Prøv avisen

Det var én flytning for meget, da 76-årige Per blev flyttet fra det lokale plejehjem

Per Fogh-Hansen er blevet flyttet til det nye store plejecenter Bertram Knudsens Have i Kolding. Hans hustru, Anne Fogh-Hansen, savner at have sin mand rundt om hjørnet, som da han boede på det gamle plejehjem, hvor alle kendte hinanden. Foto: Palle Peter Skov/Scanpix

For tre år siden måtte Anne Fogh-Hansens 76-årige mand flytte til et større, moderne plejehjem. For det lille plejehjem uden for Kolding var ikke længere tidssvarende

Lænestolen er stor og olivengrøn. Den står i soveværelset lige ved siden af sengen. Der har den stået længe. Også da stolen havde sin plads på det forrige plejehjem. Men ellers er meget andet forandret efter den dag, hvor Per Fogh-Hansen og 29 andre beboere måtte flytte fra deres lille lokale plejehjem, Egebo Plejecenter, i Sønder Bjert sydøst for Kolding.

Plejehjemmet var fra 1941, og det var for utidssvarende. Så de ældre skulle flytte ind til Kolding i et nybygget, topmoderne plejehjem med plads til 90 beboere, som kom fra tre nedlagte plejehjem i lokalområdet. Ifølge Anne Fogh-Hansen, Pers hustru, blev der rokket ved trygheden, den dag for tre år siden:

”Det var ærgerligt, at det skulle lukke. Det tog mig kun fem-ti minutter at gå derned. Så det var nemt for mig at besøge ham. Jeg kom der meget om eftermiddagen, hvor vi drak kaffe sammen. Og vi kendte hinanden dernede. Personalet var det samme, vi så hver dag.”

I dag besøger hun stadig sin mand ofte. Men den offentlige trafik flyder langsomt. Som blodet i en gammel, forkalket blodåre. Det tager lang tid at komme ind til hjertet af Kolding. Så tre-fire gange om ugen starter hun sin bil og kører 10 kilometer ind til det nye plejehjem, Bertram Knudsens Have. Hun føler sig privilegeret over, at hun stadig kan køre bil. Hun er 78 år. Når bilen er parkeret, og hun har fundet vej til ægtefællens lejlighed, tager hun ofte kørestolen ud i haven eller ned til akvariet i den store café på plejehjemmet, hvor de kigger på fisk sammen. Hun vasker hans tøj, barberer ham, de kigger i fotoalbum, og hun læser bøger højt for ham.

”Jeg er sikker på, at mine besøg holder liv i ham. For han får mange input af det, jeg fortæller ham. Nu er han ved at være en af de sidste fra Egebo. Hvis jeg ikke kom her så meget, tror jeg han ville sygne hen. For her er meget stort. Når de sidder og spiser, har han ikke så meget med de andre at gøre,” siger hun og tilføjer:

”De mindre forhold passede nok bedre til ham. For det gav ham trygheden. Derfor betyder det også alt for ham, at en del af personalet flyttede med. De ved, hvordan de skal få ham til at lukke lidt op.”

Per Fogh-Hansen har i 15 år lidt af demenssygdommen binswanger, der giver ham små blodpropper i hjernen og påvirker hans mentale og fysiske tilstand så meget, at han nu sidder i kørestol og sover en del om dagen. Derfor holder han sig også meget inde i sin nye lejlighed. Den er lys, 44 kvadratmeter stor, har sydvendt altan, et lille køkken, stue, soveværelse og et stort badeværelse. Der er egen vaskemaskine, touch-skærm på væggen og intelligente gulve.

Skærmen bruger han mest til klassisk musik. Gulvet sladrer til personalet, hvis de ældre falder, og lyset på badeværelset tænder automatisk, når de træder ud på gulvet om natten. Det har Per Fogh-Hansen ikke rigtig brug for. På grund af kørestolen. Han er heller ikke med til banko, sang, dans og alle de andre aktiviteter. For hans sygdom får ham til at søge stilhed og tryghed. Det var derfor også svært for ham den dag for tre år siden, hvor han flyttede til det tre etager store plejecenter.

”Den første dag kørte han selv rundt på første sal og sagde så med det samme, at der ville han ikke bo! Han ville ned på jorden igen. Ligesom han plejede. Men det kom han ikke. For han skulle bo sammen med en stor gruppe af de andre fra Egebo. Det gav ham nu også tryghed at bo tæt på dem, han kendte.”

Anne og Per Fogh-Hansen nåede at bo seks år sammen i Sønder Bjert, som huser knap 2000 indbyggere, kro, folkeskole og en Rema 1000. Der har også været en brugs, men for et år siden måtte den 117 år gamle fødevarebutik dreje nøglen om, fordi økonomien ikke hang sammen. Hverdagen derhjemme hang heller ikke sammen, efterhånden som Per Fogh-Hansens sygdom tog mere og mere fat i ham. Så for fire og et halvt år siden måtte han på plejehjem.

Den olivengrønne stol fyldte godt på det gamle plejehjem. Her havde han kun et værelse på cirka 15 kvadratmeter, køkkenniche, et lille badeværelse, og der var ikke intelligente gulve og touch-skærm på væggen, som personalet kunne berøre ved for at se dagens arbejdsopgaver. Der var dog plads til en loftlift over sengen, men den blev ikke brugt. Fra stuen var der direkte udgang til terrasse og til plejehjemmets have.

Anne Fogh-Hansen er ikke i tvivl om, at boligforholdene nu er bedre.

Og hun er glad for, at hun har mødt mange nye pårørende. Alligevel tror hun, at ægtefællen var blevet boende på det lille plejehjem, hvis de havde haft valget:

”Det var gammelt, men mere hjemligt og hyggeligt.”