”Mor, ved du godt, hvad en slagmark er?”.
Det er en lille dreng, der spørger. Han er på besøg på Dybbøl Banke med sin familie og er dermed en blandt rigtig mange, der denne julidag er taget hertil for at se den ikoniske mølle og gå tur mellem skanserne. Det er lidt en streg i regningen, at det vrimler sådan med folk i dag, mener en noget ældre gæst. Erik Randel. På onsdag fylder den tidligere chefredaktør 90 år, og han har bedt avisens udsendte møde op her for at se fødselarens udgangspunkt. Det er det, interviewet skal handle om. Udgangspunkt, endestation og det væsentligste derimellem.
Fra en bænk på banken er der udsigt over Sønderborg Bugt og Vemmingbund.
”Min søster og jeg taler tit om, at der går en pælerod fra os og ned i stedet her,” siger han, der blev født kun 11 år efter Genforeningen.
Han bor i Sønder Bjert ved Kolding, men voksede op i Jernbanegade i Sønderborg. Går man ned fra skrænten her, ned til vandet, kommer man til Dybbøl Strand, hvor familien havde sommerhus, da Randel var barn.
”Vi hejste flaget hver dag ved Dybbøl Strand. Og kiggede derover.”
Han peger og sænker stemmen til en dramatisk hvisken.
”Derovre ligger Tyskland. Og så begyndte Hitler at komme med sine taler i radioen, og vandet her blev til en voldgrav mellem Danmark og Tyskland. I dag accepterer man hinandens kultur, men sådan er det først blevet meget senere.”
Første gang Erik Randel husker at have formidlet nyheder til danskerne, er den 9. april 1940. Den otteårige dreng var blevet sendt til bedsteforældrene i Hobro i begyndelsen af april. Faderen, Ejvind Randel-Thomsen, der var redaktør på Jydske Tidende i Sønderborg, vidste, at Besættelsen var tæt på, og han ville ikke risikere, at sønnen skulle blive tysk statsborger, skulle det komme så vidt.
Tidligt om morgenen den dag blev Erik Randel vækket af sin mormor. Faderen var i telefonen.
”Han sagde, at tyskerne kvart over fire var gået over grænsen, og at der blev kæmpet. Han vidste ikke, hvad der ville ske, men sagde, at jeg skulle passe godt på mormor og morfar. Og så lagde han på. Det var en meget barsk måde at få det at vide på, men det var også af omsorg,” siger Erik Randel.
Han har i Sønderjydske Årbøger fra 2014 beskrevet, hvordan han oplevede krigsårene, og her kan man læse, at drengen efter den omtalte telefonsamtale slog hænderne forbitret i vindueskarmen. Så løb han ud på gaden. Her undrede byens borgere sig over, hvilke fly der havde vækket dem så tidligt.
”Jeg bette mand kunne forklare næsten med automatstemme: ’Tyske tropper er i morges gået over grænsen i Sønderjylland, hvor der kæmpes.’ Men ingen ville høre,” står der i udgivelsen.
Hans stemme knækkede, da han rasende råbte:
”Jamen det er tyske fly, for vi har krig med Tyskland!”.
Så dalede Oprop!-sedlerne ned fra himlen og bekræftede hans påstand.
Nogle år senere lavede han sit eget opgør mod besættelsesmagten. Det var en novemberaften. Han var cyklet til stranden for at samle sand i en skotøjsæske til hjemmets kattebakke. Et tysk marineskib kom glidende langsomt ind mod havnen. Randel, der var spejder og kunne morse, greb sin stavlygte og vendte den mod skibet.
”Prik, prik. Streg, prik, prik. Prik, prik. Streg, streg, streg. Streg. Prik. Streg, prik,” remser han op, mens han traver mod Dybbøl Mølle.
”Så hørte jeg et kommandoråb, og på skibet tændte de en stor projektør. Så løb jeg, og lyset fulgte mig ligesom et lys, der følger en skøjteløber. Jeg var så bange for, at de ville skyde mig.”
Randel havde nemlig morset ”idioten” til tyskerne.
”Jeg skjulte mig bag en busk og bad Fadervor. Og de havde jo opdaget, at det bare var en dreng, så der skete ikke noget. Men du kan tro, jeg ikke sagde noget, da jeg kom hjem.”
