Prøv avisen

Må man bruge børn som kilder i en voksen debat?

For nylig kontaktede 15-årige Isabella Bramstrup Christensen (yderst til højre) Kristeligt Dagblad, fordi hun var bekymret for, hvordan en begrænsning af børnechecken ville påvirke hendes familie, der består af far, mor og 11 børn. Dermed kom hun til orde i en debat, hun synes er vigtig for hende, men samtidig hører til i de voksnes verden. – Foto: Jens Bach

Det kan være svært for børn at overskue konsekvenserne af at medvirke i medierne, og derfor skal man være påpasselig med at bruge dem, siger forsker. Men det er vigtigt at høre børns stemme i debatten, siger formand for Dansk Ungdoms Fællesråd

For nylig fortalte seks børn om at vokse op i familier på kontanthjælp i DR’s dokumentarprogrammer ”Barndom på bistand”. Om at lyve sig mæt, så lillebror kan få den sidste mad og om at være i aflastningsfamilie. Og i søndags fortalte 16-årige Helene Dige Hjuler i Berlingske om, hvor bekymret hun var for sin familie, når hendes mor fra 1. oktober rammes af kontanthjælpsloftet.

Børnene her er ikke alene, for i de senere år er flere børn trådt frem i medierne med deres vinkel på aktuelle politiske emner, hvad enten det er kontanthjælp eller flygtningedebatten.

Men kan børn forholde sig til de voksnes debatter? Og bør de?

”Det kommer meget an på kontekst og alder,”siger professor Kirsten Drotner, der forsker i børn og unges mediebrug ved Syddansk Universitet.

Vibeke Borberg, der er forsker og underviser i medieret og presseetik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, understreger at man skal udvise særligt hensyn til børn og andre svage grupper, som kan have svært ved at overskue konsekvenserne af deres medvirken.

”Det står klart og tydeligt i reglerne for god presseskik, at man skal udvise særligt hensyn. Men der er ingen aldersgrænse. Alle har ret til ytringsfrihed, også børn og unge,” siger hun.

”Når de taler på egne vegne, kan de ikke opfattes som et talerør på forældrenes vegne, selvom det også berører forældrenes situation. Det er deres egen stemme. I Politiken var der for nylig et portræt af fire uledsagede børn, der var flygtet til Danmark, og det var meget fint at få et indblik i deres hverdag og tanker. Det er et godt eksempel på nogen under 18 år, hvis stemme er meget vigtig,” siger hun.

Hun bliver ofte ringet op af journalister, der spørger, hvordan de skal forholde sig til børn som kilder.

”Mit indtryk er, at medierne er meget bevidste om deres ansvar for børn og unge, men det er vigtigt, at den etiske bevidsthed også omfatter formidlingsformen. For eksempel kan det være etisk uforsvarligt at lægge en artikel med et barn eller en ung på Facebook, hvor man ved, at kommentarsporene ofte er grimme. Her er det en del af beskyttelseshensynet at tage en etisk overvejelse af, hvordan man formidler historien mest hensynsfuldt over for det unge menneske. Skal den overhovedet formidles på Facebook, eller kan man nøjes med at have den i papiravisen og digitalt uden kommentarspor,” siger Vibeke Borberg med henvisning til Berlingskes artikel med den 16-årige Helene Dige Hjuler, der fik mange kommentarer på Facebook, herunder en del negative.

Men det er Kasper Sand Kjær fra Dansk Ungdoms Fællesråd uenig i.

”Det er klart, at det desværre er en af konsekvenserne ved at deltage i den offentlige debat, at der er nogle, der ikke kan styre sig. Men det er en udfordring for demokratiet, hvis man holder sig tilbage fra at deltage, fordi man er bange for kommentarer. Vi lavede en undersøgelse, der viste, at halvdelen af de danske unge afholdt sig fra at skrive om politik på sociale medier, fordi de var bange for konsekvenserne. Det er så vigtigt, at det ikke må afholde nogen fra at sige, hvad de har på hjerte. Jeg kan godt forstå, at det er hårdt, men det er vigtigt, at alle holdninger høres i den offentlige debat,” siger han.

Han bakkes op af Kirsten Drotner fra Syddansk Universitet. Hun forklarer, at det er en svær balancegang.

”Alternativet er, at deres historie ikke fortælles, og det er ikke i offentlighedens interesse. Børnenes stemme kan forstumme, fordi de voksne bliver så berøringsangste over for at bruge dem. Så bliver det en misforstået beskyttertrang, fordi man tænker, at det bliver farligt, og så hellere lader være. Men barnet skal have lov til at have sin egen stemme, man skal bare vælge konteksten med omhu. Jo mere man kan holde det til deres egen verden, jo bedre. Deres egen verden kan ingen jo tage fra dem,” siger hun.

Berlingske gik selv ud i kommentarsporet på Facebook og manede til, at kommentatorerne på opslaget om Helene Dige Hjuler tænkte over, at det var en 16-årig piges historie, de forholdt sig til. Men helt at lade være med at lægge artiklen på Facebook var ikke en del af overvejelserne, fortæller indlandsredaktør på avisen, Kasper Krogh.

”Vi talte med Helene og hendes mor om, hvad det kunne indebære af reaktioner, at hun stod frem. Både i artiklen og ved, at den blev lagt på Facebook. Hun var indforstået med konsekvenserne, og hun har prøvet at stå frem før, da hun skrev et læserbrev i Politiken i februar, og da hun var i Aftenshowet på DR 1 med sin mor og fortælle om emnet, hvor der er en endnu større eksponering. Så vi lagde artiklen på Facebook, fordi vi syntes, artiklen og debatten var vigtig at få ud til så mange som muligt, og Helene har efterfølgende fortalt, at hun ikke oplevede det som slemt, men derimod fokuserede på de positive tilkendegivelser,” siger han.

