Jacob er spastiker: Jeg forstår godt, folk vælger abort, hvis de får en som mig

28-årige Jacob Nossell er spastiker. Men han vil ikke have sympati. I stedet vil han have os til at indse samfundets hykleri

Jacob Nossell forudser, at handicappede snart vil være en sjældenhed, fordi de bliver fravalgt i fosterstadiet. - Fotomontage: Christian Sønderby Jepsen. Foto: Fotomontage: Christian Sønderby Jepsen

”Jeg forstår godt, at folk vælger en abort, hvis de ser, at de får sådan en som mig.”

Jacob Nossell sidder i sin lejlighed på Frederiksberg, og selvom han måske taler lidt langsommere og mere besværet end andre 28-årige, ligner han enhver anden jævnaldrende.

Egentlig er han træt af, at medierne portrætterer ham som spastikeren Jacob, der er handicappet, men klarer sig virkelig godt. Men faktum er, at han kan ting, som andre handicappede måske ikke kan.

Han kan arbejde, og han er i gang med at uddanne sig til journalist. I 2014 skrev og medvirkede han i teaterstykket ”Human afvikling”, og i går fik dokumentarfilmen ”Naturens uorden” premiere.

Den handler om ham og hans forsøg på at få svar på, hvordan samfundet kommer til at se ud uden mennesker som ham. Jacob Nossell er en ”relativt velfungerende spasser”, som han siger, men hans ligesindede er ved at forsvinde.

Jacob Nossell insisterer på at have en stemme, og han bruger den til at stille de ubehagelige spørgsmål og afdække dem, der ikke bliver hørt. I ”Naturens uorden” stiller han spørgsmålet: ”Har jeg som handicappet ret til at leve?”. Et spørgsmål, han forklarer, han tit får samme svar på.

”'Selvfølgelig har du det!', siger de altid,” fortæller han smilende. Men tilføjer, at når det kommer til stykket, taler alle statistikker det klareste sprog: Sådan nogle som ham bliver af videnskaben sorteret fra, og han tilhører en af de sidste generationer af handicappede.

”Det er en illusion at diskutere, om man skal vælge folk som mig fra, for det løb er kørt. Det, der giver mening at diskutere, er, hvad vi gør med de mennesker, der lever med handicap lige nu, og indtil vi er udryddet,” siger han.

”Det svarer lidt til, at man har fundet en kur mod kræft, der først virker om 10 år. Og derfor gider man så ikke udvikle kræftbehandling nu, for herregud, det er kun 10 år, så er de alle sammen væk alligevel,” siger Jacob Nossell.

”Mange misforstår det, som om jeg angriber dem, der gerne vil have en abort. Det gør jeg ikke. Jeg angriber dem, der siger, de ikke vil have det, men får en alligevel, når det kommer til stykket.”

”Jeg kan godt sidde og være hellig, men udfordringen er, at jeg godt forstår hykleriet. For selvfølgelig er det ubehageligt at sige til mig: 'Jacob, du er meget sød, men jeg tror, jeg vælger en anden.'

Det er ligesom at fyre folk. Det ved man er enormt ubehageligt at være i, men prøv at gange det med 1000. Følelsen kan jeg godt forstå, jeg påpeger bare hykleriet,” forklarer han.

Jacob Nossell er adopteret fra Sydkorea, og han var et år, da forældrene fandt ud af, at han havde cerebral parese. Han forklarer selv sin styrke med, at han havde nogle forældre, der troede på ham, og som ikke lod hans handicap være en større forhindring, end det er. Og så var der en mor til en af hans klassekammerater, der en dag sagde til ham:

”Jacob, du kan noget, som mit barn ikke kan. Derfor har du bare at bruge det til noget,” forklarer han.

Det kan stadig røre ham.

”Filmen og de ting, jeg gør, er på mange måder en forpligtelse til at gøre noget med de evner. Jeg ved jo, at der er så mange, der ikke kan. I min ungdom var jeg godt træt af det og ville gerne bare være min egen, men efterhånden har jeg accepteret, at jeg er god til at udnytte min handlekraft og formidle mit handicap. Når jeg åbner min mund, taler jeg på en stor gruppes vegne,” forklarer han.

Han bruger især humoren, når han formidler, hvordan det er at leve med et handicap. For eksempel forklarer han, at fordi han går mærkeligt og taler underligt, tror folk sommetider, at han er fuld. Humoren, som han har optrådt med som komiker, ser han delvist som en overlevelsesmekanisme. Hvis man kan få folk til at grine ad det tragiske, kan man også få dem til at forstå det.

”Jeg har følt nogle gange, at jeg er 'ham den sjove spasser', og det kan godt give bagslag, hvis humoren resulterer i distance. Men jeg tror også, at humor er et meget godt våben til at råbe højt og blive hørt. Den er en befrielse, for den kan afmontere tabu og skam. Men man skal også have noget indhold at byde på bagefter,” siger han.

Han lyder som en succeshistorie, men det er ikke altid nemt. Han lever dagligt med store smerter, og for to år siden kørte en bus ham ned, så han fik kraniebrud og to hjerneblødninger.

Da han var lille, fik han i skolen at vide, at han ikke kunne blive hverken jagerpilot eller fodboldspiller, fordi han var handicappet. Og da han i 2010 startede på journaliststudiet på Roskilde Universitet, stillede han sig på første dag op foran sine nye studiekammerater og meddelte, at han var spastiker. Hans medstuderende troede, at det var en af vejlederne, der lavede sjov.

Han har lært at være mere hårdhudet over for den slags oplevelser, og derfor bruger han i høj grad humor som afvæbning, når han møder fremmede mennesker.

Men netop det at møde fremmede gruer han for på vegne af de næste generationer af handicappede. For hvordan vil de reagere, når nogen så anderledes og sjælden som dem selv pludselig manifesterer sig foran dem?

”Det er lidt et Dansk Folkeparti-eksempel,” siger han med et drilsk smil.

”I Nordjylland bor der ikke nogle abekatteindvandrere, så der er man bange for dem. På Nørrebro vrimler det med abekatte, så der er man mest tolerante. Jeg er da bange for, at de næste handicappede generationer bliver 'de nye muslimer'.”

Han vender flere gange under interviewet tilbage til abortdiskussionen. Og at det er okay at fravælge et handicappet barn. Men for Jacob Nossell er det vigtigste, at valget bliver taget på et grundlag af grundig information.

”Jeg er hverken for eller imod abort. Men jeg synes, at det er brandærgerligt, at hver gang debatten kommer op, står det mellem en rabiat religiøs, der siger, at lige meget hvor mange arme du har i panden, har du lov til at blive født. Og på den anden side står en, der siger, at hvis man fejler det mindste, skal man bare dø. Det synes jeg ikke gavner debatten så forfærdelig meget,” siger han.

”Det er krænkende for handicappede, at det skal være enten for eller imod. Folk trykker bare på automatknappen med abort uden at vide, hvad de vælger fra.”