Danmark er et af de mindst korrupte lande i verden. Sådan lyder beskeden år efter år fra ngo-organisationen Transparency International, der arbejder for at oplyse om og bekæmpe international korruption.
Mere overraskende er det måske, at Danmark kan takke enevælden for et system, hvor man ikke behøver at betale politiet penge for beskyttelse eller give læger penge under bordet for at få den rigtige behandling på hospitalerne.
Det fremgår af bogen ”Korruption”, der er den seneste i rækken af Tænkepause-bøger fra Aarhus Universitetsforlag. Her gennemgår historiker og korruptionsforsker Mette Frisk Jensen de forskellige mekanismer, der har gjort, at Danmark har førertrøjen på, når det handler om bekæmpelse af korruption.
Men i virkeligheden er det vanskeligt at definere, hvad korruption egentlig er.
”Kært barn har mange navne, og korruption hedder også bedrageri, underslæb, mandatsvig. Mange tror, at det kun dækker over bestikkelse, men det er mere end det, og korruption er også, når embedsmænd tager af kassen, når politikere laver underhåndsaftaler eller placerer opgaver hos medlemmer af familien,” siger Mette Frisk Jensen.
Men selvom Danmark har haft sine korruptionssager - Peter Brixtoftes svindleri for skatteydernes penge, tidligere justitsminister P.A. Alberti, der havde svindlet for 16 millioner kroner obligationer - er det intet i sammenligning med andre lande.
”Nogle steder er det en fuldstændigt integreret del af hverdagen. Og det er et kæmpe problem, fordi omfanget er så stort. De færreste i Danmark skal bestikke politibetjenten eller købe en afgørelse ved domstolen, men sådan er det i andre lande,” fortæller Mette Frisk Jensen og forklarer, at det ikke har noget at gøre med, at nogle lande accepterer korruption.
Men i korrupte samfund har indbyggerne intet andet valg end at smøre systemet for at få adgang til ting, vi tager for givet i Danmark.
I bogen skriver hun, at ”hvis du som mor i Nigeria eller i andre korruptionsplagede lande som Zimbabwe eller Yemen ikke betaler lidt ekstra til lægen, bliver dit barn ikke vaccineret. I Kenya, Venezuela eller Usbekistan får du ikke dit pas udleveret, hvis ikke der følger en kuvert med ekstra betaling med pasansøgningen.
Det underminerer retsstaten og fjerner tilliden til systemet. Og det nytter ikke noget som enkeltperson at prøve at bekæmpe det, for så snyder du kun dig selv”.
Men hvorfor er det så stort et problem nogle steder og ikke andre steder? Ifølge Mette Frisk Jensen kommer det an på det politiske styre i det enkelte land, fordi korruptionen som oftest kommer oppefra.
”Den politiske vilje mangler i disse lande, fordi det er magteliten, der lukrerer på korruptionen og beriger sig selv. De misbruger det embede, de har adgang til. Derfor er tilskyndelsen til at arbejde effektivt for at bekæmpe det ikke så stor.”
”Det danske system har bekæmpet korruption i flere århundreder. Man har slået ned på korruptionssager, styrket lønninger, haft ekstra kontrol og sørget for, at embedsmændene fik pension. Andre steder i verden er de så dårligt lønnet, at de ikke kan leve af det, og det åbner for, at de er nødt til at sørge for at skaffe indtægt på anden vis.”
Mette Frisk Jensen forklarer, at det i virkeligheden er en helt menneskelig side, der ligger til grund for korruption.
”Det er så basalt, at mennesket i mange situationer er grådigt. Man rager til sig, og det gør man, medmindre der er sat regler op, der gør, at man ikke har mulighed for det. De fleste mennesker vil af natur gøre det, hvis de kan. Derfor er samfundet nødt til at gardere sig mod det og sørge for, at chancen for at blive opdaget er stor, og at der er store straffe for det. Sådan er landene bare ikke konstrueret mange steder,” siger hun.
Og det bringer os til enevælden. For da Mette Frisk Jensen gav sig til at undersøge, hvorfor Danmark er blevet til et af verdens mindst korrupte lande, måtte hun gå tilbage i historien.
Da Frederik den Tredje i 1660 indførte enevælden, indførte han samtidig en stærkt hierarkisk administration, hvor embedsmændene alene administrerede i kongens sted, og hvor magten kun var til låns.
”Det var i styrets interesse at få etableret en effektiv forvaltning. Derfor blev der slået hårdt ned på korruption, som kunne erodere det system indefra. Det var et spørgsmål om at indkræve skatter til at finansiere de mange krige, Danmark førte i 1500-, 1600- og begyndelsen af 1700-tallet, og det var embedsmændenes ansvar.”
”Det var ikke et spørgsmål om at have en højere moral, men et spørgsmål om at bevare den enevældige magt ved at gøre administrationen mere effektiv. De færreste tænker over, hvor stor en gevinst for samfundet det er, at vi ikke har problemet med korruption. Det, at vi har fået opbygget en effektiv administration og dermed en ikke-korrupt forvaltning allerede i 1800-tallet, har en væsentlig betydning for, at vi kan finansiere en velfærdsstat. At man har fået folk til at betale høje skatter, kunne man kun gøre, hvis folket havde tillid til staten, og at pengene blev forvaltet ordentligt,” siger Mette Frisk Jensen.
Men hun peger også på, at det kræver arbejde at fastholde Danmarks førerposition på verdensplan. Og at der har været små skred i samfundet i de seneste par år, der måske kan føre landet i den forkerte retning.
”Der er begyndt at komme metoder ind i forvaltningen, hvor chefer får udbetalt en bonus, hvis de gør noget, der ikke nødvendigvis er til det fælles bedste. Også det, at man har spindoktorer, der muligvis forsøger at fordreje sandheden og bøje lovene, er problematisk.”
”Der kommer sprækker i administrationen, der gør, at der bliver andre initiativmekanismer, og det er problematisk. Man kan se politikerne gå lige til eller over grænsen, og jeg er ikke sikker på, at det bliver taget tilstrækkeligt alvorligt,” siger Mette Frisk Jensen.
Hun peger på, at det store spørgsmål stadig er, hvordan man effektivt bekæmper korruption i nutiden. Mens det tog Danmark flere hundrede år, nogle viljestærke enevældige konger og et par krige, er det stadig en kamp, der skal kæmpes.
”Danmark er jo ikke helt fri for korruption, og vi har ikke den endegyldige løsning på, hvordan man kommer korruption til livs. På verdensplan er problemet overvældende stort, og den, der finder svaret på spørgsmålet, burde vinde Nobelprisen.”