Det var et borgerligt hjem, han voksede op i. Gud, konge og fædreland var ord, man levede efter. Redaktion og bolig var på samme etage på et gammelt hotel, og faderen havde sjældent fri. Men han behandlede sin søn som en jævnbyrdig og tog ham med til begivenheder, han mente, sønnen kunne lære af. Således blev en fireårig Erik skubbet frem i forreste række, da kong Christian X besøgte Sønderborg. Kongen trykkede barnets hånd, som ikke blev vasket de næste dage. Faderen beordrede også unge Randel tidligt i seng på befrielsesaftenen i 1945. Næste morgen tog de nemlig tidligt af sted mod Frøslevlejren, hvor faderen skulle smugle ulovlige fotooptagelser ud fra en interneret kollega. De var taget over på den tyske side af grænsen, da klokken slog otte, og de i det fjerne hørte de danske kirkeklokker ringe.
”Min mor var hjemmegående og meget glad for den lille dreng. For eksempel var hun optaget af, at jeg talte rigsdansk. ’Ved du, at der aldrig er en sønderjyde, der er blevet optaget på Det Kongelige Teaters Elevskole? For de har ikke st ø det i udtalen’, sagde hun. ’Jamen jeg skal ikke på teaterskole’, sagde jeg så som for at forsvare mig,” siger han og understreger, at han elsker og praktiserer den sønderjyske dialekt.
Erik Randel ville i første omgang være kemiingeniør, men ombestemte sig og læste statsvidenskab i København. Han havde studenterjob i Det Berlingske Hus og kom så i mesterlære på Aalborg Stiftstidende.
”Det var dengang, det var sjovt at lave avis. Nu er der så mange sparerunder,” siger han, mens han åbner og holder en hegnslåge for sin gåmakker.
”En morgen løftede jeg dækslet fra min skrivemaskine. Der lå en seddel fra chefredaktøren. Man kan ikke skrive om luftfart og flyvning i Aalborg Stiftstidende uden at kunne flyve, skrev han. Jeg skulle straks tage et certifikat.”
Chefredaktøren elskede at gå med bowlerhat, og åndeligt talt slog han paraplyen op, når det regnede i London, fortæller Randel. Da de en dag diskuterede, om te i breve var et finere produkt end den te, man kunne købe i pose, foreslog den unge journalist, at han kunne rejse til Ceylon, det nuværende Sri Lanka, for at finde ud af det.
”’Hvor lang tid skal De bruge?’, spurgte chefen. ’Tre-fire uger’, sagde jeg. ’Fint’. Så rejste jeg ud. Man følte sig som gudernes yndling. En anden gang foreslog jeg, om ikke det var en god idé at fortælle læserne, hvor papiret fra den søndagsavis, de sad med i hænderne, kom fra. ’Jo, tag af sted’, sagde han. Så tog jeg til de finlandske skove og papirindustrien deroppe og skrev historien efter et par uger,” husker Erik Randel.
Senere blev han redaktionschef på avisen, men inden da – faktisk lige da han var begyndt i lære – fik han øje på en mørkhåret skønhed, Margit, der arbejdede på avisen som teletypist. Når det blev fyraften, fulgte han efter hende for at se, hvor hun boede. Hun opdagede det, gik over på den anden side af fortovet, og han fulgte efter. En dag, fortæller han, indhentede han hende ved biografen og spurgte, om hun ville se den film, der gik. Han skulle anmelde den, og han havde en ekstra fribillet. Det ville hun gerne. Først senere fandt hun ud af, at filmen allerede var blevet anmeldt et par dage forinden, husker han. Det blev de to. Inden de i 1959 giftede sig og siden fik tre børn, arbejdede hun i en periode som stewardesse for SAS, fortæller Randel.
”Og jeg havde jo flycertifikat og kunne selv flyve til København, eller hun i uniform med et indenrigsfly til Aalborg. Så var der 20 minutter, hvor vi kunne mødes i pantryet, før hun fløj videre igen.”
Mens alt dette er blevet fortalt, har vandringsfolket indstillet gåturen og bestilt frokost på en beværtning på havnen i Sønderborg. Randel har trukket stolen ud og inden da adskillige gange åbnet og lukket bildøren for sin ledsager. En tjener med tatoveringer har stillet en alkoholfri øl foran ham, da han kort efter læner sig ind over bordet og spørger:
”Hvad mener du om tatoveringer? Jeg forstår dem, der får en lille diskret en, som ingen opdager. Men jeg forstår ikke alle disse damer, som skal have hele overarmen broderet. Og de flasher dem. Hvem kan lide det? Kun de andre, der er tatoveret.”
Han klukker og klinker med glasset.
”Tak, fordi du ville se mig.”
