Hvordan skal man opføre sig på en kirkegård?

Japanske kirsebær blomstrer på Bispebjerg Kirkegård i København. Den overvældende alle er blevet ...

Japanske kirsebærtræer blomstrer på Bispebjerg Kirkegård i København. Den overvældende allé er blevet udflugtsmål for både danske og udenlandske turister. Foto: Leif Tuxen

Jeg kan konstatere, at folk kommer derud, uanset om vi vil det eller ej, og de tramper rundt på gravene.
Palle Kongsgaard, præst

Da kirsebærtræerne i april sprang ud, var op mod 150.000 besøgende forbi Bispebjerg Kirkegård for at se naturfænomenet. Men mange glemmer, at det er en kirkegård, hvor folk sørger, og det skaber udfordringer

Det er næsten som at gå ind i en lyserød tunnel. Grenene med de nyudsprungne blomster fletter sig ind i hinanden, så det ikke er til at se, hvor ét træ slutter, og et andet begynder. I nogle dage i begyndelsen af foråret forvandles en allé på Bispebjerg Kirkegård til en besøgsmagnet. På alle andre tider af året er her stille og fredeligt, men på de dage, hvor kirsebærtræerne blomstrer, valfarter folk til kirkegården, der ligger i Københavns nordvestkvarter. Københavns Kommune anslår, at der kommer op til 150.000 besøgende.

Men selvom det hele kan være nok så lyserødt, ligger gravene på plænen lige ved siden af alléen. Og når alléen pludselig er sort med mennesker, der fotograferer i et væk eller holder picnic eller løber omkring og leger, kan det forstyrre dem, der kommer på kirkegården for at sørge eller for at begrave en, de har kær.

For Palle Kongsgaard, der er præst i den nærliggende Grundtvigs Kirke, er kirsebærtræernes blomstring på Bispebjerg Kirkegård efterhånden blevet til en negativ oplevelse.

”Jeg kan konstatere, at folk kommer derud, uanset om vi vil det eller ej, og de tramper rundt på gravene. Sådan er det blevet med det postmoderne oplevelsessamfund, at folk er blevet trænet til at skulle ud og blive set. Det er jo ikke, fordi de halvandet hundrede tusind har længtes hele deres liv efter at skulle derud, men fordi de sociale medier siger, at nu skal man det,” siger han.

”Det er ærgerligt. For det kunne jo være positivt at søge sanseligheden og glæden ved at se naturen blomstre. Men de kigger kun på deres telefoner, og hvis de forvilder sig over i Grundtvigs Kirke for at tage billeder af det smukke rum, går de, så snart jeg dukker op i min præstekjole,” siger han.

Hos Københavns Kommune medgiver man, at det giver nogle udfordringer, når så mange mennesker besøger en ganske lille del af en kirkegård på så få dage. Kommunen har derfor sat ekstra skilte op, som viser besøgende vej, der er blevet sat festivaltoiletter og ekstra affaldsspande op, og en række frivillige kirsebærguides sørger for at oplyse besøgende om, at de ikke må holde picnic på græsset, hvor gravene ligger, eller gå for tæt på kapellet, hvis der er bisættelse.

Japanske kirsebær blomstrer på Bispebjerg Kirkegård i København. Den overvældende alle er blevet ...

Det er ærgerligt. For det kunne jo være positivt at søge sanseligheden og glæden ved at se naturen blomstre. Men de kigger kun på deres telefoner, siger præst. Foto: Leif Tuxen

”Vi tager afsæt i, at vi ikke tror, at nogen gør noget forkert, fordi de er ondskabsfulde eller ønsker at såre andre, men fordi de ikke er klar over, hvad der er passende adfærd, eller er klar over, at de befinder sig på aktive gravsteder. Folk ser jo bare de smukke træer,” siger Anders Melamies, der er centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen.

”Alléen er blevet meget populær inden for de seneste fem år, og hvert år har vi gjort en smule mere for at skabe plads – både til de, der er kede af det og vil sørge og mindes, og til de, der vil komme og nyde den smukke kirsebærtræsallé. Det handler om at tage hensyn til hinanden, for vi skal alle være her,” siger han.

