Prøv avisen

Må iPad’en være børneparkering i ferien?

Der er delte meninger om børns brug af iPad – i efterårs-ferien og i al almindelighed. – Foto: Nima Stock/Polfoto

Elektroniske spil er en glidebane, og en time foran skærmen kan hurtigt blive til mange, siger psykolog. Men iPad’en kan også være kilde til ny læring, og man kan sagtens bevæge sig og udfordre sig selv med iPad’en, siger forsker

Efterårsferien står for døren, og mens træerne falmer, og mosekonen brygger, bruger mange familier ferien på hygge og rolige dage derhjemme. Og når mor og far trænger til at læse en bog eller ordne ting rundtom i huset, er det nærliggende at parkere børnene i sofaen med en iPad og wifi-forbindelse i nogle timer. Men er det i orden at bruge iPad’en som babysitter?

Det mener Camilla Carlsen Bechsgaard ikke. Hun er psykolog og arbejder med børn og medier, og for hende er iPad’en en glidebane, der nemt kan blive et problem.

”Jeg er bestemt ikke imod iPads, men det handler om, hvor mange timer om dagen man ønsker, at ens børn skal være passive underholdningsmodtagere. Det kan nemt tage overhånd. Hvis der er en dag i efterårsferien, hvor man ved, at man skal ud på en tur i skoven eller besøge nogen, er det måske ok, at børnene starter med en time eller to at sidde med skærmen om morgenen. Men den kan hurtigt blive 14, inden skærmen slukkes, og så har man trætte og sure børn, der har mistet drivkraften til en ordentlig feriedag,” siger hun.

Hun har selv to børn på 11 og 13 år og kender i den grad til problemet. For hende handler det om at skelne mellem god og dårlig brug af iPad’en.

”Min datter på 11 bruger appen Musical.ly, hvor man laver små musikvideoer med sig selv, og den må hun bruge så meget, hun vil, for hun er aktiv og står og synger og danser, får trænet en masse ting på en gang, har det sjovt og deler det med sine venner. Det er for mig at se en helt anden skærmbrug end den, hvor hun ligger passiv i sofaen med høretelefoner og ser noget på Netflix eller You- Tube. Som forælder kan jeg tydeligt mærke forskel på mit barns humør og energi, når hun har leget en halv time med Musical.ly, og når hun har set en halv times videoer på YouTube,” siger hun.

Hun forklarer, at iPad’en, iPhonen og de andre skærme udgør et dilemma i den moderne børnefamilie.

”Udfordringen er, at teenagerne er forbundet med hele netværket gennem telefonen og iPad’en, så det bliver næsten et overgreb at sige, at man skal lægge den væk i lang tid. Min søn er lige begyndt i 7. klasse, og meget af den sociale kontakt foregår over de sociale medier. Det ville da være ærgerligt, hvis han gik glip af det,” siger hun.

iPad’en blev lanceret i 2010, og derfor er det stadig tidligt at konkludere, hvilke langvarige konsekvenser den har for børn og unge. Men noget tyder på, at den alligevel allerede har gjort et indtryk. Ifølge en undersøgelse fra 2014 lavet for Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev bruger 9 ud af 10 børn under syv år digitale medier derhjemme. Blandt børn under tre år er det 78 procent.

Sidste år kom Børnerådet med en undersøgelse, der viste, at to ud af tre børn i børnehavealderen hellere ville lege med en iPad end andre børn. Det fik mange eksperter til at råbe vagt i gevær. Men ifølge Børnerådets formand, Per Larsen, skal man som forælder huske at slå koldt vand i blodet.

”Undersøgelsen viste også, at hvis børnene blev aktiveret med en spændende leg, smed de iPad’en fra sig og drønede ud i den friske luft. iPad’en er ikke verdens ondskab, men man skal selvfølgelig være opmærksom på brugen af den, og det gælder især, jo yngre børnene er. Og forældrene bør tænke over, hvordan de selv bruger teknologien. Når de selv er svære at komme i kontakt med, fordi de sidder med iPhonen og svarer på arbejdsmails, kopierer børnene jo det mønster,” siger han.

