Prøv avisen

Må man bruge tvang, hvis udviklingshæmmede har kræft, men ikke vil behandles?

Undersøgelser og behandling for eksempelvis kræft kan være en voldsom oplevelse, hvis man ikke forstår, at man er syg, og behandlingen er nødvendig. – Foto: Darren Kemper/Fancy/Polfoto

Efter flere års debat sendte Sundhedsministeriet i sidste uge et lovforslag til høring om tvangsbehandling af varigt inhabile. Læger og organisationer er glade, men man skal passe på, at loven ikke bliver en glidebane for mere tvang, mener handicaporganisationer

For nogle år siden var overlæge Anne Grethe Viuff bagvagt på medicinsk afdeling på Regionshospital Vest i Herning, da en ung mand omkring de 20 år kom ind med en knude i lysken. Manden havde Downs syndrom og ikke noget sprog, og det var personalet på det bosted, han boede på, der havde opdaget knuden, da han skulle i bad.

”Vi ville tage en blodprøve på ham, men det ville han ikke og vægrede for sig på samme måde som et fireårigt barn. Et barn ville man holde om og få taget blodprøven alligevel, men det må man ikke på en voksen. Det står klart og tydeligt i sundhedsloven. Det var ikke til at holde ud, at vi ikke kunne hjælpe ham, så efter en diskussion med overlægen på medicinsk afdeling, blev jeg enig med mig selv om at tvangsindlægge ham på psykiatrisk afdeling, så vi kunne få taget blodprøven og en biopsi af knuden,” forklarer Anne Grethe Viuff.

Efter episoden talte hun med juridisk afdeling på sygehuset, som fortalte hende, at hvad hun havde gjort, var ulovligt. Man må ikke tvangsbehandle et menneske. Også selvom vedkommende ikke ved, hvad han siger nej til.

Det chokerede Anne Grethe Viuff, for på psykiatrisk afdeling, hvor hun til daglig er overlæge, må man gerne tvangsindlægge patienter i henhold til psykiatriloven, hvis det er til patientens eget bedste.

”Tilfældigvis havde jeg vagt på medicinsk afdeling igen, da prøvesvarene kom tilbage og viste, at den unge mand havde kræft. Kemo er, selvom den er ubehagelig, ikke nogen vildt kompliceret behandling, og han ville kunne blive rask ved behandling en gang om måneden. Overlægen på medicinsk afdeling ville have, at jeg skulle tvangsindlægge ham igen, så han kunne få behandlingen, men jeg sagde nej i henhold til loven. Overlægen kunne heller ikke gøre noget, så vi kunne ikke få den unge mand behandlet. Og et halvt år efter så jeg hans dødsannonce i avisen. Det har pint mig lige siden,” siger Anne Grethe Viuff.

Oplevelsen gjorde, at hun involverede sig i etikudvalget i Dansk Psykiatrisk Selskab og begyndte at arbejde for at ændre loven på området. Derfor blev hun glad, da hun i sidste uge fik sendt et lovforslag til høring fra Sundhedsministeriet, som foreslår, at læger kan anvende tvang til behandling af varigt inhabile, altså personer med eksempelvis demens eller psykisk udviklingshæmmede, når vedkommende ikke kan vurdere konsekvenserne af den behandling, de får tilbudt og eventuelt siger nej til.

Patient- og pårørendeorganisationer har i årevis kæmpet for at få lavet en lov på området, og selvom skiftende ministre har lovet at gøre det, er der altså gået lang tid. For emnet er kompliceret og et stort etisk dilemma. Sådan siger Gorm Greisen, børne-læge på Rigshospitalet og formand for Det Etiske Råd.

”Dilemmaet er tydeligt, for på den ene side er medlidenheden og barmhjertigheden og ønsket om at hjælpe et menneske i nød, der ikke kan tage beslutningen selv. På den anden side står det enkelte menneskes selvbestemmelse,” siger han.

