Prøv avisen

Psykolog: Man bør ikke opdrage på sine bonusbørn

Hvor langt må man gå som den nye bonusforælder? Må man irettesætte og skælde ud? Må man opdrage? Ifølge en amerikansk undersøgelse fra 2011 ender mindst 60 procent af sammenbragte familier med at gå i opløsning igen. Modelfoto

Rekordmange bliver skilt, og derfor opstår nye sammenbragte familier. Men det kan være svært at finde ud af, hvad man må og ikke må som bonusforælder

Stemningen er anspændt omkring middagsbordet, for Eigil er lige flyttet ind.

Han har ingen børn selv, men nu skal han pludselig bo sammen med to børn hver anden uge. Han har mødt dem før, men han kan se, at de ser ham an nu. Hvad vil denne nye voksne i deres liv, tænker de.

Det ene barn har snot løbende ud ad næsen, det andet barn råber og skriger og er uroligt. Eigil har lyst til at skrige til dem, at de skal opføre sig ordentligt, men hvor langt må han gå?

Eigil er et tænkt eksempel, men hvert tredje barn vokser op i en splittet familie, og med næsten 20.000 skilsmisser alene i 2014 og nye sammenbragte familier vil mange kunne genkende scenariet. Hvor langt må man gå som den nye bonusforælder? Må man irettesætte og skælde ud? Må man opdrage?

Ulla Dyrløv er psykolog, foredragsholder og forfatter og kender situationen indgående fra sine samtaler med skilsmisseramte familier.

”Helt overordnet mener jeg, at man skal lade være med at opdrage på bonusbørnene. Især opdragelse er noget, der kan være lidt følsomt, og noget, kun forældre har grønt lys til at kommentere på, fordi de er forældre og tilhører samme flok som børnene. Børnene ved som udgangspunkt, at når en forælder skælder ud, er der kærlighed bag. Det ved de ikke nødvendigvis med en bonusforælder,” forklarer Ulla Dyrløv.

”Selvfølgelig skal man have lov til at sætte egne grænser, og hvis man er alene med dem, kan man også være nødt til at gå ind i noget, der minder om opdragelse. Men overordnet skal man indtage en slags bedsteforælderposition. Man kan blive venner med børnene, forkæle dem og gøre lidt ekstra. Men uden at være opdragende eller styrende som en forælder,” siger hun.

Bonusforældre- og børn elsker ikke automatisk hinanden

Bente Boserup, seniorkonsulent i Børns Vilkår, er enig.

”Børn er meget følsomme, og jeg hører dem ofte fortælle, at det kan være svært, når der kommer en ny voksen ind i billedet og begynder at lave nye regler og bestemme alt. Så reagerer de på, at en fremmed blander sig. Som bonusforælder er det derfor vigtigt, at man har respekt for børnene og går langsomt frem. Børnene synes jo, det er okay, hvis en voksen siger: ’Av, vil du være sød ikke at råbe så højt,’ men at gå ind og lave om på sengetider, og hvornår man må spise slik, det skal man gøre sig fortjent til,” forklarer hun.

Både Bente Boserup og Ulla Dyrløv forklarer, at situationen med bonusforældre er ladet med følsomhed. Måske er den nye voksne grunden til forældrenes skilsmisse. Måske har vedkommende ikke selv børn og har derfor sværere ved at håndtere børn. Måske er bonusforældre og bonusbørn jaloux på hinanden, fordi de vil have mest mulig tid med den biologiske forælder. Det handler om at gøre sig det klart, at bonusforældre og -børn ikke automatisk elsker hinanden.

”Hvis huset brænder, og man kan redde én person, vil bonusforælderen formentlig ikke redde barnet, og barnet vil formentlig redde sin biologiske forælder, ikke bonusforælderen. Det er hårdt, men sådan er det,” siger Ulla Dyrløv.

Ifølge en amerikansk undersøgelse fra 2011 ender mindst 60 procent af sammenbragte familier med at gå i opløsning igen.

Blogger, radiovært og debattør Anne Sophia Hermansen har selv levet i en sammenbragt familie, som kollapsede. Ifølge hende må man godt opdrage på bonusbørnene.

”Selvfølgelig må man opdrage på sine bonusbørn. Alt det der med, at man som en ny voksen bare skal være en overskudsperson, der tager børnene i biffen, fylder dem med slik eller ignorerer, at de spiser grimt, det er en misforståelse. At være voksen indebærer et ansvar, herunder et opdragelsesansvar,” skriver Anne Sophia Hermansen i en mail til Kristeligt Dagblad og fortsætter:

”At bo sammen i en sammenbragt familie kan sammenlignes med at bo sammen i et kollektiv. Man forhandler husregler på plads og bliver enige om, hvad man betragter som god og dårlig opførsel. Jeg forstår ikke bonusforældre, der enten giver den som lalleglad legeonkel eller spøgelsesagtigt svæver rundt i periferien og ikke tør give sig til kende over for børnene. Det gør ingen glade, og jeg er lige ved at mene, at det er ansvarsløst.”

Hun oplevede, hvor svært det var at balancere rollen som stedmor for to piger med rollen som mor for sin søn fra et tidligere forhold.

”Det er prekært, fordi familieformen er så udbredt og samtidig så ureflekteret og fuld af tabuer og forbudte følelser. Vi tror, at vi skal elske den andens børn som vores egne, men det er altså de færreste, der gør det fra dag et. Lad os bare være ærlige omkring det. Ikke sådan forstået, at vi skal smaske det i synet på den andens børn, men i det mindste være ærlige over for os selv,” skriver hun.

Nye familieformer er svære

”Vi kender den onde stedmor fra eventyrene, for eksempel fra Hans og Grete. Hun ønsker børnene hen, hvor peberet gror, og den biologiske far er et skvat, der adlyder kvindens urimelige krav. Det er selvfølgelig en karikatur, men dækker over, at den nye familieform svær. Hvad er vi? Stedmor, bonusmor, papmor, overskudsmor? Vi har svært ved at finde et navn for det. Mine bonusdøtre kaldte mig for Anne,” forklarer Anne Sophia Hermansen.

”Min erfaring er, at en sammenbragt familie ikke er en kernefamilie. Det er der mange, der tror, og måske er det lidt af grunden til, at så mange af dem bryder sammen. Vi hjemsøger os selv og hinanden med mærkelige forestillinger, for eksempel den forestilling, at du elsker den andens børn som dine egne. Det gør meget få. Børnene elsker heller ikke dig, ligesom de elsker deres biologiske forældre. Men man kan over tid udvikle et særdeles hengivent forhold til hinanden, og jeg kan stadig godt savne mine tidligere bonusdøtre,” skriver hun.

”Selvom kærligheden til en kæreste eller ægtefælle holder op, betyder det ikke, at kærligheden til vedkommendes børn også bare gør det. Men jeg fik mere spat af dem end af min egen søn, og jeg glædede mig også ofte til, at de skulle hjem til deres mor, så jeg kunne have deres far for mig selv. Selvfølgelig,” skriver hun.