Prøv avisen
Støt med et klik?

Bør vi donere penge til private indsamlinger på internettet?

Teging: Morten Voigt

Mennesker i nød er hverdag på de sociale medier. Men selvom vi donerer penge af et godt hjerte, er vi rent moralsk på vildspor, når vi støtter enkeltindivider, siger forsker

1.046.173,75 kroner. Så meget fik kæresten til den betjent, der på årets sidste augustdag blev skudt i hovedet på Christiania, overrakt for et par uger siden. Pengene stammer fra en indsamling, som kollegaer til den hårdt sårede betjent iværksatte umiddelbart efter ulykken.

En indsamling, der for alvor fik vind i sejlene, da iværksætter og stifter af blandt andet søgetjenesten Jubii, Martin Thorborg, valgte at involvere sig i indsamlingen.

Med næsten 70.000 følgere på Facebook var der således mange, der læste med, da han i et opslag opfordrede folk til at donere penge til støtte for betjenten og dennes familie. Selvom det var en indsamling, der kun var rettet mod at hjælpe en enkelt familie, var Martin Thorborg ikke i tvivl om, at han gerne ville støtte og lægge navn til indsamlingen.

”Min kone er politibetjent og kom hjem og var ked af det, der var sket. Hun har selv patruljeret på Christiania og er blevet spyttet på og skubbet til derude. Det kunne være hende, der var blevet skudt. Så jeg gik delvist ind i det for hendes skyld,” siger han.

Ofte støtter den succesfulde iværksætter indsamlinger til fordel for mere overordnede formål og større grupper af mennesker. Han har blandt andet samarbejdet med Dansk Røde Kors flere gange og har ligeledes samlet ind til julegaver til børn i mindrebemidlede hjem. Private indsamlinger rettet mod enkeltpersoner forholder han sig normalt kritisk til.

”Jeg synes især, det er svært i de situationer, hvor folk siger, at deres kære er blevet opgivet i det danske sundhedssystem, og at de derfor vil samle penge ind til behandling i udlandet. For hvordan kan jeg vide, at pengene ikke går til en eller anden heksedoktor, der reelt ikke kan hjælpe? Men igen, jeg skal ikke gøre mig til dommer. Måske ville jeg gøre det samme, hvis det var min egen kone, der blev syg,” siger han.

Til forskel fra indsamlinger til alvorligt syge mennesker mener Martin Thorborg, at sagen om den sårede politibetjent er helt åbenlys.

”Her har vi at gøre med en mand, der er blevet skudt i hovedet og har en gravid kæreste. Overlever han, er der brug for penge til genoptræning, og gør han ikke, har kæresten virkelig brug for støtte,” siger han.

Thomas Ploug, der er professor og blandt andet forsker i moralfilosofi og etik på Aalborg Universitet er ikke i tvivl om, at de mennesker, der har støttet indsamlingen til politibetjenten eller støttet lignende indsamlinger, har de bedste intentioner. Motivationen til at hjælpe andre er prisværdig, understreger han. Men samtidig er der en potentiel fare for, at vi ikke hjælper der, hvor nøden er størst.

”Det er jo sådan, at almindelige menneskers ressourcer ikke er uendelige og ej heller deres givervilje. Og når det er sådan, må man tage et vist ansvar på sig. Der er mange mennesker, som lider – også i Danmark – derfor må der også være en vis proportionalitet i indsamlinger. Vi skal passe på, at vores empati ikke slides op, og det risikerer den, hvis vi hver dag, når vi åbner computeren, bliver mødt af mennesker, der er havnet i ulykkelige situationer, og som pårørende gerne vil samle ind til,” siger han.

Når man donerer til privatpersoner, er der selvsagt ikke velgørende organisationer inde over, og det faktum kan være bekymrende, påpeger Thomas Ploug. Han mener, at vi, såfremt tendensen med de private indsamlinger på internettet fortsætter, bør diskutere, om det er den rigtige måde at donere penge på.

”Der skal selvfølgelig være respekt for, at folk handler på en spontan omsorg og respekt. Men selvom man kan blive berørt over et enkelt menneskes skæbne, skal man holde sig for øje, at man muligvis kunne have hjulpet nogle, som var i endnu større nød. Hvis man gerne vil være en samvittighedsfuld giver, så er det sikrest at donere igennem organisationer, hvor vi ved, at pengene rent faktisk hjælper mennesker i nød,” siger han.

