Bør tortur være tilladt i særlige tilfælde?

At anvende tortur er ulovligt i det meste af verden, men hver femte dansker støtter det alligevel i særlige tilfælde, viser ny måling. Det er bekymrende, mener filosof, for historien har vist os, at brugen af tortur fører til moralsk fallit. Debattør og kommende præst mener omvendt, at vi skal være parate til at få beskidte hænder og ikke lade moralske hensyn handlingslamme os

At forbuddet mod tortur bør høre til i den kategori af ubøjelige principper, har historien vist os flere gange, mener lektor i filosofi Morten Dige.
At forbuddet mod tortur bør høre til i den kategori af ubøjelige principper, har historien vist os flere gange, mener lektor i filosofi Morten Dige. .

Et tænkt, men ikke utænkeligt scenarie: Politiets Efterretningstjeneste har pågrebet lederen af en gruppe, der planlægger et terrorangreb i Danmark om få dage. Han ved, hvor og hvornår det finder sted, det føler politiet sig sikre på, men han nægter at tale. Skal de tvinge ham for derved – forhåbentlig – at redde hundredvis, måske tusindvis af liv?

Ja, siger hver femte dansker i en ny måling fra Dignity: Dansk Institut mod Tortur. Sidste år svarede hver fjerde ja i en tilsvarende måling, men normalt ligger andelen, der er villige til at acceptere brugen af tortur i særlige tilfælde, på hver femte.

Og hvordan skal man så tolke det tal? De fleste amerikanere vil formentlig mene, at det er meget få. I USA viste en meningsmåling fra Reuters nemlig tidligere på året, at 85 procent af amerikanerne accepterer brugen af tortur mod en mistænkt terrorist for at få fat i vigtig information. Ser man i stedet på danskernes holdning for 15 år siden, er hver femte mange, for dengang – før 11. september – var tortur slet ikke på dagsordenen, og næsten alle danskere mente, at tortur skulle være helt forbudt uanset hvad.

Denne entydige holdning er især blevet udfordret af de tilbagevendende terrorangreb, og det er fuldt forståeligt, mener lektor i filosofi på Aarhus Universitet Morten Dige. Når trusler kommer helt tæt på, er det helt normalt at bytte etiske principper for sikkerhed. Alligevel er han bekymret over, at så mange år efter år erklærer sig villige til at acceptere tortur som et redskab for myndighederne, for lige nøjagtig forbuddet mod tortur trækker på helt grundlæggende værdier i en demokratisk retsstat som Danmark.

”Hver femte er nok til at skabe en folkestemning, og folkestemninger kan rykke politikere,” siger han.

”Og hvis de begynder at sætte spørgsmålstegn ved det totale forbud mod tortur, så ender vi nemt i alvorlige problemer, for det her er ikke bare endnu et forbud, det er et såkaldt arketypisk forbud. Det opsummerer og tydeliggør principperne i den mest væsentlige del af lovgivningen. Det er et enten-eller-forbud, hvor der ikke kan være smuthuller og undtagelser, for er der det, falder hele retssystemets integritet fra hinanden.”

Det kan virke som et overdrevet etisk ståsted, det anerkender han gerne. Og det er da også nemt nok at indtage det synspunkt, så længe der ikke har været omfattende terrorhandlinger i Danmark, men pointen er netop, at et moderne samfund er nødt til at hvile på en række principper, som ikke vakler på grund af aktuelle begivenheder – uanset hvor forfærdelige de måtte være.

Han sammenligner det med, at landets dommere får lov til – i særlige tilfælde – at fravige princippet om, at de kun må dømme dem, der er beviseligt skyldige.

At forbuddet mod tortur bør høre til i den kategori af ubøjelige principper, har historien vist os flere gange, mener Morten Dige. Franske soldaters statsautoriserede tortur af algeriere under krigen i 1955-1962 har forfulgt landet lige siden. Eksempelvis har de værste torturregimer i Sydamerika fået hjælp fra franske tortureksperter, og på den måde har den moralske fallit i Frankrig bredt sig ukontrolleret.

Det samme er sket i Israel, blot endnu mere åbenlyst. Her gav højesteretten det israelske militær tilladelse til at benytte ”udvidede forhørsmetoder” i ekstreme tilfælde, men i praksis har den beslutning haft en stærkt undergravende effekt.

”Man begyndte at torturere i stadig mindre ekstreme tilfælde. Det forlyder indimellem, at det stadig foregår, og det har kun været med til at forstærke grobunden for fjendskab og had mellem de to parter. De er begge låst fast i en ekstrem form for ondskab, og det er endda blevet dokumenteret, at der ikke kommer brugbare informationer ud af torturen. Den løser ingenting,” siger Morten Dige.