”Når vi har forbuddet mod ufrivillig behandling, er det jo, fordi man har stor respekt for det enkelte menneskes selvbestemmelse, især når det drejer sig om lægelig behandling. Og det kan være svært at afgøre, hvornår man ikke kan forstå, hvad der er til ens eget bedste, og hvornår man har forstået det, men ikke er enig. Hvis man giver en blankocheck til magtanvendelse, kan der udvikles en praksis for, at det er nemmere at bruge magt end at bruge mere tid på at skabe tryghed, optimere kommunikationen og selv forstå menneskets ønsker,” siger Gorm Greisen.

I 2011 anbefalede Det Etiske Råd en lov, der gav mulighed for tvangsbehandling, men nu er rådet sammensat af nye medlemmer, og derfor kan Gorm Greisen ikke sige, hvordan rådet vil forholde sig til det aktuelle lovforslag.

Men bekymringen om, at en lov, der tillader magtanvendelse over for varigt in-habile, kan blive til en glidebane, deler Thorkild Olesen. Han er formand for Danske Handicaporganisationer.

”Når man bruger tvang over for mennesker, skal man være meget omhyggelig. Jeg kan være bekymret for, at muligheden for at gøre det over for mennesker, man siger er varigt inhabile, også kan brede sig til dem, man lige i situationen mener kan være varigt inhabile. Selvom et menneske har et handicap, har det stadig en selvforståelse, og derfor er det så vigtigt, at eventuel tvang er sidste udvej,” siger han.

Det er overlæge Anne Grethe Viuff enig i.

”Jeg ved, at bekymringen for, at det kan blive en glidebane, hele tiden har været hæmskoen for at få formuleret en lov på området. Men det er altså grotesk, at man i henhold til socialloven må anvende magt til at børste tænder på et menneske, men ikke må, når det handler om at tage en blodprøve eller give medicin, som kan betyde liv eller død. Det skriger jo til himlen,” siger hun.

”Dagligt står vi i sundhedsvæsenet og skal træffe etiske valg, og det her er et af dem. I stedet for at stille læger og sundhedsfagligt personale i en situation, hvor vi enten kan bryde loven eller vores lægeløfte, kan en lov på området sikre, at anvendelsen af tvang kun sker i yderste tilfælde. Vi skal selvfølgelig gå til det med dyb respekt for, at vi bryder et menneskes grænser og autonomi, men det gør vi også ved børn, der ikke vil have en skinne på armen, når den er brækket. En 20-årig mand med Downs syndrom har jo ligeså meget krav på en ordentlig behandling,” siger hun.

Det mener også Maria Ventegodt Liisberg, der er ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder. I august udgav instituttet en rapport, hvor man anbefalede brugen af tvang på dette område, og Liisberg peger på, at loven skal være med til at dæmme op for den uregulerede magtanvendelse, der allerede forekommer, men som ikke føres tilsyn med.

”Hvis man ikke regulerer brugen af tvang, risikerer man, at det bliver vilkårligt, hvornår patienterne får den behandling, de har brug for. Vi ved fra undersøgelser, at der bliver brugt meget tvang i dag, at lægerne bryder loven. Hvis vi indfører klare regler, kan vi sørge for en gennemsigtighed med brugen, sørge for efteruddannelse af personale og sætte ressourcer af til området, der i sidste ende vil være til patientens bedste,” siger hun.

Hos ULF, Udviklingshæmmedes Landsforbund, er formand Lars Gjermandsen, der selv er psykisk udviklingshæmmet, også åben over for en mulig lov.

”Jeg er ikke for brugen af tvang generelt, men i det her tilfælde kan det være i orden, hvis det gælder et menneskes liv. Der skal være åbenlyse fordele, og man skal have prøvet alle andre måder for pædagogisk overtalelse. Nogle gange kan det tage tid at forklare folk, hvad betydningen af medicin er, og det er også i orden. Man skal huske, at udviklingshæmmede har ret til at bestemme selv, men hvis man ikke kan forklare dem, at det er til deres eget bedste, må man godt bruge tvang,” siger han.

Lovforslaget vil efter planen blive førstebehandlet i slutningen af marts.