Prøv avisen

Bør alle fortælle, hvad de får i løn?

Vi vil helst ikke ud med, hvad vi tjener. Vi er bange for at stikke ud og skabe misundelse – eller for at opdage, at de andre faktisk tjener mere. For lønnen er i stigende grad blevet en markør for ikke bare status, men også hvor gode mennesker vi er, mener forskere. – Tegning: Gary Waters/Ikon Images/ritzau. Foto: GARY WATERS

Et af tidens største tabuer er, hvad vi tjener. Det handler blandt andet om, at konkurrencekulturen har fået os til at værdisætte os selv og hinanden stadig mere. At gøre lønnen offentlig kan udstille, hvor ulige vi er blevet, siger forskere. Men det kan også gøre det nemmere at acceptere det

Lønkrigen raser igen. Den handler denne gang ikke om, hvem der skal have hvor meget mere i løn, men om, hvem der bør fortælle, hvad de tjener.

Debatten begyndte, da det kom frem, at en tidligere direktør i Danmarks Radio var blevet genansat som ekstern mangfoldighedskonsulent til en årsløn på 2,1 millioner kroner. Medarbejderne undrede sig, politikerne undrede sig, og statsrevisorerne bad i denne uge Rigsrevisionen undersøge lønforholdene hos DR.

Også nogle medier kritiserede det høje lønniveau i den statsfinansierede virksomhed. Men så kom modspørgsmålet: Hvad tjener de private mediechefer egentlig selv? Det var der kun 5 ud af 20, der ville svare på, og så lå banen åben for endnu en diskussion om, hvorfor vi generelt er så hemmelighedsfulde omkring vores løn.

Selvom debatten er tilbagevendende, rykker fronterne sig ikke rigtig: Så sent som i maj 2017 viste en ny meningsmåling foretaget for Institut for Menneskerettigheder, at 6 ud af 10 danskere ikke taler med deres kolleger om, hvad de får i løn. Andre undersøgelser har vist, at flertallet ikke taler med nogen som helst om det. Det er tabu, måske endda et af tidens allerstørste, mener flere forskere.

Faktisk peger meget i retning af, at mens andre tabuer med tiden er blevet brudt ned – tag bare internetdating, psykologbehandling og synet på ”de fremmede” – har vores løn aldrig været mere hemmelig, siger professor i arbejdslivsstudier på Roskilde Universitet Helge Hvid.

Det er ikke længe siden, at forestillingen om solidaritet på arbejdspladsen stadig var den fremherskende, i hvert fald blandt arbejderne, påpeger han. Her brugte man åbenheden til at løfte hinandens løn op, mens lønnen var et langt større tabu blandt funktionærer. Så når der de seneste årtier er kommet færre arbejdere og flere funktionærer, er det kun naturligt, at tabuet er blevet mere udbredt.

Parallelt med den udvikling er der sket det, at værdisættelsen af vores arbejde er blevet mere individuel. Lønnen bliver i stigende grad afgjort af personlige kvaliteter og ikke kun faglige præstationer eller ren anciennitet. På den måde er lønnen blevet et spejl på, hvor vellidt man er af ledelsen, og det kan være ret følsomt og skabe misundelse og konflikt, mener Helge Hvid.

”Man kan godt argumentere for, at tabuet om løn hjælper til med at bevare den gode stemning, som vi jo værner så meget om i Danmark. Man kan også mene, at det hjælper os med at fokusere på, hvor glade vi er for vores arbejde, og hvor meget vi hver især kan forbedre os – frem for at bruge kræfter på at måle os op mod, hvor godt de andre klarer sig. Men som i så mange andre sammenhænge kan åbenhed også være en dyd. Åbenhed skaber klarhed over arbejdspladsens prioriteringer og enighed om, hvad der er værd at stræbe efter,” siger han.

Det er langtfra kun i Danmark, man diskuterer åbenheden omkring lønnen. Det sker i hele verden – med vidt forskellige indfaldsvinkler og holdninger. Flere millioner fra mange forskellige nationaliteter har således set den amerikanske lektor i ledelse ved Oral Roberts University David Burkus fortælle om løntabuet på Ted Talks – en non-profit-organisation, der organiserer konferencer, som har til formål at udbrede ”idéer, der er værd at sprede”.

