Må man råde en ven til at blive skilt?

En sexolog, en parterapeut og en filosof giver deres bud på, hvordan man skal forholde sig til en ven, der ønsker rådgivning omkring sit ægteskab

”En god ven har ansvar for at stå ved sin forbundethed og ikke svigte ved at være følelsesmæssigt doven og uengageret," siger Anne Marie Pahuus, der er filosof og prodekan ved Aarhus Universitet, som svar på spørgsmålet om hvordan man skal forholde sig til en ven, der ønsker et godt råd omkring sit ægteskab
”En god ven har ansvar for at stå ved sin forbundethed og ikke svigte ved at være følelsesmæssigt doven og uengageret," siger Anne Marie Pahuus, der er filosof og prodekan ved Aarhus Universitet, som svar på spørgsmålet om hvordan man skal forholde sig til en ven, der ønsker et godt råd omkring sit ægteskab

Højsæsonen for skilsmisser er begyndt. Hvert år går hundredvis af par fra hinanden i sensommeren, ofte fordi sommerferien ikke som håbet var de idylliske uger, der kunne redde et træt forhold. Men før man beslutter sig for, om man skal gå fra mand eller kone, vender mange sig mod deres venner for at få et godt råd. Men bør man som ven svare? Og kan man?

Sexolog Benedikte Vejlby Baggesgaard, der er præst i Ovsted Sogn ved Skanderborg, svarer klart nej.

”Jeg ville aldrig gøre det, for det er et stort ansvar. Der er et gammelt indianerudtryk, der lyder noget i retningen af, at man skal gå et langt liv i en anden mands sko for at vide, hvordan det er at være ham,” siger hun.

”Det er jo ikke mit liv, den anden skal leve, ikke mine valg og grænser, idéer og tanker og drømme og længsler, hun skal leve ud. Og jeg kan jo heller ikke vide, hvad der er på færde mellem de to. Man skal lytte i stedet for at sige, at hun er bedre tjent uden ham,” siger hun.

Hun er ofte blevet spurgt til råds om netop dette dilemma af både veninder, klienter og sognebørn, der har søgt hendes råd som præst. Men hver gang lyder svaret, at det kan hun ikke beslutte for dem. For hende er det afgørende, at i så store beslutninger med så store konsekvenser er det op til den enkelte selv at afgøre, hvad der er det bedste for vedkommende.

”Vi har hver vores vej og vores bane, og det kan ikke nytte noget, at vi vil skære andre mennesker til efter vores skabelon. Man kan jo komme til at ødelægge noget, der måske kunne blive rigtig smukt og godt for det andet menneske. Måske var det bare en knast i forholdet, som man rådede dem til, var grund til at lade sig skille. Venskabet kan blive ødelagt, hvis de fortryder at have handlet på det råd, de fik. Og man kan skubbe folk i helt andre retninger, end de skal og selv havde tænkt sig,” siger hun.

Da hun selv gik i skilsmissetanker, spurgte hun dog sin psykolog til råds. Psykologen svarede det samme, hun selv svarer til sine egne klienter, og det er Benedikte Vejlby Baggesgaard glad for.

”Jeg spurgte jo i desperation, og man er sårbar i sådan en situation og kan derfor hurtigt komme til at handle på det, den anden siger, uden at have tænkt sig om,” siger hun.

Hun understreger dog, at der træder nogle andre spilleregler i kraft, hvis der er tale om vold eller misbrug.

”Det er noget andet, hvis man kan se, at veninden bliver slået gul og blå, eller hvis man ved, at ægtefællen drikker for meget. Der ved man, at det ofte ikke bliver bedre, og der må man som ven skride ind. Men hvis hun bare er irriteret på sin mand, skal man holde sig fra at blande sig,” siger hun.

Parterapeut Ingrid Ann Watson mener derimod godt, at man må sige tingene direkte til en ven. Men for hende er det afgørende, at vedkommende selv spørger.

”Man må gerne svare ærligt på spørgsmålet, hvis en ven spørger, om de skal forlade deres ægtefælle. Hvis ikke man kan tale med sine venner om den slags og forvente, at de svarer, ved jeg ikke, hvad man ellers skulle bruge venner til. Men det er vigtigt, at når folk spørger en, handler det ikke om, at man skal øse sig selv over på dem. Vi kommer fra forskellige steder, så det, der virker på mig, virker måske ikke på den anden. Så hvis man ikke bliver spurgt, skal man ikke rådgive,” siger hun.

”Det er uhyre vigtigt, at en person træffer egne valg, uanset hvad det ender med. Og lige meget hvor gode og nære venner man er, skal man være ekstremt forsigtig med at retfærdiggøre et valg. Men derfor kan man da udmærket tale om det. Min egen erfaring er, at en person i reglen godt er klar over, hvilket valg der bør træffes, og tit ønsker at blive bekræftet i sin beslutning. Og her må man som ven så beslutte, om man vil være djævlens advokat,” siger hun.

Hun forklarer, at det også handler om, hvordan man spørger.

”Man skal altid forsøge at få vedkommende til at træffe beslutningen selv. Man kan spørge: Hvordan vil det føles, hvis du går? Hvem vil du være efter, hvad vil forskellen være? Ofte sker det, hvis du går for direkte på, at folk går i forsvar. Så går de helt over i den anden grøft, og så står man dér. Det handler altså om at hjælpe dem til at gøre deres egne refleksioner og dermed komme til deres egen beslutning,” siger hun.