Der er ikke mange, som offentligt argumenterer for brugen af tortur. Den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump er en af dem. Under valgkampen lovede han igen at gøre torturmetoden waterboarding lovlig samt at indføre metoder, der var ”markant værre” som et middel til at beskytte det amerikanske folk mod terror. Herhjemme er debattør og indtil for nylig også lektor i statskundskab på Syddansk Universitet Søren Hviid Pedersen, en af de få tilhængere. For tiden er han ved at uddanne sig til præst.

Han anerkender, at tortur generelt ikke virker, hvis man gerne vil have sandfærdige oplysninger ud af mennesker. Og han understreger, at tortur kun skal benyttes i de tilfælde, hvor myndighederne ved, de har den rigtige mand, og hvor hans oplysninger med stor sandsynlighed kan afværge en umiddelbar katastrofe.

I de få tilfælde er der til gengæld et enkelt, men meget vægtigt argument for at benytte forskellige former for tortur. Inden for statskundskaben og den moralske filosofi kaldes argumentet for dirty hands-problematikken eller beskidte hænder-problematikken .

Det centrale argument er her, at man er nødt til at skelne skarpt mellem politik og moral, fordi de hver især fungerer ud fra deres egen logik, forklarer han.

Hvor moral og etik handler om kriterierne for godt og ondt, handler politik dybest set om at træffe betimelige beslutninger ud fra, hvem der er venner og fjender, og hvad der sikrer samfundets overlevelse og sammenhængskraft. Vi har eksempelvis et absolut forbud mod at slå hinanden ihjel, som er moralsk betinget.

Men vi har samtidig taget en politisk beslutning om, at politi og forsvar godt må slå ihjel under særlige omstændigheder. Havde vi ikke taget den beslutning, fordi vi syntes, den var moralsk forkert, ville vores retsstat og evne til at forsvare os mod ydre fjender bryde sammen.

”Der, hvor de fleste går fejl i holdningen til brugen af tortur, er, når de blander politik og moral sammen,” siger Søren Hviid Pedersen.

”Politikere skal pr. definition ikke handle moralsk, de har andre og større hensyn, nemlig at beskytte landets borgere mod trusler. Når de alligevel bruger moralske argumenter, bliver de handlingslammede, det har vi set igen og igen, senest med borgerkrigen i Aleppo i Syrien. Beslutningstagerne har vurderet frem og tilbage, hvad der var moralsk forsvarligt, og nu er det endt med, at russerne og tyrkerne har taget teten, fordi de først og fremmest er styret af det, politik bør være styret af: rationalitet. Er man rationel som politiker, tillader man også muligheden for potentielt at redde hundredvis af liv, måske endda redde en nation, selvom man derved skader nogle få.”

Så hvad skal man mene? Morten Dige er helt med på, at der findes argumenter for brugen af tortur. Det er netop derfor, emnet er værd at diskutere.

Muligheden for at redde de mange ved at skade de få er ét af dem, et andet er: Hvis vi er parate til at bruge ekstreme metoder over for kriminelle, eksempelvis isolation, hvorfor så ikke tortur? Et af de mest anvendte argumenter imod brugen af tortur er netop, at den umenneskeliggør mennesket. Den ødelægger sjælen uden at slå legemet ihjel, men gør isolation og det at give indsatte numre og ens dragter ikke det samme?

Jo, mener Morten Dige, men det er blot et argument for at forbyde det hele, ikke at tillade tortur.

I sidste ende er det afgørende dog, om vi er villige til at indgå en handel: Vil vi opretholde et moralsk princip om, at ethvert menneske skal behandles menneskeligt, hvis det betyder, at vi skal leve med en terrorrisiko, der måske er større, end den kunne have været? Et klart flertal er klar til den handel, viser meningsmålingerne. Måske fordi vi indgår tilsvarende handler hele tiden, siger Morten Dige:

”Et eksempel: Hvis vi virkelig ville nedsætte antallet af trafikdrab, havde vi langt strengere hviletidsbestemmelser eller forbød måske endda lastbiler i byerne. Det er vi bare ikke villige til i vækstens navn. Men spurgte man i stedet: Er du villig til at lade 200 mennesker dø i trafikken, for at virksomhederne kan få kørt deres varer rundt? Så ville de fleste nok sige nej. Når så relativt mange accepterer tortur, handler det ikke mindst om, hvordan handlen bliver sat op.”

Imod at bruge tortur taler:

Det umenneskeliggør mennesket.

Historien viser, at det medfører moralsk fallit.

Det virker ikke.

For at bruge tortur taler:

Man redder mange ved at skade få.

Vi umenneskeliggør i forvejen mennesket, blandt andet gennem isolation.

Tortur handler ikke om moral, men om rationalitet.