Prøv avisen
Boguddrag

Professor i korstogshistorie: Sådan foregik Sultan Saladins erobring af Jerusalem

Hen over murene kunne Saladin se de to hellige bygninger, han så brændende ønskede sig at bemægtige sig. Som for at prale med de kristnes besiddelse af disse steder var der anbragt et kæmpemæssigt gyldent kors på toppen af Klippemoskeen – et symbol på, at den nu blev brugt som kirke. Foto: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix

Da kurdiske Sultan Saladin tilbageerobrede Jerusalem fra korsfarerne i 1187 og fik Den Hellige Stad under islamisk styre for første gang i næsten 90 år, sendte det chokbølger gennem det kristne Europa og det muslimske Mellemøsten. Dette er et uddrag fra bogen "Sultan Saladin – en mellemøstlig legende", som er skrevet af professor i korstogshistorie Jonathan Phillips

Saladin nåede til Jerusalem den 20. september 1187. Endelig var han fremme ved det ultimative mål – byen, der var hjemsted for Klippemoskeen og al-Aqsa-moskeen. De muslimske tropper slog lejr ved Jaffaporten på den vestlige langside, der løb hen til og rundt om byens nordvestlige hjørne mod Damaskusporten. Drønende trompeter akkompagneret af dunkende trommer og ophidsede stemmer, der messede i kor, skabte en ildevarslende atmosfære, som havde til formål at intimidere de kristne.

Byger af pile regnede ned bag murene og kostede store ofre blandt byens forsvarere. Selv det store Sankt Johannes Døberens Hospital, muligvis det fineste hospital i den latinsk-kristne verden, kunne dårligt håndtere antallet af sårede. Forfatteren til en latinsk øjenvidneskildring beretter, at han blev ramt af en pil i næseryggen; det lykkedes lægerne at fjerne træskaftet, men selve metalspidsen blev siddende i ham resten af livet.

Trods alle frankernes påstande om, at de manglede tropper, nægtede de kristne at kapitulere uden videre, og de havde samlet en tilstrækkeligt stor styrke til at kunne foretage en række voldsomme udfald fra byen, hvoraf det ene kostede en højtstående emir livet.

Fra fæstningsanlæggene ved Davidstårnet og Jaffaporten blev der ydet hård modstand. Det skred for langsomt fremad, så Saladin foretog en rundtur omkring murene for at granske sine muligheder. I den forbindelse var han oppe på Oliebjerget, der rejser sig øst for Jerusalem. Når morgensolen stiger op bag bjerget, åbenbares et panorama ud over denne inspirerende by, og lige bortset fra højhusene i baggrunden havde sultanen omtrent den samme fængslende udsigt, som man kan opleve der i dag.

Jerusalem ligger på en skråning, der hælder fra vest til øst. På ydersiden af de østlige mure falder den brat ned mod Josafatdalen. Nederst i dalen under ham kunne Saladin se den store Marias Gravkirke, som var blevet opført i dyre domme af dronning Melisende (d. 1161) og rummede Jomfru Marias overdådigt dekorerede grav. Bygningen blev senere destrueret af ayyubiderne, men på grund af Marias fremtrædende rolle i Koranen som mor til profeten Jesus blev selve graven og dens frankiske indgangsparti skånet og er stadig bevaret.

På den anden side af dalen stod byens mure, men det forsvarsanlæg, man kan se der i dag, er i vid udstrækning osmannisk og stammer fra det genopbygningsarbejde, som Süleyman den Prægtige lod udføre mellem 1537 og 1541. Der er flere porte rundt langs murene: på denne side af byen Den Gyldne Port, som gav direkte adgang til de muslimske helligdomme, og i den nordøstlige ende den mindre Josafats Port (nu om dage kaldet Løveporten).

Hen over murene kunne Saladin se de to hellige bygninger, han så brændende ønskede sig at bemægtige sig. De ligger på den enorme forhøjning, der kaldes Haram al-Sharif (”Det Hellige Område”, også kendt som Tempelbjerget blandt jøder og kristne). Som for at prale med de kristnes besiddelse af disse steder var der anbragt et kæmpemæssigt gyldent kors på toppen af Klippemoskeen – et symbol på, at den nu blev brugt som kirke med navnet Templum Domini (”Herrens Tempel”).

Til venstre var der et kompleks af bygninger centreret omkring al-Aqsa-moskeen; selv om de stod under frankisk herredømme, fungerede de som hovedkvarter for tempelridderne. Bag ved og nord for disse bygninger har Saladin kunnet se dusinvis af kirketårne, som vidnede om den polyglotte befolkningssammensætning, der kendetegnede korstogstidens Jerusalem. Her boede gejstlige, pilgrimme og handelsfolk fra hele den kristne verden, så foruden frankerne var der også maronitter, jakobitter, nestorianere, melkitter, armeniere, georgiere og græskortodokse.

Nogenlunde nem at få øje på var også Gravkirkens kuppelformede tag og – lige over for den – klokketårnet til det enorme Sankt Johannes Døberens Hospital. Sidstnævnte er nu borte. I dets sted troner Frelserkirken, som blev bygget i starten af det 20. århundrede på foranledning af kejser Vilhelm 2. Til venstre for denne, et par hundrede meter længere vestpå og næsten ude af syne fra Saladins udkigspunkt på Oliebjerget, stod Davidstårnet – byens respektindgydende hovedfæstning, der også tjente som kongeligt palads.

