Politiet: Der er ingen regler for havestøj

Det skal være meget groft, før vi rykker ud, lyder det fra politiet

Det kan være fristende at ringe til politiet, når naboen nægter at slukke for de motordrevne haveredskaber, der kører i døgndrift. For de må da have regler for den slags – eller hvad?
Det kan være fristende at ringe til politiet, når naboen nægter at slukke for de motordrevne haveredskaber, der kører i døgndrift. For de må da have regler for den slags – eller hvad? .

Det kan være fristende at ringe til politiet, når naboen nægter at slukke for de motordrevne haveredskaber, der kører i døgndrift. For de må da have regler for den slags – eller hvad?

Men det får man ikke meget ud af, forklarer Per Bennekov, politikommissær og vagtchef ved Østjyllands Politi.

”Det skal være meget groft, før vi rykker ud,” siger han.

”En villahave er ens egen, og der er ingen regler for, hvor meget man må larme og på hvilke tidspunkter. Derfor har vi lidt svært ved at navigere i det.”

Der findes altså ingen love ud over de bestemmelser, der er i hver enkelt bolig- og grundejerforening.

”Vi er også meget forsigtige med at gå ind i det, for det at involvere politiet er ikke ligefrem befordrende for naboskabet. Så vi blander os meget sjældent,” siger Per Bennekov.

Generelt er der ret få anmeldelser til politiet omkring støj fra haveredskaber. Men næsten dagligt får politiet henvendelser om for høj musik.

”Med musik har vi mulighed for at gøre noget, det er reguleret af politiloven, at man ikke må spille høj musik for åbenstående døre og vinduer. Ofte gør vi det, at vi lige ringer til den pågældende, som spiller højt, og i 75 procent af tilfældene skrues der ned. Så det er ganske udramatisk.”

Noget andet , der er ulovligt, er afbrændingsbål i haven. Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet kan man gå ud fra, at der i alle byzoner og sommerhusområder er forbud mod afbrænding af haveaffald hele året, mens man i landzoner må afbrænde haveaffald fra den 1. december til den 1. marts.

Men med almindelig havestøj er der altså ingen regler. Her opfordrer ministeriet til, at man taler med hinanden. Hver enkelt kommune har dog mulighed for at udstede retningslinjer for brug af støjende og motoriserede haveredskaber i særlige områder, for eksempel i nærheden af vild natur.