Prøv avisen

Må man tale dårligt om de døde?

Nyheden om tidligere statsminister Anker Jørgensens (S) død blev ikke mødt med et enstemmigt kor, der udtrykte sorg eller respekt. Her er Anker Jørgensen fotograferet på Christiansborg i 1991. Foto: Jens Astrup

Enkelte politiske modstandere sagde farvel med svadaer rettet mod tidligere statsminister Anker Jørgensen, da hans død for nylig blev offentliggjort. Sagen åbner på ny debatten om, hvad man må sige om de døde

Da tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) døde den 20. marts, blev nyheden ikke mødt med et enstemmigt kor, der udtrykte sorg eller respekt. Liberal Alliances erhvervsordfører, Joachim B. Olsen, kommenterede nyheden på Facebook med et citat fra en amerikansk radiovært, som kan oversættes til:

”Nu ved jeg, hvad en statsmand er: en død politiker. Vi har brug for flere politikere.”

Carsten Horn, tidligere formand for Dansk Folkeparti i Brøndby, gik skridtet videre, da han skrev:

”Det skal fejres!!! Skål alle sammen, tillykke med dagen!! Endelig er Anker blevet en god socialdemokrat! For en god socialdemokrat er en død socialdemokrat!”.

Både Joachim B. Olsen og Carsten Horn blev mødt med massiv kritik for det, der blev opfattet som usmagelige og malplacerede kommentarer. Men hvorfor kan det vække så megen vrede, når personer vælger at omtale afdøde på en nedsættende måde? Hvad må man sige om afdøde, og hvad skal man tie med?

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet og uddannet teolog. Hun mener ikke, at man kan sætte klare grænser mellem, hvad der er tilladt, og hvad der er over stregen. I stedet er man nødt til at kigge på en række faktorer, som udsagnet i sin helhed må vurderes ud fra, forklarer hun.

”Som offentlig person må man regne med at stå på mål for mere end den gængse dansker, også efter sin død. Men når det er sagt, så er der stadig en række hensyn, der skal afvejes, og her har timing og en almindelig respekt for de efterladte stor betydning. Grove anklager eller skarp kritik lige i kølvandet på et dødsfald vil mange betegne som over stregen.”

Michael Hviid Jacobsen er professor i sociologi ved Aalborg Universitet. Han har udgivet flere bøger, der omhandler døden, og hvordan vi mennesker forholder os til den. Han giver også udtryk for, at rammerne er videre, når det gælder kritik af offentlige personer. Men det er ikke ensbetydende med, at alt er tilladt.

”Der findes et gammelt udtryk, der lyder: ’Vi skal ikke tale dårligt om de døde’. Årsagen er, at de døde, i modsætning til de levende, ikke er i stand til at forsvare sig eller svare igen. Det er også derfor, at angreb på afdøde personer ofte ikke bliver synderligt vel modtaget, fordi alle ved, at den afdøde er forsvarsløs. Men det afhænger i sagens natur også af, hvem den afdøde er – om det eksempelvis er Stalin, Hitler eller andre historisk knap så kontroversielle skikkelser.”

Udtrykket om ikke at tale dårligt om de døde optræder i ”Takt og Tone – Om Omgang med Mennesker”, Emma Gads berømte bog fra 1918. Det sker i den oprindelige latinske form ”Nil nisi bene”, som i bogen oversættes til ”intet, hvis det ikke er godt”. Kan du ikke sige noget pænt, bør du tie. At det i dag ikke synes at være tilfældet, så længe man holder sig inden for stregerne, kunne derfor være nærliggende at tolke sådan, at vores opfattelse af, hvad man må sige om afdøde, er blevet mere lempelig.

Det mener Peter Thygesen, som er navneredaktør på Politiken, imidlertid ikke. Han har i seks år skrevet nekrologer om kendte og mindre kendte personligheder og har derfor indgående kendskab til, hvordan danskerne forholder sig til afskeden med deres kære, hvad enten ”kære” forstås som ens nærmeste eller som folkekære personligheder.

”Jeg tror ikke, man kan tale om, at der er sket et etisk skred i, hvordan vi omtaler døde. Generelt ser vi det ikke som udtryk for manglende respekt at komme ind på kontroversielle forhold ved den afdøde, og det afspejler sig også i, hvordan danske aviser forfatter nekrologer. Jo mere fremtrædende en person, jo flere detaljer inddrager vi om vedkommende. Det indebærer også konflikter og kontroversielle hændelser,” forklarer han og drager paralleler til Sverige og Storbritannien, hvor man har en anden tradition for at gribe nekrologer an.

”I Sverige har nekrologer nærmest et kunstnerisk præg i deres udtryksform, men til gengæld er der meget lidt plads til det kritiske. Og det i en grad, hvor det næsten bliver kvalmt i roserne til den afdøde. I Storbritannien går man derimod til biddet og taler gerne om både pinlige og ødelæggende hændelser i personens liv. Det er mit indtryk, at vi i Danmark har en god balance mellem at udvise respekt og alligevel ikke være berøringsangste.”

Den britiske avis The Daily Telegraph står som det måske tydeligste eksempel på et medie, der blev kendt for at levere velskrevne, men også hudløst ærlige nekrologer til sine læsere. Stilen blev lagt i 1980’erne, da den daværende nekrologredaktør gjorde op med tidligere tiders mere formelle, tørre tilgang til nekrologer. Besøger man avisens online nekrologsektion, bydes man da også velkommen med teksten:

”De gode, de slemme, de berømte og de berygtedes liv og død, karriere, kriminalitet og svagheder, leveret fra The Daily Telegraphs skuffe.”

Helt så ærligt – eller tabloidt – er der ikke tradition for at behandle afdødes eftermæle i Danmark, men der skal være plads til både kritik og ærlighed.

Ifølge Michael Hviid Jacobsen er man nødt til at adskille kritik fra personangreb, ligesom selve leveringen af kritikken har stor betydning.

”At udtrykke kritik er jo ikke det samme som at tilsværte eller at tale dårligt om nogen. Der kan være mange gode grunde til at kritisere afdøde, hvad enten vi kendte dem personligt eller ej. Meget afhænger desuden af, hvordan ens kritik formuleres. Man kan således gå efter bolden eller manden, ligesom man med humor og elegance kan slippe af sted med en kritik, der ellers ville være ilde set.”

Birgitte Stoklund Larsen deler denne opfattelse. Ifølge hende kan det have stor betydning for eksempelvis efterladte at få mulighed for at få renset luften ved ikke kun at forholde sig til de gode sider af en person.

”Til tider kan det lyde, som om man begraver helgener, når præster og efterladte kun fortæller om alt det positive, men udelader det kontroversielle. Det kan blive tyrannisk, for nogle kan have et behov for at tale om mennesket i dets helhed, og intet menneske er kun godt. En god nekrolog er ikke kun rosende. Den afspejler, at her er et menneske med både gode og dårlige sider, et rigtigt menneske.”

Men hvad så med Joachim B. Olsens og Carsten Horns kritik af Anker Jørgensen? Var de i deres gode ret til at lange ud efter den tidligere statsminister?

”Problemet med de to bemærkninger var, at der ikke var nogen substans eller finesse i kritikken, og de bidrog ikke til forståelsen af Anker Jørgensen. Tværtimod er begge indspark grove og platte, og derfor fremstår de som nedrige angreb, der nok snarere har vakt læserens sympati med Anker Jørgensen,” forklarer hun.

Emma Gad (1852-1921) anbefaler i sin berømte bog fra 1918, ”Takt og Tone – Om Omgang med Mennesker”, at man ikke taler ondt om de døde.