Da Ekstra Bladet for nylig skrev, at flygtninge i Ribe klagede over manglende internet på den skole, de var indkvarteret på, kogte kommentarsporet over på Facebook.
”Skal vores skattepenge gå på at hjælpe sådan nogle utaknemmelige og grådige mennesker?”, spurgte en.
”Hvad brokker de sig over? Betal selv for jeres internet, det gør vi andre,” skrev en anden.
Tidligere på måneden protesterede to enlige, syriske mænd i Hørsholm over deres boligforhold - et hotel - som de ikke mente var en god nok indkvartering, når deres koner snart blev familiesammenført hertil.
Og når flygtningene, der i disse dage krydser den dansk-tyske grænse, forklarer, at de ikke vil blive i Danmark, men vil videre til bedre forhold i Sverige, vækker det også harme hos danskere. For hvis man er på flugt fra bomber og borgerkrig, burde man så ikke være lykkelig over at være nået i sikkerhed? Burde man ikke være ligeglad med internet og bare være taknemmelig?
”Når man tænker på en flygtning, tænker man på en, der er fattig, som har efterladt alle sine ejendele, og som har brug for hjælp. Men når man ser en flygtning med en smartphone eller en, der klager over forholdene, synes det at være i uoverensstemmelse med det at være fattig og have brug for hjælp,” siger Katrine Syppli Kohl.
Hun er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og har forsket i dansk forvaltning af flygtningehjælp.
”Der er en forventning om, at flygtningene skal være høflige og taknemmelige. Og det er klart, at det er der også mange, der er, men det er også mennesker, der lever under et ekstremt pres. Filmen kan jo godt knække,” forklarer hun.
En af dem, der efterlyser en større taknemmelighed fra flygtningenes side, er sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i København, debattør Kathrine Lilleør.
”Vi ser billeder af mennesker i Ungarn, som formentlig ville give det sidste, de ejer, for at få lov til at bo på et dansk flygtningecenter uden internet. Det står i skærende kontrast, og det er udtryk for en mangel på solidaritet. Man skal have stor empati og medlidenhed med enhver flygtning, men det er ikke for meget forlangt, at de også glæder sig over at være kommet i sikkerhed, hvad de jo er, når de er på et asylcenter i Danmark,” siger hun.
”Det ligger til det menneskelige sind, at det glæder at give til dem, der er taknemmelige og siger tak, mens det er trist at give til nogen, der bare kræver. Derfor skærer det lidt i os, når vi hører disse triste historier om flygtninge, der kræver internet,” siger hun.
Men måske skal danskerne justere deres billede af, hvad en ”rigtig” flygtning er, siger Stinne Østergaard Poulsen. Hun er ekstern lektor i sociologi ved Københavns Universitet.
”Der hersker en udbredt misforståelse om, at flygtninge er mennesker på flugt fra fattigdom. Langt de fleste er på flugt fra krige, og beskyttelse handler om sikkerhed. Der handler det ikke om, hvorvidt du er høj eller lav eller rig eller fattig,” siger Stinne Østergaard Poulsen.
”I Danmark har vi i nogle år været vant til at se flygtninge fra lande, der var fattige. De havde ingenting, da de kom hertil. Syrien er et land med en stor velstående middelklasse, så folk derfra vil være vant til et andet liv, men sikkerhedselementet er det samme,” siger hun.
Hun forklarer, at Vesten har en tendens til at se sig selv som et højerestående samfund, der hjælper det store, sorte u-land. Et billede, der ikke passer med virkeligheden.
”Her kommer en gruppe mennesker, som ligner os, og det kan være lidt forvirrende. Men jeg tror, at det er godt for danskerne at blive udfordret lidt,” siger hun og uddyber:
”Man kan hurtigt stå i en situation, hvor man i Danmark ses som den velstillede, der tager imod, og så skal den anden part helst være lidt uuddannet og stå med hatten i hånden og sige tak.”
Ifølge Stinne Østergaard Poulsen betyder det, at flygtningene ønsker internet og bedre boligforhold, ikke, at flygtningene er grådige og utaknemmelige. I stedet bør man se det som et ønske om at være en del af samfundet på lige fod med danskerne.
”Det understreger, at de søger at være lige med danskerne. At hvis de skal være en del af dette samfund, skal det være på samme vilkår som alle andre,” siger hun.
I juni skrev medierne om syriske Omar, der sultestrejkede foran Udlændingestyrelsen, fordi han var utilfreds med ventetiden for familiesammenføringen. Her gav flere danskere også udtryk for, at han kunne tage hjem, hvis han ikke var tilfreds med behandlingen i Danmark. Men ifølge Stinne Østergaard Poulsen glemmer man, hvordan situationen er for flygtningene.
”Flygtningenes største bekymring er familiesammenføringen. Og det er ikke et mærkeligt krav, når man tænker på beskyttelseselementet. Det handler om, at man gerne vil sørge for sikkerhed til sin familie og sine børn. Hvis jeg var flygtning, ville jeg have det på præcis samme måde, og så kan man ikke vente,” siger hun.
Og det er da heller ikke kun kritik, man kan finde i debatten på Facebook. Til Ekstra Bladets artikel om klager over manglende internet kan man finde flere eksempler på folk, der sagtens kan forstå flygtningenes forespørgsel.
”Hvis min eneste kilde til kontakt for at finde ud af, hvorvidt min familie var i live, var via Skype og Facebook, ville jeg være desperat for at få det til rådighed. Vi snakker ikke om en person, der vil ind på sin World of Warcraft-profil eller spille Angry Birds på telefonen,” skriver en.
Sidste uge skrev Politiken om syriske Koko, der var flygtet til Sverige med to smartphones i lommen. Dem brugte hun blandt andet til at opdatere familie og venner derhjemme om sin tur og til at følge med i den Facebook-gruppe, hvor migranter og flygtninge deler deres oplevelser og erfaringer.
”Flygtninge har aldrig været de fattigste af de fattige. Hvis du er det, har du ikke råd til at flygte, så flygtninge tilhører ofte middelklassen, det er dem, der har mulighed for at bringe sig væk fra farlige områder. Og det er klart, at når man sidder med en dyr gadget, er din rigdom synlig for folk, og det kan virke stødende og forvirrende,” siger Katrine Syppli Kohl.
Men smartphones signalerer ikke bare velstand. Katrine Syppli Kohl peger på, at de også markerer helt nye muligheder for mennesker på flugt.
”Det underminerer i et eller andet omfang menneskesmuglernes forretning, for med en smartphone kan flygtningene selv finde vej ved hjælp af gps-systemer og Google Maps. Så kan det godt være, at man i Danmark tænker, at de har råd til en smartphone, men hvis den kan bruges til at undgå at udsætte dem for farer på deres vej mod sikkerhed, er de penge jo givet godt ud,” siger hun.