Frej Klem Thomsen, postdoc i etik og politisk filosofi på Roskilde Universitet, præsenterer begrebet effektiv altruisme (effektiv godgørenhed). Effektiv altruisme er idéen om, at vi ikke blot er forpligtede til at hjælpe andre, men også til at hjælpe på bedst mulig vis. Der er nemlig særdeles stor forskel på, hvor stor nytte vores donationer rent faktisk gør.

”Hvis en læge fik to patienter ind; en med en brændt hånd og en med hjertestop, ville alle synes, det var forkert, hvis han valgte at behandle ham med den brændte hånd først. Det er den samme situation, vi står i, når vi skal vælge, til hvilke formål vi vil donere penge,” siger han.

Alligevel har mange af os svært ved at tænke rationelt og forholde os objektivt i det øjeblik, vi donerer. Det er der en psykologisk forklaring på.

”Det er meget nemmere for os at identificere os med et helt konkret menneske frem for en abstrakt målgruppe. Det trykker stærkere på knapperne hos os at hjælpe en bestemt person frem for 1000 mennesker i en statistik, men det er en moralpsykologisk faktor, som ofte kan lede os på vildspor,” siger Frej Klem Thomsen.

Det bedste argument for at hjælpe det enkelte individ i ulykke frem for at støtte på et overordnet plan kan ifølge Frej Klem Thomsen være, at vi indimellem, hvis ikke vi havde valgt at give til det enkelte lidende menneske, slet ikke havde givet noget til nogen. Vi blev så at sige kun grebet, fordi der var en rørende personlig historie, som ramte os i hjertet, men det bedste ville være at bruge både hoved og hjerte.

Der vil næppe fremover blive færre af de privat organiserede indsamlinger til enkeltpersoner, og ifølge Frej Klem Thomsen fordrer det, at vi gør os bevidste om, hvor vi kan yde den største støtte.

”Det er uundgåeligt, at vi alle hjælper dem først, som vi elsker mest. Bliver min kone eller mit barn syg, så er jeg villig til at bruge mange flere ressourcer på at få dem raske, end jeg er på at hjælpe andre syge. Men har vi også særlige forpligtelser over for mennesker, som vi bor tæt på, som kan retfærdiggøre, at vi bør hjælpe dem, før vi hjælper nødlidende i Den Tredje Verden? Det er der to argumenter, der tilsiger, at vi ikke har. For det første er det et rent tilfælde, at nogle fremmede bor i samme land som os selv, mens andre fremmede bor i Afrika. For det andet, så selv hvis vi havde sådanne stærkere forpligtelser, så er det helt utroværdigt, at de skulle være så stærke, at de kunne overtrumfe forskellen i, hvor meget vi kan hjælpe. Når vi kan hjælpe 100 eller 200 gange så meget, så kan det umuligt retfærdiggøres, at vi skal hjælpe dem, vi bor tættest på, først,” siger han.

Frej Klem Thomsen understreger, at vil vi være sikre på at få værdi for de penge, vi donerer væk, så skal vi donere til organisationer, der arbejder i Den Tredje Verden.

”I vores del af verden er de nemme problemer løst. De lavthængende frugter er plukket. I tredjeverdenslande kan man komme utrolig langt for små penge, men landene har ofte ikke selv ressourcerne til det,” siger han.

Stig Fog, der arbejder med kommunikation og fundraising i humanitære organisationer, plæderer også for, at vi primært bør tilstræbe at donere på et overordnet plan frem for til det enkeltstående menneske i ulykke.

”Mange af de indsamlinger, vi ser på de sociale medier til fordel for en enkelt kræftramt person, der ønsker alternativ behandling, hjælper jo kun det ene menneske og kommer ikke andre til gavn. Hvis man i stedet gav penge til Kræftens Bekæmpelse, er der en mulighed for, at samme mængde penge ville komme endnu flere til gavn, fordi de blev brugt til at fremme forskningen,” siger han.

Stig Fog har stor forståelse for, at man kan blive dybt berørt, når man møder direkte opfordringer til at samle ind til en navngiven og måske dødssyg person. Men han påpeger, at det kan få store konsekvenser for de store, velgørende organisationer, hvis folk fremover svigter dem for i højere grad at støtte de private indsamlinger.

”En ikke tilsigtet konsekvens af de her meget konkrete hændelser, hvor for eksempel børn er blevet dødeligt syge, eller hvor der skal samles ind til et nedbrændt hotel, er, at vi som givere vænner os til at vide, præcis hvad pengene går til. Det kan de store organisationer aldrig leve op til. De kan komme med nogle eksempler, men man kan ikke tilbyde folk, når man samler ind til kræftramte børn, at de kan vælge, om deres penge skal gå til kræftsyge Peter, Benny eller Lise,” siger Stig Fog.