Ligesom sin far brugte Erik Randel selv langt de fleste af sine vågne timer på at arbejde. I 1976 flyttede familien til Sønder Bjert, og han blev chefredaktør på Jydske Tidende.
I 1991 døde Margit af kræft. Han bærer stadig sin vielsesring. Han siger, at det ikke er en del af hans agenda at finde sig en ny livsledsager – han har mange venner, som han deler ord og bord med. Og så er det nok også ud af dobbelt troskab. I 1970’erne, siger han, var de separeret i halvandet år, og det var hårdt for børnene, at han pludselig var væk. Han taler med hustruen, når han besøger gravstedet, hvor også han selv en dag skal jordfæstes.
”Hun er andet end et minde, hun er en del af mig selv. Som jeg må gå og vande for at få til at gro.”
Han er stille lidt.
Tror du, I kommer til at se hinanden igen?
”Ja, det spekulerer jeg på. Min ven Holger Lissner (salmedigter og tidligere sognepræst i Sønder Bjert, red.) siger, at tvivlen er en del af troen. Det har jeg skrevet i min salmebog.”
Efter at have været med til at sy Jydske Tidende og Vestkysten sammen til landets største fusionsavis, JydskeVestkysten, blev Randel i 1991 medlem af chefredaktionen på Berlingske Tidende i København og i 1995 områderedaktør for avisens Kolding-redaktion, hvor han var til sin pension. Det er nu en sandhed med modifikationer, for siden da har han skrevet et tusindtal af portrætter til Berlingskes navnesider, vurderer han. Det seneste leverede han i marts i år – det var et 80-årsportræt af den tidligere kongelige ceremonimester Christian Eugen-Olsen. Og Randel tror ikke, han har skrevet sit sidste portræt. Han er desuden en af kræfterne bag det lokale kirkeblad, som det ligger ham på sinde at fylde kalorier i.
”Så længe man er nysgerrig, er man ikke gammel, så er man ældre. Så jeg er ældre.”
Han ønsker ikke at blive anset som en gammel pensionist, han vil hellere være ”med på beatet”.
Er du bange for at blive gammel?
”Nej, jeg er bange for ikke at blive ved med at være nysgerrig. Og jeg frygter ikke døden. Men jeg kan godt være lidt ængstelig over vejen dertil. Den kan være slem. Jeg er helårsbader og kan godt lide at bade en martsdag i solskin og en grads frost. Skulle jeg falde om og ikke vågne igen sådan en dag, ville jeg sige, at det er en smuk afgang på den her tilværelse.”
Erik Randel er kirkegænger og med stigende intensitet. I de travleste år var det mere sporadisk, som når han for eksempel skulle til afgørende møder på Berlingske Tidende i København og altid gik ind i Helligaandskirken på vejen.
”I den branche skal man virkelig være på mærkerne og ikke være bange for at sige ’hertil og ikke længere’. Så det kunne stive mig af og give mig mod at holde en andagt for mig selv, inden jeg gik til sådan nogle møder.”
I dag besøger han mange forskellige kirker og holder af at lytte til nye prædikanter. Og så har han et trick, han bruger, når han besøger et nyt sted. Det involverer en kuglepen. Efter postludiet tager han den frem og slår op på salmebogens salme 660, ”Kom, hjælp mig, Herre Jesus”. Når den lokale præst kommer hen og spørger ham, om han virkelig skriver i kirkens salmebog, siger han:
”Ja. Forfatteren til salmen har givet mig besked på, at jeg skal rette fejlen i det vers, hvor der står ’freden skal blive til aske’.”
For det er den eneste fejl i den nye salmebogs første oplag. Der skal stå ’vreden skal blive til aske’.
”Nå, kender du Holger Lissner?”, lyder det så.
”Og så kan man få en hyggelig snak uden at have trængt sig på.”
Den her snak er snart slut. Hvordan vil den erfarne portrætskribent selv afslutte et interview lavet i anledning af hans runde fødselsdag?
”Det skal slutte med, at børnene har truet med at bortføre mig fra hjemmet inden fødselsdagen, og jeg ved ikke til hvad. Så jeg er ikke hjemme på dagen.”
Livet er som en flod, siger Erik Randel. Man driver ned ad den på en tømmerflåde, og så hopper man i land et sted. Der oplever man noget, og så hopper man på den næste tømmerflåde. Man kan møde de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter.
”Man skal gøre lidt selv, men man skal søreme også være heldig. Det har jeg været. Enormt heldig.”