At tabuet eksisterer, er forståeligt nok, siger han, for det er en meget udbredt opfattelse, at hvis alle vidste, hvad de andre tjente, ville helvede bryde løs i form af skænderier, mobning og opsigelser.

Men faktisk konkluderer studie efter studie, at når folk ved, hvordan deres løn fastsættes, og hvor den ligger i forhold til kollegernes, har de større tendens til at forbedre deres egen indsats.

Der er også en række andre fordele ved åbenheden, mener sociolog og lektor på Syddansk Universitet Pernille Tanggaard Andersen. Hun har blandt andet forsket i arbejdspladskultur og mener, at det generelt er demotiverende ikke at vide, om man får løn som fortjent. Og hvad man skal gøre for at tjene mere. Det er ikke blot med til at holde lønniveauet nede, det øger også diskriminering på bagrund af eksempelvis køn, alder og etnicitet.

”Og så skaber uvidenheden typisk mere usikkerhed og utilfredshed, fordi de fleste har tendens til at tro, at alle tjener mere end dem. Og at chefen fordeler lønpuljen skævt,” siger hun.

Når så mange alligevel holder fast i tabuet, hænger det formentlig sammen med, at så meget af vores tid og identitet bliver bestemt af vores arbejde, mener Pernille Tanggaard Andersen. Og – som Helge Hvid også var inde på – at værdisættelsen af det arbejde i stigende grad også er en værdisættelse af os som mennesker.

Hertil kommer, at vi særligt siden årtusindeskiftet er begyndt at måle og veje vores præstationer og adfærd mere og helt fra børnehavealderen. Det har været med til at forme et udpræget konkurrencesamfund, hvor vi rangerer hinanden stadig mere. Og der er lønnen det måske mest direkte sammenlignelige, vi har.

”Vi dyrker jo fortællingen om, at vi er et meget lige samfund. Og vi har fortsat en meget konsensusorienteret hyggekultur – både privat og på arbejdet. Det kan derfor have store konsekvenser at stikke ud, for det ødelægger nemt glansbilledet. Af samme grund er vi generelt heller ikke særlig nysgerrige på, hvad andre tjener,” siger hun.

Alt dette efterlader os i et dilemma, et valg mellem to onder: Fortæller vi, hvad vi tjener – med risiko for at spolere den gode stemning eller opdage, at de andre faktisk tjener mere? Eller tier vi – med risiko for at skabe myter uden hold i virkeligheden?

Indtil videre vælger flertallet det sidste, og det er – alt i alt – nok meget godt, mener Christian Bjørnskov. Han er professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet, men har også forsket i lykke og konsekvenserne af tillid og sociale normer. Det er hans oplevelse, også personligt, at der opstår flere myter og mere utilfredshed ved at fortælle om lønnen end ved at lade være.

Vi har – ikke mindst i Danmark – nemlig en stærk tendens til lynhurtigt at sætte bestemte og ofte urimelige krav til folk, hvis vi fornemmer, at de er kommet let til deres penge eller har urimeligt mange. Er man åben om sin løn, åbner man derfor nemt døren til misforståelser. De fleste tror nemlig, at alle arbejder nogenlunde lige meget og har nogenlunde lige evner, og så er det nemt at se det uretfærdige i, at eksempelvis en mediechef eller en bankdirektør får en relativt høj løn.

”Problemet er, at folk ikke har indsigt i, hvad det kræver at være mediechef eller bankdirektør,” forklarer han.

”De har derimod nemmere ved at forholde sig til, at verdens bedste fodboldspillere tjener flere hundrede millioner om året, fordi de har personlig erfaring nok til at vide, at det kræver noget unikt at spille på så højt niveau.”

Men der er også en anden grund til, at han indimellem undrer sig over det pres, der jævnligt opstår i forhold til at bryde tabuet om lønnen – især når den er høj. For vi har en grundlovssikret ret til privatliv i Danmark. Og vores indkomst er noget af det mest private, vi har, for den er ikke blot en værdisættelse af det, vi bruger allermest tid på, den definerer også store dele af vores privatliv.

”De penge, vi tjener, er jo kun vigtige, hvis vi bruger dem til noget. Og det gør vi kun i vores privatliv, så jeg har ærligt talt svært ved at se, hvorfor lønnen dybest set ikke er en privat sag,” siger Christian Bjørnskov.