Men det er en svær balancegang, for der kan være forskellige måder at bruge kirkegården på.

”Det er en stor kirkegård med grave også tæt på alléen, og det er svært at tænke sig, at det går gnidningsfrit altid. Nogle pårørende synes, at det er skønt at besøge en grav tæt på et sted med liv og glæde, mens andre gerne vil have ro og plads til eftertænksomhed, og som ikke vil have alt det hurlumhej, som de mener opmærksomheden omkring kirsebæralléen medfører. Der skal gerne være plads til alle, og derfor har vi vores frivillige guides, som skal minde folk om, at det altså er en kirkegård, de besøger,” siger han.

Også andre steder kan det være svært at balancere selfiestænger med en passende opførsel i det offentlige rum. I flere år har man debatteret opførslen på den nærliggende Assistens Kirkegård, som mange københavnere cykler igennem eller bruger til at solbade som et grønt åndehul i en ellers tæt bevokset bydel.

I august sendte mobilspillet Pokémon Go horder af mennesker på jagt efter figurer, som man kunne indfange ude i virkeligheden via app’en på sin telefon. Det skabte især trafik i Bibliotekshaven bag Christiansborg, og andre steder gik det ud over private haver, som folk i jagten på figurer invaderede uden at tænke på, hvor de var. På Den Gamle Kirkegård i Kolding er man trætte af hundeluftere, der ikke samler hundeefterladenskaber op, som tilmed i visse tilfælde ligger oven på gravene.

Og i Berlin har mange følt sig truffet over, at turister hopper rundt og tager sjove billeder af hinanden på de stenstøtter, man i 2005 opførte nær Brandenburger Tor som et mindesmærke for de seks millioner jøder, der blev myrdet under Anden Verdenskrig. Nogle ser det som en fornærmelse, at de skæve, mørke sten inviterer besøgende til at gøre krumspring foran kameraet, mens andre ser det som helt naturligt, at man kan bruge områder på mange forskellige måder.

Men grænserne for, hvad der er tilladt i det offentlige rum, er altid under forhandling, siger Thomas Ploug, der er professor i anvendt etik på Aalborg Universitet.

”Vores normer er påvirket af vores adfærd, så simpelt er det. Så når man holder op med at bruge rummene til de formål og med de funktioner, de oprindeligt er tiltænkt, ændrer de normer, der omgærder rummet, sig også. Der er sikkert mange, der synes, at det er fint med selfiestænger på kirkegårde. Man skal bare overveje, om det er noget værdifuldt, der går tabt,” siger han.

”Man kan sige, at når kirsebærtræerne blomstrer i ti-fjorten dage, er det overskueligt, hvilken gene det giver. Man skal huske på, at folk er ude at nyde naturen, og det er jo en positiv ting. Men når der alligevel er nogle, der føler sig krænket af en upassende adfærd, hænger det nok sammen med, at begivenheden er blevet et symptom på noget, der er på vej i en forkert retning,” siger han og uddyber:

”Vi taber nogle værdier hen ad vejen, når iscenesættelseskulturen tromler hen over nogle værdier, som vi har bygget op og er knyttet til nogle rum, der har nogle særlige formål og funktioner. Det er ikke sådan, at kirsebærtræerne ikke er flotte, og naturen ikke skal nydes, men når man ikke kan se det for bare mobiltelefoner, er det måske udtryk for, at et hensyn og et formål med et rum, er ved at blive tabt.”

Anders Melamies fra Københavns Kommune håber dog, at de mange besøgende på kirsebæralléen kan inspirere folk til at se et sted, de måske ikke ellers kommer.

”Jeg fik selv snakket med mine børn om navnene på nogle af gravstenene, som var fra andre kulturer. Der er så meget historie på kirkegårdene, som man måske ikke aner noget om, fordi man aldrig kommer der. Så selvom det er vigtigt at understrege, at man skal respektere hinanden, håber jeg, at folk får lyst til at gå rundt og se kirkegården – eller Københavns nordvestkvarter, for den sags skyld – når de alligevel har forvildet sig ud til kirsebæralléen,” siger han.