Modermærket på din arm er blevet lidt mørkere på det seneste, og derfor opsøger du din egen læge. Umiddelbart efter, at hun har konstateret, at der ikke er noget at bekymre sig om i forhold til modermærket, fortæller hun dig, at du i øvrigt vejer for meget. Derfor bør du begynde at løbe noget mere, spise nogle flere grøntsager og få dig et sundere liv.
Der er tale om et tænkt eksempel, men hver dag får de praktiserende læger besøg af patienter, der er overvægtige eller måske er på vej til at ryge sig til KOL, men som kommer til dem i andre ærinder. Og hver gang må lægerne tage stilling til, om de på eget initiativ skal adressere patienternes dårlige livsstil og de sygdomme, de enten har eller er i risiko for at få.
For nylig skrev tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling i et indlæg i Kristeligt Dagblad, at ”lægen bør koncentrere sig om det, patienten kommer for. Lægen bør tænke sig om og være varsom med uopfordret rådgivning.”
Ole J. Hartlings pointe var, at overvægtige godt ved, de er overvægtige, og at rygere godt ved, at det ikke er sundt at ryge. Hvis lægen uopfordret tager disse emner op, bidrager det kun til en fordømmelse og stigmatisering af patienten.
Indlægget skrev Ole J. Hartling på baggrund af en sag i Storbritannien, hvor en kvinde var gået til lægen, fordi hun havde forstuvet sin ankel. Men efter at have set på anklen, havde lægen fortalt kvinden, at hun var overvægtig og burde motionere noget mere. Kvinden følte sig krænket og påduttet noget, hun ikke havde noget ønske om at blive påduttet.
Lars Gehlert Johansen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin og praktiserende læge i Rødding i Sønderjylland, mener, at det er ”helt misforstået” at konfrontere en patient på den omtalte måde. Til gengæld er han langtfra afvisende i forhold til, at lægen på eget initiativ kan adressere overvægt eller rygevaner, selvom det ikke direkte er det, patienten kommer for at få vejledning om.
”Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet så jo gerne, at vi talte om KRAM-faktorerne (kost, rygning, alkohol og motion, red.) hver gang. I min optik skal vi bringe det på bane, når det er relevant. Hvis vi får en chance for at tale med patienten om, at det kan være gavnligt at ændre hans eller hendes livsvaner, skal vi tage den. Men det er op til den enkelte læge at have en situationsfornemmelse og forståelse for, hvornår det giver mening,” siger Lars Gehlert Johansen.
Han mener, at hvis patienten kommer for at få behandlet noget, der ikke er relateret til hans livsstil, og i øvrigt ikke giver udtryk for at have lyst til at diskutere den, så skal lægen lade spørgsmålet ligge.
”Patienten har en forventning om at få vejledning og behandling for det, han kommer til lægen med, og det er helt berettiget. Det er patienten, der bestemmer,” siger Lars Gehlert Johansen.
Vi lever i en tid, hvor man ikke kan åbne en avis eller tænde for fjernsynet uden at blive mødt af formaninger og velmenende råd om, hvor vigtigt det er at leve sundt. Vi må ikke spise stivelse, kulhydrater eller for meget fedt, vi skal dyrke motion hver dag, vi får at vide, at man er ”cool uden røg”, og at det er livsfarligt at drikke for meget alkohol.
Men selvom videns- og oplysningsniveauet omkring sundhed aldrig har været højere, bliver flere og flere overvægtige og får diabetes. Rygerlunger og andre livsstilssygdomme er også almindelige. Det har ført til et øget fokus fra sundhedsvæsenet på, hvordan man kan forebygge, at disse sygdomme opstår. Men ifølge næstformanden i Det Etiske Råd, overlæge ved Rigshospitalets neonatalklinik Gorm Greisen, er det en tendens, der langtfra er uproblematisk.
”Der er et øget fokus på tidlig opsporing og registrering i sundhedssystemet, fordi man gerne vil komme forskellige sygdomme i forkøbet. Men vi risikerer at stigmatisere og sygeliggøre mennesker, når vi fokuserer på, hvilken betydning deres livstil har for deres helbred. Måske har de det fint nu. Måske spiser de for meget og forkert, selvom de godt ved, det ikke er sundt for dem. Måske er det, fordi det er almindeligt, hvor de færdes. Vi taler om livsstil, som om det er et helt frit valg - som at vælge tøj. Tidligere talte vi om levevilkår,” siger han.
Gorm Greisen, der udtaler sig på egne vegne, da Det Etiske Råd endnu ikke har diskuteret spørgsmålet, anerkender, at selvom lægen først og fremmest er patientens advokat, så er det også helt legitimt, at myndighederne ønsker, at lægerne skal italesætte livsstilssygdomme over for patienterne. Som samfund ønsker vi, at borgerne er raske for deres egen skyld, men også at de bevarer arbejdsevnen for fælleskabets skyld. Gorm Greisen er imidlertid enig med Ole J. Harling i, at de praktiserende læger risikerer at føje spot til skade, hvis de uopfordret påpeger en patients usunde levevis.
”Det er i det konkrete møde mellem patient og læge, at nuancerne ligger, og lægen må vurdere fra gang til gang, om det er noget, han skal bringe på bane. Man har som læge pligt til at overveje, om man kan hjælpe sin patient til at tage en god beslutning. Men man skal også passe på med at missionere. Hvis patienten oplever det sådan, at lægen blot er den 117. person, der fortæller én, at man vejer for meget, så er det bare stigmatiserende og har ikke nogen gavnlig effekt,” siger Gorm Greisen.
Den bekymring deler praktiserende læge Pia Müller ikke. Hun har i en årrække været særligt optaget af, hvordan man som læge italesætter overvægt og tilbyder sine patienter hjælp. Hun har også været hovedarkitekten bag Sundhedsstyrelsen og Dansk Selskab for Almen Medicins kliniske vejledning i opsporing og behandling af overvægt. Når hun til daglig møder patienter i sin praksis i Greve syd for København, finder hun det ganske naturligt at bringe det på bane, hvis de er overvægtige eller ryger for meget.
”Jeg ved, at en del kollegaer af flere årsager tøver med det. Sådan er det ikke hos mig. Hvis jeg ser, at mine patienter har taget på, siden jeg sidst så dem, så siger jeg det. Og det kan jeg også sagtens finde på, selvom de kommer ind for at få behandling for ondt i halsen,” siger Pia Müller.
Hun understreger, at det i høj grad handler om at bringe livsstilssygdomme på bane på en ordentlig og hensynsfuld måde og respektere, hvis patienten ikke ønsker at gå ind i snakken. Følger man som læge den recept, kan man nå langt, mener hun.
”Jeg har aldrig oplevet, at en patient har givet udtryk for, at jeg har overskredet deres grænse ved at bringe det på bane. Aldrig,” siger Pia Müller.