Julen er hjerternes fest, siger man. Og der findes vel næppe andet tidspunkt på året, hvor ønsket om fred og forsoning i familien står stærkere, og hvor viljen til at optræde næstekærligt er højere.
Men trods inderlige ønsker og gode intentioner er julefreden ikke altid inden for rækkevidde. For hvis bedstefar er dement og højtråbende, søster psykisk syg og uligevægtig eller far alkoholiseret og grænseoverskridende, kan der være store udfordringer forbundet med at samle hele familien til fredfyldt julemiddag og dans om juletræet.
Og hvad gør man så? Viser storsind og sætter egne og resten af familiens forventninger til side? Eller undlader at invitere det familiemedlem, der med sin tilstedeværelse risikerer at gøre julen til en anspændt og ubehagelig affære?
For 29-årige Mathias Myrfeld har dilemmaet været reelt i en længere årrække. Han er vokset op i en familie, hvor faderen er alkoholiker, og hvor julen derfor altid har været forbundet med ubehag og usikkerhed.
”Vi har vel alle billedet af kernefamilien, der kigger hinanden dybt og kærligt i øjnene juleaften og giver hinanden gaver. Men i en alkoholfamilie er julen den tid på året, hvor man bliver mindet om, hvor dårligt man fungerer som familie,” siger han.
Selv som voksen har Mathias Myrfeld haft svært ved at gå december i møde med glæde. Hans forældre er ikke længere sammen, men også når han har holdt juleaften med sin mor og hendes familie, har fortiden spøgt.
”Det har været en fælles kamp for os at få os bevæget væk fra det, der var engang. Vi har kunnet bruge en hel weekend på at finde det perfekte juletræ, og hvis saucen ikke endte godt ud, så kunne det ødelægge alt. I dag gør vi meget for at huske hinanden på, at vi ikke skal skrue julen op til noget, vi ikke kan leve op til alligevel,” siger han.
Mathias Myrfeld har ikke længere kontakt til sin far. Det har han ikke haft i halvandet år. Han har sat ham stolen for døren og sagt, at de ikke skal ses, så længe han drikker. Det betyder også, at han ikke ser ham i julen. Noget, han efterhånden har forsonet sig med. Særligt fordi han selv har fået børn. Alligevel vil han ikke sige, at man aldrig skal invitere en alkoholiker hjem juleaften.
”Hvis man føler overskud til at rumme et alkoholiseret familiemedlem, skal man da gøre det. Men man skal aldrig føle sig forpligtet til det, hvis det påvirker ens eget humør. Man skal vurdere, hvad konsekvensen er for en selv og ens omgivelser. Nu har jeg mine egne børn, og de skal ikke udsættes for min far eller andre, der drikker eller giver potentielle konflikter. Har man børn, har man en forpligtelse til at beskytte dem frem for alt,” siger Mathias Myrfeld.
Hos Tuba, der tilbyder anonym og gratis terapi og rådgivning til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug, er landsleder Henrik Appel enig med Mathias Myrfeld i, at man ikke kan give generelle råd, og at det er op til den enkelte at beslutte, om en alkoholiseret mor eller far skal inviteres med hjem juleaften. Uanset hvad er det vigtigste for rådgiverne i Tuba at støtte de unge i deres individuelle valg, påpeger han.
”Hovedsagen er, at de får sat en personlig grænse. Børn af alkoholikere er mennesker, hvis grænser er blevet overskredet, da de var børn. Vi kan ikke give dem barndommen tilbage, men vi kan hjælpe dem til at sætte grænser, når de bliver voksne,” siger Henrik Appel og understreger, at det for mange er svært at forlige sig med tanken om, at enten deres far eller mor sidder alene hjemme juleaften.
Psykolog og medforfatter til bøgerne ”Familiefred med dine forældre” og ”Familiefred med dine voksne børn” Camilla Carlsen Bechsgaard medgiver, at vi som mennesker overordnet set har en moralsk forpligtelse til at vise rummelighed over for de svageste blandt os. Men når det kommer til, om man bør invitere eksempelvis sin psykisk syge søster eller sin demente bedstefar hjem juleaften, mener hun ikke, at svaret er entydigt. Man er nødt til at tænke hele familiens situation og dennes samlede overskud ind, inden man tager en beslutning.
