Prøv avisen

Hvorfor er vold og død blevet hverdag på de sociale medier?

Danske og udenlandske medier deler dagligt videoer af død og vold på sociale medier. Det kan være med til at rykke vores grænser for, hvad der er etisk acceptabelt, lyder det fra eksperter

”Her skyder og dræber kvinde tre bevæbnede røvere”.

”Video: En bil kommer helt ud af kontrol og pløjer igennem en stor flok fodgængere – det er voldsomt”.

”Vanvittig video: Mand fængslet for at drukne sin steddatter”.

Det er overskrifterne på tre tilfældigt udvalgte artikler fra danske og udenlandske medier, der har floreret på Facebook i den forgangne uge.

Artiklerne ledsages af eller henviser til korte videoklip fra udlandet – oftest optaget med mobiltelefon eller video-overvågning – der viser de voldsomme hændelser, hvor kun lidt er overladt til fantasien.

Der findes ingen statistik, der viser, at medierne i stigende grad benytter sig af denne type videoartikler, men det er det klare indtryk hos Filip Wallberg. Han er journalist og lektor ved Syddansk Universitet og manden bag ”De virale nyheder” – en hjemmeside, der kortlægger, hvilke historier danskerne deler, anbefaler og kommenterer på de sociale medier.

”I løbet af de seneste fem år har mobiltelefonen været i en udvikling, der har gjort det meget nemmere at optage video, hvilket betyder, at det sker meget hyppigere. Og når der optages mere, vil der naturligvis komme flere af denne slags videoartikler,” siger Filip Wallberg.

Når medierne deler de voldsomme videoer, hænger det sammen med, at denne type videoer ofte går deres sejrsgang på de sociale medier. Det skyldes, at de vækker vores såkaldte ”aktivitetsmobiliserende følelser”, forklarer filosofiprofessor og leder af center for information og boblestudier ved Københavns Universitet Vincent Hendricks, der blandt andet forsker i sociale medier.

”Flere studier viser, at historier og videoer, der vækker frygt, angst, vrede, indignation og fascination, har enormt gode vilkår på de sociale medier. Det er følelser, som tilskynder os til handling. Vi får lyst til at dele videoen og vise den til andre, så de også kan se, hvor frygtindgydende og angstprovokerende den er. Den slags følelser står i kontrast til eksempelvis sorg og kedsomhed, som ikke animerer os til handling,” siger Vincent Hendricks.

Det er svært at sige noget entydigt om, hvordan den type videoer påvirker os, når de dukker op på Facebook, fortæller Vincent Hendricks. Men han er overbevist om, at det kan være med til at rykke grænsen for, hvad folk finder acceptabelt. Man kan nemlig nemt glemme selv at tage stilling til, om en voldsom video overskrider ens grænser, hvis man kan se, at flere tusinde mennesker allerede har blåstemplet videoen med deres ”synes godt om”-tilkendegivelser.

”Vi er ikke upåvirkelige, når det kommer til, hvad andre tror og synes. Vi har det med at kopiere andres adfærd, og den tendens bliver forstærket på de sociale medier, fordi det her er så nemt at se, hvad andre mener. Hvis en video har 100.000 ’synes godt om’-tilkendegivelser, og man ikke har en stærk holdning til, at den er uacceptabel, så vil man sikkert tænke, at den er fin, for det synes andre jo.”

Årsagen er, at vi er digitalt umodne, mener Jacob Brøndum Pedersen, der er medstifter af Center for digital dannelse og foredragsholder om blandt andet net-etik.

”I den virkelige verden har vi haft tusindvis af år til at finde ud af, hvad der er acceptabelt og uacceptabelt. Men på nettet hærger Det Vilde Vesten. Vi er ganske enkelt digitalt umodne, og vi mangler redskaber til at vurdere, hvad der er godt og skidt,” siger Jacob Brøndum Pedersen.

Hvor det i ”det virkelige liv” er forældrene, der fortæller deres børn, hvordan de skal opføre sig, er det på internettet de unge, som tager styringen og prøver grænser af.

”Man kan mene, at denne slags videoer er forkastelige og etisk uansvarlige, men de unge har ingen sociale pejlemærker, der trækker i en anden retning. Det kunne være oplagt, at medierne tænkte over, hvilket pejlemærke i samfundet de ønsker at være, for medierne har et moralsk ansvar,” siger Jacob Brøndum Pedersen.

