Bjeragers eget forhold til den kristne tro daterer sig tilbage til hans morfar, der "vel egentlig var missionsk" og landsbylærer, degn i kirken og taler i missionshuset.
- Jeg er født den 10. november, og da vi skulle holde jul hos morfar og mormor, ville han ikke have, at mine forældre kørte hjemmefra, før jeg var blevet døbt. For skete der noget på turen, var jeg fortabt. Selv er jeg vokset op i en almindelig dansk, kristen familie. Vi gik i kirke, men lagt fra hver søndag, og jeg har aldrig været i et missionshus. Det var ikke noget spektakulært. Men vi har bedt fadervor og en gang imellem sunget et bordvers, når vi gik til bords. Da jeg blev voksen, var det naturligt for mig at læse mere om kristendommen og at gå mere i kirke. Troen har i perioder fyldt mere end andre, men har i takt med, at jeg er blevet ældre, fået større og større betydning, siger Erik Bjerager og tilføjer:
- Når jeg i min bog skriver, at uden religion går det ikke, er det ikke kun, fordi jeg mener, at politik uden Gud er farlig. Jeg mener også, at vi bliver nødt til at erkende, at den forankring, kristendommen giver os i en instans uden for os selv, har langt større betydning end noget, man bare siger. Det er underforstået i et samfund, der ved, hvad kristendom er. Og derfor er noget af det vigtigste, som samfundet kan gøre, at undervise i kristendom.
Født 1958 i Viby J., vokset op i Haderslev og Odense. Har siden 1994 været chefredaktør og direktør på Kristeligt Dagblad. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og fra The American University i Washington, D.C. Har tidligere været udlandsredaktør på Børsens Nyhedsmagasin og været ansat ved Danmarks Radio og The Wall Street Journal. Medlem af bestyrelsen for Københavns Redaktørforening, Danske Dagblades Forening og Ritzaus Bureau. Formand for Dagspressens Fond 2001. Bor i Virum med sin hustru, journalist Anna-Lise Bjerager, og parrets to børn.
Bogen "Gud bevare Danmark" udkommer torsdag den 23. marts. Fra samme dag kan alle interesserede debattere med forfatteren på internettet på Erik Bjeragers blog www.kristendom.dk/gudbevaredanmark.