I 2014 fødte Anne-Mette Kristensen sit tredje barn. Da hun fik den lille pige op til sig og så på hende, kiggede hun på sin mand med et smil og sagde:
”Der er vist ingen tvivl her.”
For Anne-Mette Kristensen var det tydeligt, at hendes lille pige, Caroline, var født med Downs syndrom. Præcis som hun havde forberedt sig på gennem det meste af sin graviditet. På fødestuen mærkede hun, hvordan personalet undrede sig over de nybagte forældres reaktion – hvorfor var de ikke tynget af sorg?
Men det var der en god grund til. For allerede siden Anne-Mette Kristensen var tre måneder henne i sin graviditet, havde parret vidst, at det barn, de ventede, med stor sikkerhed ville blive født med Downs syndrom.
”Vi var ovre det punkt, hvor vi skulle græde og føle sorg. Og vi havde forberedt os på Caroline, og nu var hun der bare, og vi var glade,” siger Anne-Mette Kristensen.
Sammen med sin mand havde hun til den første scanning 12 uger henne i graviditeten fået at vide, at der var høj risiko for, at de ville få et barn med Downs syndrom. Hun fik tilbudt at få taget fostervandsprøve og moderkagebiopsi, men det sagde parret nej til. De ønskede ikke at løbe den lille risiko, der er, for at abortere spontant ved disse tests.
Men det er et fåtal, der som forældreparret fra Vejle vælger at fuldføre en graviditet, hvis de på forhånd ved, at barnet har Downs syndrom. Siden 2004, hvor alle gravide fik mulighed for at blive screenet for, om de ventede et barn med Downs syndrom, er antallet af fødte børn med dette handicap faldet fra 161 i 2005 til blot 31 i 2015.
Fra den 1. marts i år gøres en ny metode landsdækkende, der giver forældrene mulighed for at få vished uden at skulle løbe risikoen med en fostervandsprøve og moderkagebiopsi.
”Helt ærligt, så havde vi slet ikke talt om, at vi kunne få et barn med Downs syndrom inden scanningen. Men selvom vi blev chokerede, da vi hørte det, så kunne jeg bare mærke, da vi kom ud derfra, at det her var mit barn, og at det skulle blive der. Allerede dér havde jeg en enorm beskyttertrang og tænkte, at jeg skulle nok give det barn et godt liv. Det sagde jeg til min mand, og han havde det på samme måde,” fortæller Anne-Mette Kristensen.
Gennem hele sin graviditet blev hun scannet mange gange, og der var efterhånden ingen tvivl om, at hun havde et lille barn med Downs syndrom i maven. Når hun og hendes mand ikke på noget tidspunkt vaklede i deres overbevisning, skyldtes det, at de ikke anså syndromet som ensbetydende med et dårligt liv for barnet.
”Det var afgørende for os, at det ikke var et barn, der var forudbestemt til at få et meget kort og lidelsesfuldt liv. Mennesker med Downs syndrom kan sagtens få et godt liv, og hold da op, hvor findes der mange andre sygdomme, som er meget værre,” siger hun.
For Anne-Mette Kristensen og hendes familie, der også tæller to ældre søskende, fylder det ikke ret meget i hverdagen, at Caroline har et handicap.
”Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man i scanningerne går så meget efter børn med Downs syndrom. Vi føler os slet ikke begrænset af at have Caroline. Hun er altid så glad, og jeg har det også fint med, at folk kigger ekstra efter hende. For hun ser jo anderledes ud, og hun er da sød, når hun sidder der med sit runde hoved og smiler ud over det hele. Sådan en lille speciel en skulle alle have lov at have,” siger Anne-Mette Kristensen.