”Der kan være børn eller ældre mennesker, der bliver usikre og bange, hvis der er nogle med, som opfører sig meget anderledes. Og så kan man spørge, hvad der er det moralsk vigtigste – at tage hensyn til den ene person eller til hele gruppen,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.
Hun mener, at hele vores normale tankegang om, hvordan vi bedst tackler familielivets problemer, vendes på hovedet i julen. Og det er der ikke nødvendigvis nogen, der nyder godt af.
”Man tager en frelsermentalitet på sig i julen. Men måske giver det meget mere mening at bruge den resten af året og så give slip juleaften. Man kan også spørge sig selv om, for hvem man gør det her. Er det for min egen skyld, for familiens skyld eller for den her ’svære’ person? Hvem får noget ud af sådan en juleaften? Det kunne jo tænkes, at det her menneske, der blev inviteret med, sad og blev helt utilpas og anspændt af at skulle sidde og prøve at være så normal som muligt.”
Camilla Carlsen Bechsgaard opfordrer til, at man tænker lidt kreativt i forhold til at få alles behov opfyldt.
”Måske er der et andet setup, der i virkeligheden i højere grad tilgodeser den her ’svære’ person. Man kan måske mødes lillejuleaften og holde lidt jul uden fuldt udtræk, eller man kunne mødes om formiddagen på juleaftensdag og gå en tur i skoven eller i kirke og slutte af med en kop varm kakao på en café. Der findes mange måder, hvorpå man kan vise, at man gerne vil gøre noget for den her relation. I stedet for at vælge juleaften, hvor man ofte bare vil få cementeret, at ens forhold til dette menneske ikke fungerer,” siger hun.
Chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen mener ikke, at man skal afholde sig fra at invitere marginaliserede familiemedlemmer hjem juleaften.
I stedet opfordrer hun til, at man gør op med forestillingen om den perfekte jul og prøver at inddrage alle i fællesskabet.
”Man kunne jo prøve at få det menneske, der ellers opfattes som en byrde, til også at byde ind med noget til fællesskabet. Spørge vedkommende, hvad han eller hun gerne ville byde ind med. Jeg tror ikke, at der er mange, der synes, der går noget af dem, fordi man skal skabe noget i fællesskab, og alle vil som regel gerne bidrage med det, de kan,” siger hun.
Selvom julen ofte kaldes for børnenes fest, mener Helle Christiansen ikke, at man behøver skåne børnene for det familiemedlem, som stikker lidt ud fra mængden.
”Generelt er det jo vigtigt at opdrage børn til, at andre mennesker har krav på respekt uanset hvad. Og de må gerne lære, at andre menneskers behov kan være forskellige fra deres egne. Så det her med at man skal være så og så fin i tøjet, fordi det er juleaften, det duer ikke,” siger Helle Christiansen.
Præst i Kollerup og Vindelev Sogne i Sydjylland, Birgitte Rosager Møldrup, mener heller ikke, at man skal være bange for, at børn ikke tåler mødet med de familiemedlemmer, der skiller sig ud.
”Det handler om at lægge frygten fra sig og stole på, at ens børn kan klare ’virkelighed med kant’. Hvis vi beskytter dem fra at møde familiens syge eller aldrig inviterer andre indenfor juleaften, for eksempel flygtningefamilier, så er der ikke noget at sige til, at de søger ’kanten’ i udsendelser om Linse Kessler. Og i virkeligheden er der måske meget få familier, der i bund og grund er så kedelige, at der ikke er nogen, det er dybt anstrengende at være sammen med,” siger hun og fortsætter:
”Juleaften står altid i udgangspunktet i risiko for at blive en fiasko. Det må være punkt et. For så kan punkt to blive: Juleaften er den aften, hvor vi er her. Og det er det, der er det afgørende. Når det så er sagt, så er det ikke forbudt at stille krav om hensyntagen til børn eller den sippede tante. Men man kan ikke bede en dement om at tage den med ro eller en syrer om at tale dansk,” siger Birgitte Rosager Møldrup.