”Børn er spejle af deres forældres adfærd, og derfor skal man måske sætte sig ned og lave nogle spilleregler omkring, hvornår man bruger iPad’en. Men jeg synes, at det er fint, at børn får lejlighed til under hensyntagen til alder at udforske iPad’en og se på de muligheder, den har,” siger Per Larsen.

Stine Liv Johansen, der er lektor ved institut for kommunikation og kultur ved Aarhus Universitet og forsker i børn og leg, er enig.

”Ingen har sagt, at iPad’en er lænket til hjørnesofaen, det er jo noget, vi selv beslutter os for. Som forældre har vi computeren som udgangspunkt for teknologien, fordi vi er fra en anden generation, men iPad’en kan jo bruges til meget mere end at se film på, og det er bare at rejse sig fra sofaen og bevæge sig med den. Der er en verden af muligheder både i forhold til spil og til programmer, hvor man kan danse, tegne, opfinde nye ting og lære af at sætte ting sammen på nye måder,” siger hun.

Men Camilla Carlsen Bechsgaard er bekymret.

”Jeg tror, man skal passe på med at affærdige iPad’en som helt ufarlig. For børn op til skolealderen giver skærmbrugen nogle massive udfordringer i forhold til kreativitet, fantasi, social interaktion og samspil med forældrene. Hjernen har en kritisk udviklingsperiode, hvor det handler om mange input og indtryk og kontakt med voksne mennesker. Hvis den tid bruges med en glat skærm, og det er der, de primære input kommer fra, er der noget vigtigt, der går tabt,” siger hun.

”Derfor skal man som forælder være skarp på, hvor meget de i en tidlig alder vænnes til passiv konsumerisme. Jeg er grundlæggende bekymret for, hvad konsekvenser det har for udviklingen i forhold til social interaktion og det at kunne trøste sig selv. iPad’en virker jo bedre end en sut, og det er et effektivt redskab til en to-årig, der er helt hysterisk i supermarkedet. Hvis mor tager iPhonen frem, er der ro med det samme. Men det at få kæmpet sig igennem anfaldet og blive trøstet og opleve, at der er en verden på den anden side af anfaldet, når aldrig at ske, og så bliver det et mønster, som sætter sig,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Men så slemt er det ikke, mener Stine Liv Johansen.

”Vi taler jo grundlæggende om to forskellige ting, nemlig bevidstløs, stillesiddende brug af dumme apps, som jeg naturligvis også mener, at man skal være kritisk over for, og så en aktiv, skabende, legende og kreativ tilgang til digitale såvel som alle mulige andre teknologier. Og til sådan en brug hører i min optik også, at børn præsenteres for gode og sjove tv-programmer, film, YouTube-klip og digitale bøger, som giver dem et bredt fundament at lege og lære ud fra,” siger hun.

”Vi skal holde op med at tro, at al brug af teknologi er det samme. I stedet for at gå op i skærmtid og regler bør man kigge på brug og indhold. Jeg opfordrer til, at man i højere grad bruger teknologien aktivt til samvær mellem børn og voksne. Ferien er et oplagt tidspunkt til at se på mulighederne, og man skal jo tænke på, at børn og unge i dag kommer til at bruge de digitale teknologier på en måde, vi forældre slet ikke kan forestille os. Derfor er det vigtigt, at de er i stand til at forholde sig kreativt og kritisk til dem,” siger Stine Liv Johansen.

”Derfor mener jeg også, at det er ok at bruge iPad’en som babysitter. Selvfølgelig må man gerne ligge en dag på sofaen og se film, så længe man har det in mente, at hver ting til sin tid. I stedet for at bekrige iPad’en kan man jo sætte sig ned med barnet og finde ud af, hvad det handler om. Der er jo heller ikke noget, børn hellere vil end være sammen med deres forældre, så hvis forældrene tør være mere legende og nysgerrige på de nye medier, kan man få nogle gode oplevelser ud af det,” siger hun.