Mediejurist og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Vibeke Borberg mener ligeledes, at medierne har et særligt ansvar, når det gælder, hvilket videomateriale de bringer. Og noget kunne tyde på, at visse medier ikke lever op til det, når det kommer til denne type videoer.

”Det er meget voldelige videoer, som involverer, at et menneske kommer alvorligt til skade eller dør. Ud fra et presse-etisk synspunkt vil det være vanskeligt at forsvare, at man offentliggør de videoer, medmindre der er en klar redaktionel begrundelse,” siger Vibeke Borberg.

Det kan eksempelvis være forsvarligt at ledsage en artikel med en voldsom video, hvis emnet har væsentlig samfundsinteresse. I artiklen om den mexicanske mand, der druknede sin steddatter – som er nævnt indledningsvis – kunne det være relevant at bringe videoen, hvis den for eksempel blev brugt til at illustrere en vigtig historie om, at stedbørn i Mexico er særligt udsatte, mener Vibeke Borberg.

”Videoer af denne karakter bør kun offentliggøres, hvis de sættes i sammenhæng med et emne af væsentlig samfundsinteresse. Et godt eksempel – selvom det godt nok bare er et billede – kunne være historien om den kurdiske dreng Aylan Kurdi, der lå død i vandkanten og blev symbolet på Syrien-krigens rædsler. Men det er betænkeligt, hvis videoer, der indeholder død og vold, alene bliver bragt for at underholde,” siger Vibeke Borberg.

At videoerne mest er der for underholdningens skyld, er en nærliggende tanke, mener Filip Wallberg.

”Når vi skal høre om en kvinde, der skyder en hjemmerøver i Atlanta i USA, fremstår det mere som underholdning end en egentlig nyhed. Videoen er muligvis fascinerende, men den er hverken vedkommende eller relevant for os i Danmark. Vi kan lægge en dejlig afstand til det, fordi det foregår langt væk,” siger Filip Wallberg, der dog tror, at flere danske medier også ville bringe en lignende video fra Danmark, hvis de fik fingrene i en.

”Hvis de lå inde med en video af en person, der blev skudt i gågaden i Odense, tror jeg også, at de ville bringe den. Men jeg forestiller mig, at den ville være præsenteret som en reel nyhed og ikke som underholdning.”

I 2012 florerede en video på Facebook af en malaysisk mor, der tævede sin 10 måneder gamle baby. Trods stor forargelse verden over valgte Facebook ikke at fjerne den fra mediet, fordi folk delte den med andre for at fordømme den.

Forbud er da heller ikke vejen frem, hvis man vil forhindre de voldsomme videoer i at fylde stadig mere på Facebook, mener Vincent Hendricks.

”Hvis adfærden skal ændres, kræver det social sanktionering. Det kan få folk til at tænke sig om, hvis ens netværk tager afstand fra de ting, man synes godt om.”

Særligt blandt de yngste mediebrugere er der grund til at være fortrøstningsfuld, vurderer Vincent Hendricks, for de vil sandsynligvis være mere tilbageholdende med at dele og ”synes godt om” materiale, der kan sætte dem i dårligt lys.

”Den ældre generation er lidt mere ukritisk med sine ’synes godt om’-tilkendegivelser. For dem er det en omkostningsneutral valuta. De unge er mere bevidste om, at det er en social udgift, fordi deres netværk kan se alt, hvad de gør,” siger Vincent Hendricks.

Det er dog langtfra ensbetydende med, at der er udsigt til, at medierne vil være mindre tilbøjelige til at dele de voldsomme videoer i fremtiden.

”Der findes en håndfuld store aktører som eksempelvis YouTube og Instagram, der løber med alt opmærksomheden, som er det, alle kæmper om. Den lille overskydende del af opmærksomheden, der er tilbage, skal alle andre kæmpe om. Hvis du vil have fat i den, er du simpelthen nødt til at dele indhold, som oftest er voldeligt, udleverende eller fornedrende,” siger Vincent Hendricks:

”For hvis du ikke er ekstrem, får du ingen opmærksomhed.”

Ekstra Bladet er et af de danske medier, der deler denne type videoartikler, men bladet har ikke ønsket at medvirke i artiklen.

Andre læser lige nu