Hvornår er der tale om voldtægt?

Frifindelsen af tre mænd for voldtægtsanklager har rejst debat om voldtægtsstraffe, efter at mændene havde samleje med en kvinde, der var påvirket af alkohol og insulinmangel. Sagen er blevet symbol på, hvordan spørgsmålet om tvang fylder mere end spørgsmålet om samtykke til sex

Debatten om voldtægtsstraffe fik demonstranter til at gå på gaden flere steder i landet torsdag sidste uge. Det skete under overskriften: ”Aldrig din skyld”. - Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

En landsdækkende forargelse bredte sig som en steppebrand, da Roskilde Byret frifandt tre unge mænd for voldtægt af en 17-årig kvinde, som lider af sukkersyge.

Til en fest i Herfølge var hun påvirket af alkohol og insulinmangel og følte derfor ikke, hun kunne sig fra, da to af mændene på skift havde samleje med hende, og en tredje forsøgte at have sex med hende. Retten vurderede, at der ikke var tilstrækkelige beviser for, at hun var ude af stand til at sige nej, og sagen er nu anket til Østre Landsret.

Netop spørgsmålet om et ”nej” har rejst debat om, hvad der skal til, for at en seksuel handling bliver betragtet som et overgreb. Ifølge Hanne Baden Nielsen, der er afdelingssygeplejerske og leder ved Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, bør omdrejningspunktet ikke være, hvor tydeligt en kvinde skal sige nej til samleje, men snarere, at hun tydeligt skal sige ja.

”Som det er i øjeblikket, hersker der den forståelse, at hvis en kvinde ikke har sagt nej, så har hun sagt ja – men det har hun altså ikke. Hvis man ikke kan sige ja, så har man sagt nej,” fastslår hun.

Ofte når kvinder bliver udsat for et seksuelt overgreb, reagerer de ved at fryse frem for at kaste sig ud i en kamp, de kan have meget svært ved at vinde. Gerningsmanden vil nemlig typisk være fysisk overlegen.

”Det kan godt tolkes som om, at man ikke gør modstand. Men det er passiv modstand, fordi det er en måde at beskytte sig selv på. Du ved ikke, hvad gerningsmanden vil gøre, hvis du begynder at skrige og råbe. Det kan vise sig at være et fornuftigt træk at forholde sig i ro. Retsmæssigt bliver det problematisk, når man skal forklare, hvorfor man ikke gjorde modstand. Man bør ikke blive klandret for en reaktionsevne. Men jeg synes godt, man kan blive stillet til regnskab for, at man vælger at have sex med en kvinde, som ikke har givet et tydeligt ja,” forklarer Hanne Baden Nielsen.

Når spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om voldtægt eller ej, kommer for retten, kan sagerne imidlertid være særligt vanskelige, fordi det at have samleje i sig selv ikke er strafbart, påpeger Karin Helweg-Larsen, der er speciallæge, tidligere retsmediciner og har forsket i voldtægt og seksuelle overgreb. Ofte ender det med at være påstand mod påstand, og det kan være svært at dokumentere, hvem der har ret.

”Voldtægt er meget anderledes end andre handlinger, fordi netop gerningsindholdets seksuelle handlinger ikke er strafbare, og at der selv i gode seksuelle oplevelser forinden kan have været tale om en vis form for overtalelse fra mandens side,” siger hun.

Samtidig er lovens bestemmelse om voldtægt forældet, mener Trine Baumbach, der er lektor og ph.d. i jura ved Københavns Universitet. I en voldtægtssag opstår et modsætningsforhold i spørgsmålet om, hvorvidt det er kvinden, der skal gøre modstand, eller om det er manden, som skal opfatte, at hun ikke har haft lyst til samleje.

”Den danske bestemmelse i straffeloven er bygget op omkring tvang. Altså for at noget konstituerer en voldtægt, skal der være gennemført samleje ved brug af tvangsmidler. Det er en fuldstændig bagvendt måde at opstille en voldtægtsbestemmelse på, for i praksis er det kommet til at betyde, at der er indfortolket et krav om, at kvinden skal gøre modstand eller råbe nej,” forklarer hun.

Frem for at have fokus på tvang burde kernen i voldtægtssager være, om man har givet samtykke til sex. På den måde bliver spørgsmålet ikke, om en kvinde var i stand til at modsætte sig samleje, men snarere om gerningsmanden havde tilstrækkelig grund til at tro, at hun gerne ville have samleje.

”Jeg ser gerne, man får ændret straffebestemmelsen, så den er i overensstemmelse med et moderne syn på kønnene og den personlige frihed. Alle kvinder og mænd bestemmer over egen krop, og hvis de ønsker at indgå i en relation med andre, skal de tilkendegive, at det vil de gerne,” siger Trine Baumbach.

Et andet problem handler om forsæt, det vil sige gerningsmandens hensigt. Voldtægt betragtes som en forfærdelig forbrydelse, men retsmæssigt bliver den sigtedes forsæt bedømt efter, hvad Trine Baumbach kalder en undermåler-målestok.

”På voldtægtsområdet ligger barren utrolig lavt i sammenligning med den målestok, vi bedømmer andre sager med. Gerningspersonen kan slippe af sted med forklaringer, som ikke ville have holdt i andre sager,” siger hun.

Det er ifølge Hanne Baden Nielsen udtryk for et større samfundsproblem, hvor kvindens egen skyld fortsat er et centralt omdrejningspunkt, når man vurderer, hvorvidt noget er voldtægt eller ej.

”Der er stadig nogle ulige kønsroller i spil. Forestillingen om, at samfundet tror på, man har sagt nej, er nærmest ikke-eksisterende. Som udgangspunkt tror man, at kvinden et eller andet sted gerne selv ville. Man bliver ved med at diskutere, om kvinden har fået noget at drikke, hvordan hun gik påklædt, og hvordan hun kan undgå at bringe sig selv i situationer, hvor hun kan blive udsat for voldtægt. Hvad med at diskutere, hvorfor nogle mænd ikke lader være med at have sex med kvinder i situationer, hvor de ikke kan være stensikre på, kvinderne gerne vil?”, spørger hun.

Kønsforsker ved Roskilde Universitet Karen Sjørup tvivler på, at en lovgivning om samtykke vil gøre den store forskel. Roden til problemet ligger i høj grad i de normer og kønsroller, som fortsat eksisterer.

Samtidig har mænd og kvinder forskellig seksualdrift, og derfor kan der opstår en signalforvirring i samspillet mellem de to køn, især i situationer, hvor unge mennesker drikker sig fulde. Kvinder kan i en ung alder godt være klar til at forføre, men det er ikke ensbetydende med, at de er klar til at have samleje. Den forskel skal især mænd lære at forstå.

”Det handler om opdragelse. Det er svært at lovgive om samtykke, fordi det er en skønssag, og når piger siger nej, regner man alligevel med, at der er en form for samtykke. Det bedste, man kan gøre, er at få nogle rodfaste normer for, hvad man gør og ikke gør,” siger Karen Sjørup.