På grund af kong Guys fangenskab hvilede ansvaret for at forsvare Jerusalem på Balian af Ibelin (som var sluppet væk fra Hattin) og patriarken Heraclius. Tusindvis af flygtninge havde samlet sig i Jerusalem og satte deres lid til dens mure og dens ukrænkelighed. Selv i gode tider ville det have været svært at håndtere en sådan flodbølge af ekstra indbyggere, og for at gøre tingene endnu sværere for byens forsvarere havde man på grund af de vedvarende kampe endnu ikke nået at få hele høsten hentet ind.

Felttoget til Hattin havde lagt beslag på langt størstedelen af de frankiske tropper, og ifølge én forfatter var der kun et par håndfulde raske og rørige mænd tilbage, hvilket betød, at patriarken måtte slå unge knægte og gamle mænd til riddere. At dømme ud fra modstandsniveauet er dette muligvis ikke helt korrekt, og man skal også huske på, at mange var flygtet til Jerusalem fra de øvrige frankiske byer. Men at der var en grundlæggende mangel på veltrænede riddere, er sandt nok.

Sultanen brugte fem dage på at danne sig et overblik over byen. Imad al-Din rapporterer om en tale (som han ikke selv var til stede under), hvor Saladin i slagkraftige vendinger dybest set argumenterede for, at den ayyubidiske families handlinger gennem de seneste år nød guddommelig billigelse.

Som vi har set, havde den kurdiske klan mødt kritik fra Nur al-Din, fra hans efterfølgere i Syrien og fra kaliffen. Men triumfen ved Hattin og nu denne chance for at tilbageerobre den hellige by var, hævdede sultanen, klare eksempler på Guds velsignelse og utvetydige beviser for, at hans adfærd havde været korrekt.

Han pegede på, at ”Jerusalem har været på fjendtlige hænder i [88] år, og i løbet af den tid, mens de [muslimske] regenters ildhu sygnede hen, og den ene generation fulgte den næste, og frankerne satte sig på magten i byen, har Gud ikke modtaget nogen form for tilbedelse fra os her.”

Indtil nu, indtil netop denne familie havde meldt sig på banen, havde alle andre med andre ord manglet det fornødne fokus og den nødvendige vilje og moralske overbevisning til at opnå succes. Således havde ”Gud reserveret æren for erobringen til en enkelt slægt – Ayyubs sønner – for på den måde at forene alle hjerter om at værdsætte dens medlemmer.”

Forestillingen om sejr som tegn på guddommelig gunst var velkendt for datidige muslimer (og kristne ligeså). Saladin sluttede sin tale af med at sværge på, at han ikke ville forlade Jerusalem igen, før Klippemoskeen var blevet hans.

Oven på Saladins rekognoscering besluttede muslimerne sig for at rykke væk fra det stærkt forskansede område omkring Davidstårnet og Jaffaporten og slå lejr ved den østlige og nordøstlige ende af byen. I et kort, forjættende øjeblik, mens byens forsvarere så deres fjender pakke teltene sammen, troede de, at muslimerne havde givet op, men de indså snart, at det var et taktisk træk, ikke en retræte. Fra dette tidspunkt af kom belejringens fokus til at ligge langs strækningen mellem Damaskusporten og Josafats Port, og det var omme fra denne side, at Saladin den 25. september intensiverede sit angreb.

Foruden det militære pres, han selv anlagde, udnyttede sultanen også de teologiske forskelle mellem de kristne indbyggere. Der var en melkitisk kristen, som oprindeligt kom fra Jerusalem, der i lang tid havde gjort tjeneste under Saladin og Safadin. Han var før blevet brugt som diplomat, og nu satte Saladin ham til at forsøge at lokke sine trosfæller inden for murene til at overgive sig til gengæld for en rundhåndet pengeudbetaling.

Melkitterne udgjorde en ret stor gruppe, og da Balian af Ibelin hørte, at de måske ville forårsage problemer, var han nødt til at overveje sine muligheder grundigt. I mellemtiden blev forsvarstropperne presset væk fra murene af det utrættelige bombardement fra Saladins blider. Ekstra kavaleristyrker stod på lur for at forhindre eventuelle udfald fra frankerne, og dette gjorde det muligt for sapører at kaste voldgraven til og dernæst bringe et stykke af forsvarsværkerne til randen af sammenstyrtning. Fordi sejren ved Hattin havde været så eftertrykkelig, var der ingen udsigt til, at en undsætningsstyrke ville dukke op og frelse byen, så belejrerne skulle ikke koncentrere sig om andet end deres bytte.

Blider og bueskytter holdt tempoet oppe, godt hjulpet af det dødbringende naftabaserede brandstiftelsesmiddel, der var kendt som ”græsk ild”. Efter at et udfald fra Josafats Port slog fejl, smuldrede kampånden i byen. End ikke tilbud om overdådige belønninger for at bevogte den del af muren kunne motivere folk til at gøre noget. Frankerne indså, at spillet var ude; det var tid til at tage hul på kapitulationsforhandlingerne.