Rent etisk bunder dilemmaet i, om man må råde en ven, der har mistet sit ståsted og orientering i livet. Sådan siger Anne Marie Pahuus, der er filosof og prodekan ved Aarhus Universitet.

”Når man er tæt på andre mennesker, ser de nogle gange klarere end en selv, hvilken drejning tingene er ved at tage i ens liv. Derfor kan man tale om etisk forpligtelse til ikke at være ligeglad. Udsagn som ’det er helt op til dig’ kan være lig med ligegyldighed og mangel på interesse. En god ven har ansvar for at stå ved sin forbundethed og ikke svigte ved at være følelsesmæssigt doven og uengageret, ikke ville dele ud af sine erfaringer. Dilemmaet kommer da med, at man skal råde uden at overtage den andens fremtid. Enhver har en frihed, vilje og selvstændighed, som er deres, men tvivlen om, hvordan man vil bruge den frihed og selvstændighed, kan være reel. Så hvis man har en ven, der virkelig er i tvivl, skal man i hvert fald lytte og dele sine erfaringer og indtryk,” siger hun.

I etikkens verden er der flere eksempler på betoning af hver side af dilemmaet, fortæller hun. På den ene side står den franske filosof Jean-Paul Sartre, der i eksistentialismen lægger op til, at enhver må tage ansvar for eget liv gennem afgørende valg.

”Sartre holder et berømt foredrag i 1945 og nævner spørgsmålet om en ung mand, der er i tvivl, om han skal drage i krig eller blive hjemme og passe på sin mor. Han er altså forpligtet to steder. Ifølge Sartre er den slags valg højst personlige, og der må man som enkeltindivid erkende sin egen frihed. Der stopper rådet altså med det klare svar: ’Vælg selv’. At sige mere ville være at overtage den andens liv, mener han. Der er derfor en eksistentialistisk tanke om, at livet er en opgave, og at det er den enkeltes opgave alene,” forklarer Anne Marie Pahuus.

”Tænker man derimod som K.E. Løgstrup, vil man betone, at livet først og fremmest bliver til mellem mennesker, der tør komme ind på livet af hinanden i tillid. At komme til klarhed over, hvilke værdier der er etisk mest duelige, er ikke et spørgsmål om at definere værdierne gennem valget, men om at komme til klarhed over de relationer, som vi er en del af. Derfor kræves der ofte hjælp fra andre mennesker, som vi deler livet med. Når det kommer til spørgsmålet om at blive eller bryde ud af et ægteskab, skal man leve med sin beslutning resten af livet, og dermed må man stå ved den. Men det er ikke det samme, som at man ikke kan bede om hjælp til at nå dertil. Jeg tror, at man som ven skal rumme den tvivl, og det at være ven er ikke at give det færdige svar, men at lade den anden tale sig frem til en afklaring. At man ikke overtager den andens liv, men heller ikke siger, at vi isoleres i beslutningen,” siger hun.

For parterapeut Martin Østergaard handler det også om, at man som ven ikke skal være så bange for at træde ind på den andens banehalvdel.

”Man behøver ikke at være så bange for det med kærlighed og gode råd og retfærdig harme på andres vegne. Folk er nogle gange meget berøringsangste, for de er bange for at komme for tæt på og måske ændre spillereglerne i et venskab. Men vi er voksne mennesker, og nogle gange er det rart at have en i sin nærhed, der kan sige tingene, som de er,” siger han.

Han har selv været i en situation, hvor han var i dyb tvivl om, hvorvidt hans kæreste ville deres forhold nok, og om han skulle gå fra hende. Der havde han to venner, der gav ham råd på hver sin måde.

”Den ene var djævlen og sagde: Hun skal bare have et los, og du skal videre. Fyr hende! Den anden var mere tålmodig og sagde: Du hænger jo på krogen, og lad være med at foretage dig noget i affekt. Det er muligt, at I skal gå fra hinanden, og at det ikke bliver godt for dig, men tillad nu dig selv at være i tvivlen, for du elsker hende jo vildt og inderligt,” fortæller han.

”Jeg var virkelig taknemmelig for dem begge to. Den ene kunne jeg komme af med min vrede hos, den anden gav mig mulighed for at komme i kontakt med min sorg og med håbet om, at det hele trods alt kunne lykkes. Det var perfekt at have en engel og en djævel som Anders And,” siger han med et grin.

At hans venner gav ham to forskellige holdninger og to forskellige tilgange til hans problem, passede ham helt fint.

”Det er jo ikke et fejltrin at have en holdning, men det er måske uklogt at forvente, at den, man råder, handler efter ens anvisning. Der kan man tale om faux pas, for det sker ofte, at folk bliver lidt for selvoptagede af deres egen genialitet som rådgivere. Det er måske også derfor, at nogle bliver lidt berøringsangste, for tænk nu hvis de har givet det forkerte råd. Men det er jo ikke det, det handler om,” siger han og fortsætter:

”Det handler om at støtte vedkommende i de mange forskellige følelser, der er i den slags processer: Skyld, skam, vrede, kærlighed. Man skal ikke være bange for at gå for tæt på hinanden og sige noget forkert eller udtrykke store følelser. Det kan give den anden en lettelse, at han eller hun kan se, at man reagerer med samme følelser som vedkommende,” siger han og tilføjer, at en ven jo selv kan vælge, om han vil bruge det råd, han bliver givet eller ej.