I de seneste år har allehelgen den 1. november vundet stadig større indpas i kirkelivet herhjemme. Det er en gammel kristen højtid, hvor vi mindes de døde. Der holdes gudstjenester, typisk første søndag efter selve allehelgensdag, men mange steder sætter mennesker også lys på gravene i aften.
Det er en god og vigtig skik at mindes de døde. Først og fremmest fordi det at mindes kan være en trøst og en hjælp for de efterladte i sorgen. Tiden læger alle sår, siges det med et mundheld, der rummer en vis portion sandhed, men ikke den fulde. Mange mennesker må erkende, at tab af et barn, en ægtefælle eller en nær ven efterlader dem med en sorg, der ikke går væk, uanset hvor lang tid der går. Sorgen er kærlighedens pris og udtryk for trofasthed over for den døde. Måske kan man også forstå sorg som en kærlighed, man ikke kan komme af med, som det er blevet formuleret.
LÆS OGSÅ: Menneskers minder fra fortiden kan styrke dem i nutiden
Mindet kan hjælpe til at skærpe taknemmeligheden over det, der har været, og når man mindes, styrkes forståelsen af sorgen som en dimension og et vilkår ved kærligheden.
I et bredere perspektiv er mindet om de døde også med til at bevidstgøre os om, at vi som mennesker og samfund står på skuldrene af dem, der gik forud for os. I mindet skærpes blikket og respekten for alt det overleverede.
Halloween, der mange steder i landet fik børn og unge på gaderne i aftes, har i løbet af få år vundet indpas herhjemme. Det er en angelsaksisk tradition aftenen før allehelgen. Ordet halloween kommer da også af all hallows eve allehelgensaften.
LÆS OGSÅ: Nostalgien rummer hidtil oversete ressourcer
Den er imidlertid en forvanskning af den kristne forståelse af døden. Grundtanken i halloween er, at de døde går igen. Larmen, balladen, lysene i de uhyggeligt udskårne græskar og de skumle udklædninger har til formål at skræmme de dødes ånder væk.
Den dødsforståelse og halloweens leg med uhyggen er det modsatte af kristendommens forståelse af døden.
Vi kan ikke jage døden væk, og de døde går ikke igen. I mange kirker læses navnene på sognets døde højt for at mindes dem. Det er samtidig udtryk for kristendommens usentimentale klarsyn. Vi skal se døden i øjnene, også vores egen.
Der er ingen reinkarnation eller sjælevandring eller ånder, der skal drives på flugt. Kirkegården er ikke et uhyggeligt sted, hvor det spøger, men en forsmag på Paradisets Have.
Vi skal alle miste alt en dag. Vore ejendele, vore kæreste, vort liv. Døden er afslutningen på livet, men får heldigvis ikke det sidste ord. Derfor tændes der lys på allehelgen som symbol på, at døden og mørket er overvundet.bjer