Prøv avisen

Læge vil sætte hoved på anden krop: Hvor sidder kernen i et menneske?

Den 31-årige russer Valery Spiridonov lider af muskelsvind. Han ønsker at få transplanteret sit hoved over på en hjernedød persons krop for ikke at være bundet til sin kørestol. - Foto: Scanpix

Verdens første hovedtransplantation, hvor hovedet fra ét menneske sættes på et andet menneskes krop, er angiveligt på vej i Italien. Det rejser dog store etiske spørgsmål

Kan man overhovedet transplantere et hoved fra en persons krop til en anden?

Det hævder den 51-årige italienske neurokirurg Sergio Canavero at være i stand til. Snart, i hvert fald. Ved at foretage et snit mellem den femte og sjette nakkehvirvel mener han at kunne flytte et hoved fra én krop til en anden.

I den ideelle verden vil det betyde, at en lammet person kan genvinde førligheden ved at få sit hoved transplanteret til en person uden hjerneaktivitet, men med en bevægelsesdygtig krop.

Ifølge Canavero vil operationen i bedste fald allerede kunne lade sig gøre i 2017, og det er den 31-årige russiske programmør Valery Spiridonov klar til at holde Canavero op på.

Valery Spiridonov lider af muskelsvind, og han er overbevist nok om Sergio Canaveros evner til at lægge sit liv i den italienske læges hænder mod muligheden for ikke længere at være bundet til sin kørestol.

15 minutter tog det ifølge den britiske avis The Guardian Valery Spiridonov at beslutte sig for at tage kontakt til Sergio Canavero, efter han i 2013 ved et tilfælde kom til at læse om den italienske kirurg på internettet.

Sagen har vakt stor opsigt og rejst rasende debatter. I første omgang fra en stort set enig lægestand, der sår gevaldig tvivl om Sergio Canaveros skråsikre påstand. Det kan på nuværende tidspunkt ikke lade sig gøre at samle nervebaner, når de først er blevet skåret helt over, lyder det fra næsten alle andre end Sergio Canavero.

Andre fokuserer på risikoen, Valery Spiridonov løber, samt hans - og Sergio Canaveros - mentale ligevægt, mens sagen for andre igen snarere har eksistentiel karakter.

Hvis det mod skeptikernes forventning skulle lykkes at adskille Valery Spiridonovs hoved fra hans krop og transplantere den til en ny krop, hvor befinder Valery Spiridonov sig så? Eksisterer han i den forladte krop, eller er essensen af ham, hvis man da overhovedet kan tale om en sådan, i det hoved, der i et vist antal minutter vil være uden en krop, inden det knyttes til et nyt?

Udviklingen inden for lægevidenskaben har i nyere tid forvandlet flere dilemmaer, der tidligere var abstrakte tankeeksperimenter, til håndgribelige størrelser, og viser Sergio Canavero sig at have ret i sin skråsikkerhed, kan en ny teoretisk diskussion måske blive til virkelighed.

Dan Zahavi er professor ved Københavns Universitet og specialist i bevidsthedsfilosofi. Ifølge ham har der op igennem det 20. århundrede været to konkurrerende opfattelser af, hvad der sikrer identitet.

“Nogle har ment, at hjernen er det afgørende, og at vi er der, hvor den befinder sig, uanset hvor det så måtte være. Andre har hævdet, at vores personlige identitet er knyttet til hele vores kropslighed. Mister vi en arm, er det en del af os selv, som er gået tabt. I sidste ende er spørgsmålet så, om vores oplevelser, følelser og tanker blot afhænger af vores hjerne eller tværtimod har den karakter, de har, i kraft af deres kropsforankring,” forklarer han.

Nils Holtug er professor ved institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet. Han peger ligeledes på filosofiens forsøg på at skille krop og psyke, men tilføjer en tredje faktor: sjælen.

“Historisk set findes der foruden krop og psyke også forsøg på at forstå mennesket ud fra noget immaterielt, som vores psyke - altså vores tanker, følelser og overbevisninger - har kunnet knytte sig til. Denne forståelse kan bedst kategoriseres som en sjælelig opfattelse af individet, og den har tidligere været meget udbredt,” siger han.

Sjæleforklaringen vinder dog ikke længere stort gehør i filosofien ifølge Nils Holtug. Det mener han blandt andet skal tilskrives videnskabens stadigt større indflydelse på vores viden.

“I dag er sjæleteorien, i hvert fald i sin rene form, ikke særligt udbredt. Det skyldes formentlig, at videnskaben har været i stand til at give os svar på flere og flere spørgsmål om os selv. Det er min opfattelse, at de fleste filosoffer i dag tilslutter sig det synspunkt, at vores identitet skal forstås ud fra vores psykologi,” siger Nils Holtug.

Ifølge Dan Zahavi har Sergio Canaveros indtræden i mediebilledet med ét givet en diskussion, der i lang tid har været rent teoretisk, håndgribelig karakter.

Skulle operationen lykkes, vil Valery Spiridonov, der ifølge The Guardian altid har drømt om at være en del af et større videnskabeligt eksperiment, kunne vidne om, hvordan han oplever at have transporteret følelser, tanker og minder over i en ny krop. Og dermed bliver sagen interessant for andre end bevidsthedsfilosoffer.

Lars-Henrik Schmidt er filosof og professor ved institut for uddannelse og pædagogik på Aarhus Universitet.

Han mener, at netop synet på hjernen som det, der udgør kernen i et menneske, skaber nye etiske dilemmaer.

”Vi har en klar forestilling om, at vores identitet ligger i hjernen, men i virkeligheden har vi meget ringe viden om, hvad hjernen egentlig er. Ikke desto mindre har det moderne menneske en opfattelse af, at der er en lige linje fra vores hoved og til vores identitet. At der er så tæt en forbindelse mellem vores jeg og vores hjerne, at vores krop i sig selv er af mindre betydning, måske endda overflødig,” siger han.

I takt med lægevidenskabens hastige fremskridt, som gør indgreb, der tidligere var ren fantasi, mulige, er risikoen ifølge Lars-Henrik Schmidt, at vi bevæger os i retning af konstant selvoptimering, hvor enhver skavank, hvad enten den er hæmmende for vores livsførelse eller blot af kosmetisk natur, ikke længere tolereres.

”Vi risikerer at få en mekanisk opfattelse af vores krop, hvor vi betragter den som en art reservedelslager, hvis dele blot kan udskiftes, når de går i forfald. Man kan spørge sig selv, hvordan det stiller os på sigt, for hvorfor skal nogen forblive i en mindre attråværdig krop, hvis det er muligt at udskyde sin forgængelighed.”

Thomas Søbirk er professor ved Roskilde Universitet og ph.d. i moralfilosofi. Han deler ikke Lars-Henrik Schmidts skepsis, men ser derimod udviklingen som naturlig.

”Det er en kritik, der ofte lyder af moderne videnskab, at vi må acceptere lidelse. Jeg har svært ved at forene mig med den tankegang. Lidelse er en naturlig del af livet, og der er næppe nogen, der kommer til at leve et liv uden lidelse, men vi kan dog mindske den, hvor det er muligt. Jeg har forståelse for Valery Spiridonovs beslutning, og jeg synes endda, man kan se den som selvopofrende.”