For Kirsten Drotner er det vigtigt at skelne mellem,om barnet udtaler sig om egne oplevelser, eller om dey bliver megafon for nogle voksenproblematikker.

”Jo yngre barnet er og jo længere væk fra egne oplevelser, jo mere påpasselig skal man som medie være. Hvis man bruger børn som kilder, skal man tænke over, at de ikke bare bliver eksponeret i den enkelte artikel eller tv-indslag. Andre medier kan fatte interesse, og børnene kan blive ringet op af flere journalister, der vil bruge dem,” siger hun og fortsætter:

”Børnene kan blive gidsler i en bredere debat og på mange andre platforme end oprindeligt tænkt. Intet medie er længere en ø, og det er svært at kontrollere en histories videre liv på de sociale medier, hvor der ikke er noget etisk filter. Det er altså en gråzone i mediekulturen, for på den ene side bør vi ikke hindre børnene i at ytre sig. På den anden side har vi en mediesituation, hvor det at få ofre til at udtale sig altid er godt stof. Og der kan børn ofte blive taget til indtægt for noget, de ikke kan overskue konsekvenserne af,” siger hun.

Som forsker har hun selv interviewet flere børn og dermed ofte tænkt over de etiske dilemmaer og retningslinjer. Hun forklarer, at ofte kan børnenes forældre heller ikke overskue konsekvenserne af, hvad børnene medvirker i.

”Mange er uvidende om, hvordan medierne virker, både når man medvirker i interviews eller selv lægger noget ud på de sociale medier. Og det gælder både unge og ældre forældre og folk fra forskellige socialgrupper. Det gør det endnu vigtigere, at vi får diskuteret konsekvenserne af at være i medierne og de etiske dilemmaer, der er forbundet med det,” siger hun.

Hos Børnerådet kender man til problemstillingen, og sidste år udgav rådet en vejledning til journalister om håndteringen af børn som kilder. For børn kræver ekstra omhu fra journalisternes side, siger Børnerådets formand, Per Larsen.

”Jeg synes sagtens, at man kan bruge børn som kilder, faktisk mener jeg, at det er helt i overensstemmelse med børnekonventionens ånd, at børn har ret til at blive hørt om ting, der vedrører dem. Men man bør som journalist være opmærksom på, at de er følsomme, og derfor behandle dem med fløjlshandsker,” siger han.

”Det betyder, at man som journalist og medie laver en solid vurdering af, hvorvidt barnet er egnet til at komme i medierne, og forsøger at forudse, om noget kan give dem ubehagelige oplevelser efterfølgende. Det kan for eksempel være, at det bliver svært for barnet at komme i skole og konfronteres med noget, man har sagt,” siger han.

”Man skal tænke over, at børn ikke har samme ressourcer som voksne eller medietrænede politikere. Man kan ikke suse dem ind i et tv-studie 10 sekunder før start og konfrontere dem med en række spørgsmål. Et barn skal forberedes ordentligt, det vil sige, at man giver sig tid til at forklare dem konteksten, gennemgå spørgsmålene og sætte dem ind i, hvad det vil sige at medvirke,” siger han.

Men hvornår et barn er gammelt nok til at kunne medvirke i et interview, er svært at fastsætte, mener Per Larsen.

”Det afhænger af emnet og dets kompleksitet. Men hvis vi tager skilsmisselovgivningen, har et barn på 10 år ret til at få rejst sin sag selv. Der vurderer man altså, at de er gamle nok. Så det er måske en god rettesnor. Men det er givet, at det er individuelt, og derfor bør journalisterne lave en solid vurdering af det enkelte barns modenhed. Så er alderen knapt så afgørende,” siger han.

At man ikke skal afholde et barn fra at ytre sig, bare fordi det er et barn, mener også Kasper Sand Kjær, der er formand for Dansk Ungdoms Fællesråd.

”Børn har ytringsfrihed, og når det handler om beslutninger, der vedrører dem, er deres stemme et væsentligt indspark i debatten. Jeg synes godt, at man som 16-årig kan deltage i debatten. Det er klart, at journalisterne skal bruge én med respekt for, at man er ung, men man har en berettigelse i at blive hørt og kan godt deltage i den offentlige debat,” siger han og fortsætter:

”Når man er 16 år, har man gennemført den obligatoriske skolegang og skulle således gerne være dannet og oplyst nok til at deltage i samfundet. Det gælder også retten til at ytre sig. Hvis det stod til mig, kunne 16-årige også stemme. Selvfølgelig kan man ikke forvente, at en otte-årig er bevidst nok om konsekvenserne af flygtninge- eller kontanthjælpsdebatten til at ytre sig på samme måde som en 16-årig eller en voksen. Men første gang jeg blandede mig i en offentlig debat, var jeg 13 år og elevrådsformand, og det gjorde jeg, fordi jeg syntes, jeg havde noget på hjerte om min hverdag, som kunne gøre den givne debat rigere på flere perspektiver,” siger han.

FOR at børn bruges som kilder i medierne taler

Børn har ret til ytringsfrihed, og deres stemme kan være et vigtigt indspark i en debat.

De beslutninger, de voksne træffer, rammer også børn, derfor vigtigt at høre dem.

Selvom man er barn, kan man godt tale om sin egen verden.

IMOD at børn bruges som kilder i medierne taler

Børn kan ikke overskue konsekvenserne ved at stille sig frem i mediernes søgelys.

Medierne kan ikke kontrollere, hvor historien ender og dermed ikke beskytte børnene.

Ikke alle børn kan gennemskue kompliceret lovgivning og dermed kompliceret debat.